Erik Steffensen:
Huler & udgange.
Det Kongelige Danske
Kunstakademis
Billedkunstskoler.
86 s. 125 kr.

Caspar David Friedrich: Kreidefeldsen auf Rügen, 1818/1919
(ill. fra bogen)

Erik Steffensen er professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han er samtidig en kunstner, der arbejder i flere medier med fotografiet som sit fortrukne.

Steffensen har i flere interessante bogudgivelser reflekteret over det, man kunne kalde kunstens virkerum. Især vender Steffensen i sine bøger ofte tilbage til den kunst, han selv er draget af. Dette er også udgangspunktet i den nyligt udgivne bog: Huler & udgange. En bog hvor Steffensen - på poetologisk og pædagogisk vis - forsøger at definere sit eget kunstneriske udgangspunkt og nuværende ståsted. I bogen lader Steffensen således sine tanke- og skriftstrømme følge de kunsthistoriske tangenter, som han i sit værk og liv bliver ved med at vende tilbage til.

Huler & udgange er formet som impressionistiske dagbogsoptegnelser fra forskellige rejser, som Steffensen har foretaget. Rejsemålene tæller bl.a. Island, Grønland og Schweiz, og de aktuelle steder fungerer dels som stemningsmættede natur-kulisser og dels som refleksive afsæt i teksten. Symptomatisk for bogen - ja, vel i det hele taget for Erik Steffensens skrivestil - så hierarkirserer han ikke sine oplevelser og tankerækker. Stort som småt fra fortolkninger af kunsthistoriske mesterværker til inferiøre sanseiagttagelser fylder og sprudler på lige fod i bogens univers. Forfatterens erindring om f.eks. et billede af Mark Rothko eller en nærstudie af et sommerhus' lortebrune 1970´er-interiør tjener begge det samme formål: nemlig at koble blik og bevidsthed sammen i en fælles søgen efter de uforklarlige fascinationspunkter (de i bogen metaforisk benævnte: huler), som al kunst synes at udspringe af.

Erik Steffensen: Red Cave, 1999
(ill. fra bogen)

Denne overalt visuelt baserede fascinationstrang er Steffensens kunstneriske drivkraft. Igen og igen forsøger han i ord som i billeder at give kunstnerisk form til den verden, der på så monstrøs vis bliver ved med at åbenbare sin storhed for øjnene af ham.

Om dette sker som en spejling i et hotelvindue eller på filmens lysfølsomme emulsion, er underordnet for Steffensen.

Ordet, lærredet og filmen er alle at regne som ligeværdige forsøg på at fremstille verdens ubegribelighed og overdådige figurationer i en kunstnerisk bearbejdet form.

Det gennemgående rejsetema, som præger Huler & udgange, er i lige så høj en grad en rejse, Erik Steffensen foretager i kunsthistoriens mange interessevækkende afkroge. Steffensen absorberer verden i lige dele realia og fiktion, sansestimuleringer og bevidstheds-kalkulationer. Hos ham bliver alt dechifreret gennem kunstnerens seismografiske filter, og dét hvad enten verden indoptages af blikket, bevidstheden eller via blodets halvdovne slumren under et besøg i et klassisk pornofilms-tableau; nemlig et bordel i alpelandet Schweiz.

En konsekvens heraf er, at så godt som alle Steffensens iagttagelser og funderinger bliver underlagt kunsthistoriske perspektiveringer. Med dette udgangspunkt er Steffensen heller ikke så langt fra de kunstnere, han beundrer mest. Nemlig de romantiske malere; her især de to gange Caspar, med efternavnene Friedrich og Wolff.

Den romantisk beåndede kunstner bærer sine latente anelser med sig overalt, ligegyldigt om han befinder sig på Læsø eller Grønland. På bordel eller i sommerhuset. Om netop Caspar David Friedrich skriver Steffensen:

"Og som Caspar David Friedrich kan man lukke øjnene og se visionen for sit indre blik, inden man åbner dem igen og materialiserer synerne, som man hentede i sit inderste. Et landskab er hvad man gør det til."

Indsigten kan med andre ord forme udsigten. Og netop udsigten fra et hotelværelse skaber følgende tankekæde i Steffensens kunstnersind:

"Jeg ser sceneriet fra en højt beliggende hule, et åben køkkenvindue med et for vinduer ganske flot format, ca. 180 x 120 cm. Vinduet er delt af to tværgående sprosser, og det er muligt at åbne de øverste to tredjedele på en gang, hvilket giver et kvadratisk felt ud mod verden. Vinduets format og tredeling er ikke ulig Mark Rothkos lærreder, men derfra hører også al sammenligning op. Hvor Rothko er mystisk og tåget i sine billeder med udviskede 'landskabs' konturer, er her lutter klarhed. Ydermere indeholder dette grønlandske landskab lyde. Hundeglam og hyl fra byens hundredvis af slædehunde blander sig med sporadisk fuglefløjt og motorstøj. Sisimut hedder byen, på dansk Holsteinsborg. Sisimut betyder rævehulefolkene. Nordboere er huleboere, og derfor er det ikke et tilfælde, at netop landskabet er så vitalt. Landskabet er alt det uden for hulen - verden indeholdt i et format, et blik."

Fik jeg før sagt, at Steffensens kunstneriske favorit-medie er fotografiet, så må det dog nuanceres en anelse. For Steffensen benytter ikke fotografiet i klassisk forstand forstået som øjeblikkets realistiske og pålidelig registrant. I Steffensens seneste fotografiske værker tilstræbes mere en lighed med det abstrakte maleri.

I bogens sidste afsnit, der er betitlet Udgange, og som er formet som en række mini-portrætter af en række samtidige danske kunstnere (bl.a. Mads Gamdrup, Per Bak Jensen, Superflex og Pia Arke), kommenterer forfatteren (i 3. person) sit eget kunstneriske projekt således:

"Erik Steffensen lader i sine værker emotionelle og æstetiske udtryk slå følgeskab med klassiske kunsthistoriske temaer. Selvom billederne truer med at gå i sort eller forsvinde i abstrakte tåger, er motivet det egentlige og eksistentielle udgangspunkt. I billedet Red Cave (1999) der er optaget på Færøerne, fastholdes et lysende rum mellem to slørede konturlinier, der gør det svært at se, hvad der er opad eller nedad. Et rum artikuleret uden fodfæste."

Netop citatets sidste sætning opsummerer ganske fint Erik Steffensens virke. Det er landskabet og erotikken, der er hans fortrukne metier. Dér han forsøger at miste balancen.

Hos Steffensen er landskabet fortolket i tradition efter de romantiske maleres landskabskildringer, hvor naturen åbenbarer sig som det sublime sug i menneskets bevidsthed, og som en angst der ruller med blodet.

Clint Eastwood, En fremmed uden navn, USA, 1973
(ill. fra bogen)

Caspar David Friedrich og Caspar Wolf hedder som før nævnt to af Steffensens romantiske helte. En tredje er Clint Eastwood. De to første gør i deres billeder knæfald for verdens sublime karakter: naturens voluminøse vælde. Mennesket, der er prisgivet altet.

Clint'en gør det modsatte. Han personificerer det sublime. På fem minutter i et støvet prærielandskab lægger han verden øde!

Det andet aspekt i Steffensens kunst er hans nøgenstudier. Dér hvor begæret snurrer, og hvor Rodin går på stripklub. Her sidder det sublime og hamrer i kroppen, og håner bevisthedens rationelle kalkule. Akkurat som det også ses på Mark Rothkos lærreder, hvor kroppen placeres i billedet som en tåget men konkretiseret masse, og hvor bevidstheden ikke har en kinamands chance for selv at finde ud.

Præcis sådan fungerer Huler & udgange. For hver ny udgang findes der blot endnu en kunsthistorisk lomme at gemme bevidstheden væk i. Men til syvende og sidst handler det for Erik Steffensen mest af alt om at se og lade sig overrumple af det set. At se et rum blive artikuleret uden fodfæste.

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | anmeldt 20/4/00