| | |||
| | | | |
 | ||
| | |
 | ||
| | |
At Inger Christensens seneste essaysamling består af bestillingsarbejder virker næsten forstyrrende for det billede af fuldendt komposition, man når at opbygge under læsningen. Og så alligevel ikke. At forfatteren har formået at samle sine arbejder for alt fra Berlingske Tidende til Matematiklærerforeningen til et perfekt afrundet hele, understøtter vel i virkeligheden blot indtrykket af samlingens veldefinerede undersøgelsesområde. Det første essay, Sandhedens skygge, dvæler ved Blakes kobberstik "Newton", der ved første øjekast ligner et klassisk heltebillede. Men Blake har tilsyneladende anbragt den nøgne atlet i en mystisk vandverden. Ikke alene optræder fysikeren Newton som det nøgne, sårbare menneske, der er udsat på verdens kant for at gennemskue altings sammenhæng, han er også indsat i en verden af vand og mørke, som en havmand, der tvinges til, magtesløst, at være splittet mellem to verdener, menneskets og naturens: "Men det virker som om han, i al sin nøgne uskyld, har stjålet ilden fra guderne, og som om han til straf for sin oprørskhed er lænket til klippen, udsat ikke på hjertets, men på hjernens bjerge, så at sige inde i sit eget kranium." Newton er med andre ord tvunget til at henslæbe sit liv på den trekantede klippe, hvor han, som offer for sin egen illusion, forsøger at danne sig overblik over trekanten med passer og pen på papiret — en tilstand forfatteren beskriver som "at pine sandheden ud af livet og få forstanden til at røbe Guds tilholdssted." Og netop denne beskrivelse synes at være en rammende overskrift for bogens projekt, eller måske snarere: for forfatterens essayistiske virke. Det er ikke verdens krige og nederdrægtigheder, der er på programmet, men en evne og trang til fortsat at beskrive krydsfeltet mellem sanserne og det sansede, en beskrivelse, der bringer læseren ud på rejser gennem videnskaben og overvejelser over tilfældighedernes spil, men til stadighed søger tilbage til selve skriften og dens blindhed over for sig selv. Tankerne om skriftens blindhed får i essayet "Silken, rummet, sproget, hjertet" Christensen til at søge så langt tilbage som til den kinesiske digter Lu Chis to-liniede strofer og hans beskrivelse af silke, til et tilsyneladende autentisk og arketypisk kunstnerbillede, for derigennem at beskrive ordklassernes beskaffenhed og indbyrdes forhold: "Jeg burde simpelthen undgå adverbier. Så vidt muligt. Men adverbier er ret egenrådige. Og temmelig påtrængende. De finder altid et smuthul. Som nu tilsyneladende. Det skulle absolut stille sig op foran adjektivet uendelig. Ærgerligt, når det uden større skade kunne have stillet sig foran så mange andre adjektiver. Tilsyneladende ensomme. Tilsyneladende hjælpeløse, tilsyneladende ubevægeligt. Men ret skal nu være ret. Det virker som om pladsen foran uendelig for det meste står gabende tom og der er ikke særlig mange adverbier, der har lyst til at stille sig på netop den plads." | ||
| | |
De fyndige overvejelser over de grammatiske grundstens uendelige kombinationsmuligheder skitserer et parallelforløb, der forfølges i samlingens sidste essay "Som øjet der ikke kan se sin egen nethinde" (en titel, der stammer fra et af de sidste afsnit i "Silken, rummet, sproget, hjertet"). Teksten genoptager i sin beskrivelse af matematikken tankerne om det uendelige, to-liniede forløb og fastslår, at netop to-tallet er et førsprogligt grundvilkår, en instans, der tegner skarp grænse mellem jeg'et og omverdenen: "Som barnet der med sine første pludrende meddelelser, mor og mig, mam og mig, allerede er i besiddelse af to-tallet, mig plus verden, og dermed både tænker og taler." Men på samme måde som de grammatiske kategorier er jeg'et uløseligt forbundet til omverdenen. Mennesket sanser verden, og verden sanses gennem mennesket. Hemmelighedstilstanden er da heller ikke et forsøg på at klippe det snoede Moebius-bånd over - snarere et spejl, der forsøger at lade uendeligheden komme til orde.
tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | omtalt 30/6/00 |  | |||||
| ||||||
| | | | | | |
