Claus Carstensen: digte (samling), d.t.

Borgens Forlag. 80 sider. 175 kroner.

 

 

 

2 bløde æg.

rotteteori, rottepoesi.

zombie.

standard life.

 

wulle, wulle

 

 

Sådan lyder ét af de rigtig gode digte i Claus Carstensens nye digtsamling, digte (samling), d.t. Digtet er samtidig et fint eksempel på den skingre tone og de disharmoniske ordsammenstød, som professoren på Det Kongelige Danske Kunstakademi Claus Carstensen, ynder at fylde i sine digte. Det enkelte digt er hos Claus Carstensen ikke et beåndet og fornemt stykke redskab, hvori den dybe poesi sætter sig igennem på dets egne betingelser. Slet ikke - og det er egentligt helt befriende. For Carstensen er digtet snarere et værksted, hvor tingene finder deres egen plads. Heraf bogens motto: "...not a catharsis, but an understanding, a coming-to-terms", Marshall Fine.

Digtene kredser om dét at komme til begreb. At få skabt et individuelt kunstnerisk og virkningsfuldt sprog. Claus Carstensen bruger især sine digte til at tænke med. De fleste af digtene virker som små prøveballoner, som forfatteren henter frem fra sit eget komprimerede lager af alskens kulturelt gods. Mange af digtene har ligeledes karakter af private notater; en slags føren protokol over inspirationens gavmilde nedslag:

 

sham rage - og pludselige,

provokerede udfald mod alt levende,

et brændende og uomtvisteligt had,

monstrøst, djævlsk og ondt: 2 bløde øg

føcked øp, røttepøesi

 

Digtene insisterer på det ekstemt subjektive. Og konstant bliver man som læser mindet om, at der står en maler, forfatter og professor bagved hvert eneste ord i denne bog. Carstensens ord hentet fra Carstensens verden. En verden hvor hard-core intertekstualitet går hånd i hånd med private stemningsrapporter:

 

vintersolhverv

frost over landet

lammende tømmermænd

og Skaløes Breve til en veninde

 

Digtene gør en dyd ud af det private og insisterer samtidig på at være en slags små, i bogen arbejdende, poetikker:

Territorial pissing No. 7 1993

Defacement Trilogy I-III

(i) sammenkreds, efteråret

(ii) Zoe

(iii) Deutschland im Herbst

 

I ovennævnte digt referes der til Carstensens yndede motivkreds: Territorial pissing - billeder hvor malingen indfarver lærredet under påvirkning af kunstnerens egen urinudladning. Hvad angår "Deutchland im Herbst" - ja, da må jeg umiddelbart melde pas. Men det gør ikke noget, for Carstensen får alligevel startet en munter associationsstrøm i mit hoved.

 

Tyskland om efteråret. Ruhr-distriktet, Bundesligaen, Baselitz og tyske 1970´er pornofilm i grelle overbelyste farver. Så meget får jeg foræret i én sætning - "Deutchland im Herbst". Så digtet må jo siges at fungere på trods af de næsten privatsproglige udsagn. Og sådan kan man faktisk sige om langt de fleste digte i Claus Carstensens nye bog. At de virker på deres egne præmisser.

 

Men dér, hvor det omvendt ikke rigtig fungerer, er dér, hvor Claus Carstensen pludselig tror, at han er Henrik Nordbrandt. Og det er han ikke, se blot her:

 

der er et liv efter fødslen

og i aftes en himmel som jeg ikke mindes at have set længe:

med skyer tunge af regn og en tavs skumring

under en blændende jeg-nægter-at-dø-stribe i horisonten

som en omvendt solnedgang uden sol

 

Carstensen er dårlig, når han strejfer det pæne og det patetiske, men suveræn når de enkelte ord lades med aggression og spiller deres indbyrdes skæve og rablende ordspil; når han taler om maleri og musik og slynger om sig med sine nogen gange hjemmebryggede og andre gange tyvstjålne statements fra filosofiens og maleriets verden. To ord kan opsummere hele projektet i al sin indforståede klarhed:

 

wulle, wulle.

Tilbage til aktuelt