Dyrlægens fuldkost, beaujolais, beaujolais, beaujolais, beaujolais, portvin, beaujolais... - sådan lyder hverdagsliturgien i Netto på Borgmester Fischersvej, helt forskellig fra teltmissionens i Den gamle legendariske Zigeunerhal, og hvis man har fantasi til at forestille sig for meget, bliver en aftaleseddel fra speciallæge Mogens Møller Hansen hurtigt til lakonisk splatter: snabbkirurgi en råkold novembermorgen. Hvorimod hele orgeludtrækket af medfølelse og stille sørgelighed sætter i ved synet af kryds og tværs'ens rystende Parker, der er gået død på en smørtyv. Men så er der heldigvis et finsk diagram over Warhol-filmen Chelsea Girls (who's who sir' jeg bare) at komme videre med, inden det hele toner ud med Hindenburg i blyantstreg og "I'm just a lonely cowboy...a long way from home": Tænk hvad det kan betyde for dig senere at have arbejdet i en Kisa Service butik. Andreas Kjærgaard har et blik, og han har det skægt. Han har lavet tre bøger med titlen Dokument, der hver for sig er et Dagligliv i Norden-katalog over de tekster, vi hver dag modtager, fabrikerer og omgiver os med: alle de lapper og opslag, der lever et lidt anonymt liv på sidelinjen, men som samlet og præsenteret for en større offentlighed bliver til en slags dogme-publikation. Dokument 3 er netop udkommet, den kan anbefales og oven i købet hjembringes i smart og unik indbinding, mit eksemplar er i grøn Libanon. Kjærgaard har indsamlet teksterne allevegne, og fælles for dem alle er, at de aldrig har været beregnet på udgivelse, faktisk helst tværtimod. Der er ikke redigeret i teksterne - og der er heller ikke lagt fingre imellem, "forfatterne" er skånselsløst udleveret med navn og håndskrift. Tekstsamlingen har et bredt fascinations-potentiale, ud over den rent sociologiske interesse vil vi herfra nævne den visuelt poetiske: teksterne henter i høj grad deres kraft i mødet mellem ordlyd og grafisk udformning, og frem for alt får de hurtigt tiltet opfattelsen af, hvor almindelig sprogbrug og kommunikation egentlig bærer hen. Det antager Borges'ske dimensioner: Måske er det hele en fiktion. Lån Dokuments optik, og brevene fra banken vil aldrig mere være det samme. Besøg også www.dokument.dk og se en international slægtning på Ubuweb, afdelingen Found and Insane. | Dokument 3 kan bestilles hos Toxic Slime International, Fælledvejens Passage 6, 2.tv., 2200 København N og kan også købes hos BTJ Boghandel og Arnold Busck, prisen er 49 kr. | |||
tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | ||