- i den nye "interaktive roadmovie" i CrossTown-serien

Engle har det med at dukke op de underligste steder: i litteraturen, i dagligsstuen i december og nu også i et computerspil. Et forsonende træk ved computerspillets engel er imidlertid, at englen er ingen mindre end én selv.

"Du er en engel," lyder det således betryggende, når man for anden gang begiver sig ud i den besynderlige CrossTown. Første gang den garvede spiller stiftede bekendtskab med byen, var i det prisbelønnede Giften. Denne gang er det dog ikke et mysterium, der skal løses, men to sammenbragte sjæle, der skal ledes på rette vej.

Som engel bevæger man sig ubesværet mellem tre verdener: Freds, Normans og englens egen. Fred er sygeplejer, om end en barsk én af slagsen. Freds liv har ikke helt udartet sig som han havde håbet. Hans ekskone begik selvmord og sønnen Tanino har rodet sig ud i problemer i CrossTowns narkomiljø. At få Norman i sin varetægt er derfor blot endnu ét i rækken af problemer, der skal løses.

I Normans rablende vandverden ser tingene til gengæld en hel del anderledes ud. Her er Norman selv den fattede og rolige, og han er på vej hjem til sin Gud. I vandverdenen er Fred en Derf - et pelsklædt væsen - der er med som passager på Normans let duvende tømmerflåde.

Endelig er der englens verden. Som engel bevæger man sig højt hævet over CrossTown og har mulighed for at dykke ned og være tilskuer til Freds og Normans vandring gennem byen, eller gribe ind i historiens udvikling ved hjælp af englens fire attributter: Sema, Noos, Dynamis og Manteion, der repræsenterer henholdsvis skæbnen, tankerne, modet og fremtiden.

Det er englens opgave at bringe Fred og Norman til en forståelse af hinanden, at få dem til at se, at deres verdener ikke er så forskellige, som de selv går og tror. Englen navigerer ubesværet gennem CrossTowns geografi og hjælper de to figurer gennem dialoger og beslutninger.

I modsætning til andre spil i adventure-genren kan Englen gennemspilles på et par timer (og bl.a. derfor koster Englen stort set det samme som en almindelig musik-CD). Men både undervejs og efter første gennemspilning bliver det klart, at Englen ikke nødvendigvis er et resultatorienteret spil: her handler det mere om at lytte til figurerne, overveje motivationen bag de valg man foretager sig som engel og sidst, men ikke mindst, lære Normans lyriske vandverden at kende.

For overhovedet at komme gennem spillet er det nødvendigt undervejs at orientere sig i Normans verden og forsøge at sætte den i forbindelse med Freds mere realistiske univers. Men ved senere gennemspilninger viser vandverdenen sig at være spillets mest interessante dimension. At Englen således ikke kun er et spil, understreges da også af undertitlen "en interaktiv roadmovie".

Englen - en interaktiv roadmovie. Michael Valeur (forfatter), Ole Comoll Christensen (tegner), Bo Lundby Jæger (komponist), Simon Løvind (instruktør), Mads Salicath (AD) m.fl. (Deadline Multimedia 1999) Pris kr. 149. Kan bestilles pr. postordre med gratis forsendelse direkte fra Deadline Multimedia.

Og det er både udfordrende og behageligt at være hovedrolleindehaver i Deadlines roadmovie. En behagelig stemme giver tilmed moralsk opbakning, når man fortvivlet svæver over CrossTown og leder efter et nyt sted at dykke ned (og befriende nok kan man ikke altid omgå blindgyderne ved at handle, sådan som man forestiller sig, en moralsk engel handler).

Eneste anke mod Englen må være dens fremsynede systemkrav: det kan stort set kun lade sig gøre at få spillet (og især lydsiden) til at køre på en af markedets nyeste computere (som f.eks. en iMac fra Apple).

På den anden side er det indlysende, at spillets høje kvalitet på såvel lyd- som billedsiden hænger sammen med, at spillet er beregnet til at blive afviklet på computere med høj kapacitet. Og at spillets udviklere gerne vil præstere et produkt med så høj kvalitet som muligt, er forståeligt, men er der dog ikke også mening i at producere spil til mere gennemsnitlige maskiner?
 

(Illustrationer fra cd-rom'en.)

Englens systemkrav: Mac: PowerMac 166 MHz, Mac OS 8.1 eller senere, 64Mb RAM, 8 x CD-ROM, Grafik 640 x 480, 16 bit, 200 Mb ledig harddiskplads. PC: Minimum Pentium 166 MHz, Windows 95 med 48 Mb RAM eller Windows 98/NT med 64 Mb RAM. 8 x CD-ROM. Soundblaster kompatibelt lydkort, 200 Mb ledig harddiskplads, 40 Mb swapfil på harddisken, 2 Mb skærmkort.

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv