Man har hørt om en halv Nilsson og om dobbeltnumre - sådan ét er der også - men om et tolvdobbelt nummer? Det er ikke desto mindre, hvad kunsttidsskriftet Pist Protta netop har udgivet. Redaktionen har længe været i sprængfarligt overskud af gode ideer og planer om særlige temanumre, som de altså nu fyrer af i én stor fyrværkerieffekt fra nummer 34-45 med omslag og indholdsfortegnelse over hvert enkelt nummer.

"Ganske i pagt med tidens dyrkelse af det kulørte og overfladiske, hvor indpakningen er mere interessant end indholdet, og hvor ingen alligevel gider at besvære sig med den åndelige anstrengelse det er at trave sig igennem en masse farveløse artikler og lydløse billeder, har vi sparet vores publikum for dette unødige besvær og valgt udelukkende at fremstille omslagene til de bemeldte tolv numre af tidsskriftet", skriver redaktionen, og her kan vi så fra publikumssiden råbe tilbage, at man er ved at DØ over ikke også at kunne se indholdet: det ville-have-været tolv supernumre. I stedet kan man nu fryde sig over "coverversionen" og det særlige fokus, der pludselig sættes på korrespondancen mellem omslag og indhold.

Nr. 34 åbner sigende med en saltvandsindsprøjtning til den traditionelle bog, akkompagneret af telefonsvarerbeskeden "Ja, goddag, det er Ulla fra tandlægehuset..." - med fortsættelse i næste nummers tema om huller, hvor man foruden stuebirk blandt andet finder bidraget In and out af Pippilotti Rist. Nr. 36's tema er kulturforskelle, og her bevæger man sig med et citat af H.K. Bhabha fra Paris til the Sahara Studio, mens man i nr. 37 er nået til Japan, hvor Rune Gades tekst om historisk erotika ville-have-fået følgeskab af Anne Marie Plougs tøjdyr i en mere udknaldet version end de sædvanlige manga-girls.

Nr. 38 er viet Foreningen for Landskabsmaleriets Fremme med bl.a. indlægget Blomstrende vendinger og en opfordring til læserne om at finde eksempler på genrens aktualitet. Teksten "Der står 2 colaer bag den taleboble" stammer fra nr. 39, hvor kunstnere som bl.a. Tal R, Erik Steffensen, Sally Mann og Asger Jorn medvirker "med og via deres børn", som der tankevækkende står i introduktionen. Nr. 40 er et Phileas Fogg-nummer, jorden rundt med et broget udvalg af sponsorer og helt uden rødt stoplys fra forsiden af nr. 41.

Millenium-nummeret har et bredt udsyn i sit opregning af global pointscore: Perspektivet rækker fra "Største udstillingsbudgetter i Verden" til "Længste ophold i danske legatboliger". Den østrigske kunstner John Tylo er gæst i nr. 43, hvis eksotiske dokumentarisme er langt fra de heiderske Lederhosen. En somalisk kamel. 44 er tallet for dobbeltnummeret, hvor man ville-have-kunnet læse om kunstneriske copycats hos Simon Sheik og nu kan se tegninger af Jasper Sebastian Stürup, mens vi ender med kriblekryds i nr. 45, hvor alt hvad der mangler er P.

Undervejs har der desuden indsneget sig en fortegnelse over udgivelser fra forlaget Space Poetry og en lagerliste over ældre Pist Protta-numre. Omslagene er udført af blandt andre Jan Skovgaard, Jonathan Monk, Bodil Nielsen, John Tylo, Claus Egemose, Hanne Nielsen og Birgit Johnsen og af redaktionen selv, nemlig Jesper Fabricius, Åse Eg Jørgensen og Jesper Rasmussen.

Med andre ord et stunt og en kraftpræstation: Pist Protta 34-45 har massefylde, ambitionsniveau og kunstnerisk informationstæthed på langt mere end 12 og lægger sig endnu en gang i spidsen som et af de mest interessante kunsttidsskrifter.
 

 

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | anmeldt 9/3/00

Pist Protta 34, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43, 44 og 45, samlet kr. 60. Forlaget Space Poetry, Ahlefeldtsgade 24, 3. 1359 København K. Tlf. 33 15 30 81.