| | | ||||||
| ||||||||
| | | | | | | | |
For mange er Marcel Proust først og fremmest synonymt med A la recherche du temps perdu, men for de fleste er Proust sikkert i lige så høj grad ensbetydende med for eksempel Becketts, Lagercrantz' eller De Bottons indføringer i det frygtede syvbindsværk, man som læser kredser om som katten om den varme grød. Og får man så endelig taget mod til sig og begiver sig ind i modernismens snurrige katedral, er overvejelsen om hvilken oversættelse man bør vælge nærmest lige så uomgængelig som læsningen af mindst én af de forskellige introduktionsværker. Omtalen af Nansensgades Antikvariats udgivelse af af Prousts Om Læsning har derfor, ikke overraskende, handlet mindst lige så meget om Otto Pedersens oversættelse som om, at en væsentlig del af Prousts ofte oversete virke som skribent nu endelig er blevet tilgængelig på dansk. Og det kan undre, når nu Proust i så høj grad er en forfatter, for hvem det levede liv, skriften og læsningen alle er uadskillige sider af samme sag. Hovedteksten Om Læsning (Sur la lecture) er oprindelig skrevet som et forord til Prousts egen oversættelse af John Ruskins Sésame et les lys, men fremstår egentlig ikke som sådan, og kan derfor sagtens læses som et selvstændigt essay. Og som Otto Pedersen nævner det i sin præsentation, mærkes den umiskendelige tone af "Prousts ganske egenartede vilje til at blive forfatter" fra første færd. Om Læsning giver derfor læseren en fornemmelse af at kigge med over skulderen og ned i den støbeske, hvori et af den moderne litteraturs hovedværker siden blev formet, og introduktionen til Ruskins er i mindst lige så høj grad som A la recherche du temps perdu kendetegnet af den sansemættede og associative stil med sætninger så lange, at selv Kierkegaard ville være blevet misundelig. At nogle anmeldere har ment, at Proust-bearbejdelsen efterhånden er nået dertil, hvor man bør overveje at oversætte fra dansk til dansk, virker derfor malplaceret, for lader man sig først hypnotisere af og indfange i Prousts læselystne labyrint, nikker man genkendende til udsagn som: "En tragedie af Racine, et bind af Saint-Simons erindringer ligner smukke ting, der ikke længere laves. Det sprog, i hvilket de er blevet skulpteret af store kunstnere med en frihed, der får dets blidhed til at stråle og dets iboende kraft til at springe frem, rører os som synet af visse retteplaner, der i dag er sjældne, men som fortidens arbejdere brugte. Uden tvivl har stenen i en og anden af disse gamle bygninger trofast bevaret stenhuggerens tanke, men takket være stenhuggeren er stenen også, på en i dag ukendt måde, blevet bevaret for os, iklædt alle de farver, som han har påstået at trække ud af den, at få til at træde frem, at få til at passe sammen. Det er jo den levende syntaks i Frankrig i det 17. århundrede - og i dén forsvundne sædvaner og en forsvunden tænkemåde - som vi holder af at finde i Racines vers." Og netop den halsbrækkende men levende syntaks er i Otto Pedersens virtuose oversættelse bevaret og balancerer på en knivsæg, mens langt de fleste arkaismer heldigvis er forsøgt undgået. Der er i det hele taget langt fra billedet af Proust som den hensygnende kunstner i korkværelset til den indirekte, selvironiske samtidskommentator i Om Læsning: "Schopenhauer fremsætter aldrig en mening uden straks at støtte den på flere citater, men man føler, at de citerede tekster for ham kun er eksempler, ubevidste eller forudfattede hentydninger, hvori han holder af at genfinde nogle træk af sin egen tænkning, men som ikke på nogen måde har inspireret ham. Jeg husker en side fra Die Welt als Wille und Vorstellung, hvor der er måske tyve citater på rad." | ||
| | |
Citatet efterfølges naturligvis af Schopenhauers tyve citater med kommenteret bibliografi i fodnoteform, og som læser kan man ikke undgå at finde det næsten humoristisk, at midlet i så høj grad er målet for Proust, at såvel forfatter som læser (i og med den opbrudte og altomfavnende syntaks) lever og ånder i takt med læsningens fremdrift. Med baggrund i Schopenhauer konstaterer Proust tørt, at venskab mellem mennesker er at regne for en bagatel, og at læsning i forlængelse heraf er at regne for et venskab. Men efterhånden som ens øjne igen og igen arbejder sig hen over siderne, kan man ikke slippe fornemmelsen af, at bagatellerne i virkeligheden er alt.
tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | omtalt 20/4/00 |  | |||||
Marcel Proust: Om | ||||||
| | | | | | |
