Foto: Marianne Grøndahl

Kritisk alfabet er titlen på det, Borum selv havde forestillet sig skulle blive til et trebindsværk. De to følgende bind skulle have heddet Kritisk atlas og Kritisk allehånde. Så selv om det foreliggende posthumt udgivne værk synes at indeholde allehånde artikler, der tilsammen udgør et udførligt - om ikke andet - nordisk atlas (med international udsigt) over den moderne litteratur, er der altså tale om en læser-ABC.

De første skridt bliver imidlertid ikke taget af Borum selv, men af arvtagerne Niels Frank og Janus Kodal. Frank og Kodal giver en indsigtsfuld og appetitvækkende introduktion til Borums uoverskuelige værk, og skulle det være gået læserens næse forbi, anskueliggør de to redaktører, hvordan Borum til alle tider var den store pædagog og formidler (to ord, der efter endt læsning ikke længere klinger hult af velmenende 70'er-pædagoger).

Redaktørernes forord efterfølges af afsnittet "Elementær introduktion", et kort uddrag fra Borums milepæl Poetisk modernisme. Kapitlet virker underlig påhæftet, men er velsagtens nødvendigt, hvis Kritisk alfabet skal have det pædagogiske tilsnit, værket selv betoner nødvendigheden af. Samlingens første egentlige afsnit omfatter således en historisk og kronologisk portrætrække af modernismens hovednavne fra Baudelaire til Tafdrup.

Foto: Marianne Grøndahl

Poul Borum: Kritisk alfabet (udvalgt og redigeret af Niels Frank og Janus Kodal med fotografier af Marianne Grøndahl), Gyldendal (304 s., kr. 195)

Portrætterne er i sagens natur kortfattede, og flere af dem er nænsomt forkortet af redaktørerne. I lighed med redaktørernes introduktion til Borum, skærper portrætterne læselysten og peger på den måde naturligt frem mod de to efterfølgende hovedafsnit, "Læsninger" og "Essays m.v." Det er især i læsningerne, man mærker Borums optagethed af det nordiske. I Borums optik er dansk modernisme ikke mindre påvirket af Heiberg og Claussen end af Ibsen og Bull. Og hvilke andre kritikere kunne så oven i købet finde på at præsentere en række læsninger af nordiske værker og så lige klemme Virginia Woolfs To the Lighthouse ind midt i det hele?

Borum slipper naturligvis godt fra det hele, og det bl.a. fordi man under hele læsningen mærker den dybfølte begejstring for litteraturen og afsættet i en læsemasse, der for den almindelige læser er uoverskuelig, men især fordi Borum til alle tider var i stand til at lægge et nærmest pragmatisk kriterium til grund for sin litteraturvurdering. Et kriterium, der i høj grad må siges at have taget udspring i og hængt sammen med Borums nærmest religiøse vækkelse til læsende og skrivende væsen:

"[...] først skal man så grueligt meget igennem og så bliver man digter, dette forløb hvor femten års forberedelser eksploderede i løbet af fjorten dage, har også bestemt min holdning til litteraturen sådan som jeg beskæftiger mig med den som læser og som professionel læser: jeg spørger efter to ting: om forfatteren kan skrive og om han/hun har noget at skrive om. (Stikord til en praktisk vurderingsteori: man skal bare spørge efter Fuldkommenhed og Nødvendighed -)."
 

 

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | omtalt 9/3/00