Jenny Holzer: Projektioner i Paris 1.-4. november 2001, udstilling i Chapelle Saint-Louis de la Salpêtrière sept.-nov. 2001. Fotos: C.Y. Frostholm.

- Jenny Holzer skriver på Paris

Hvad er det, man opnår, når man som skrivende - i stedet for at lade sine ord stå pænt og stille på de trykte sider i en bog - vælger at lade dem projicere med mandshøje bogstaver og glide flygtigt hen over for eksempel muren på et hus?

Først og fremmest bliver man jo læst på en anden måde: ens ord fletter sig ind i arkitekturen - og i hele bybilledet - men de kommer også fra et andet sted, ikke så meget inde fra et enkelt menneske længere. Det er mere ”noget”, der taler, end det er ”nogen”. Som i reklamen på husgavlen, på demonstranternes banner eller på skiltet i vejkanten.

Den amerikanske billedkunstner Jenny Holzers første tekster, hendes ”Truisms” (1977-79), som hun stadig gør brug af her tyve år efter, har i sig selv dette upersonlige over sig. Det er one-liners, der lyder som slogans eller leveråd, men det er uvist, hvem der taler, og der er heller intet forklarende varemærke underneden.

Sætningen står som en genstand, der udsiger sig selv, og som ikke sjældent rummer noget foruroligende, en absoluthed, der truer med at blive slynget tilbage i ansigtet på én, straks man har godtaget den som en sandhed. Ikke mindst læst som serie - altid organiseret i alfabetisk orden og ikke logisk - udgør ”truismerne” et system af slagord til underminering af slagordet. Hvilket sjovt nok ikke forhindrer, at de enkeltvist sagtens kan give stof til eftertanke...

BEING ALONE WITH YOURSELF IS INCREASINGLY UNPOPULAR

Holzers tekster har fra starten været skrevet direkte til det offentlige rum, som budskaber på lysaviser, laserskrift, museumsinstallationer, indskrifter i sten og siden 1996 ikke mindst som gigantiske tekst-lysprojektioner rundt i verden på bygninger, flodbredder og monumenter. Men med tiden har hendes ”forfatterskab” udviklet sig i retning af langt mere ”personlige” og jeg-forankrede poetiske/dramatiske tekster.

I stedet for samtidig også at gøre læserummet mere intimt, har Holzer valgt at holde de forskellige faser i sin produktion i spil og lade dem mødes som et visuelt kor af stemmer. De ”rationelle” slagord kolliderer mod den længere jeg-teksts nøgne og nøgterne - men også surrealistiske - bekendelser og iagttagelser, om at være datter, om at blive mor, om parforhold og sex, men for eksempel også om krigens rædsler. I en vis forstand skaber blotlæggelsen af de uventet ”intime” tekster - med meterhøje typer midt ude i offentligheden - en endnu større dybde end de korte reklameagtige punchlines alene.

SHE BEGINS TO MAKE MISTAKES IN HER LANGUAGE AND I CORRECT HER THE WAY SHE TAUGHT ME

Al tekst produceret siden starten af kunstnerens karriere indgår principielt stadig som materiale i en skiftende fremførelse og genfortolkning. I hendes seneste serie af tekstprojektioner, som fandt sted i Paris i november 2001, anvendte hun således både de allerførste Truisms og en række af sine senere tekster (den seneste, Oh, er fra 2001): i Louvres gård omkring glaspyramiden og dagen efter på facadens søjlerækker, med hele tre parallelle bånd af tekst hvert sted, to franske og en engelsk. På bredderne af Seinen i to bånd, og på St. Eustache-kirken alene i ét: Truisms, på fransk. På den sidste aften, på forsiden af Panthéon, igen et enkelt bredt bånd af tekst, men på siderne suppleret med to helt smalle, hvor bogstaverne steg op et for et, og man havde tid til at gætte på det kommende.

Allerede hvis man læser teksterne på tryk, yder typografien en vis modstand: al tekst er med VERSALER og fed ligesom overskrifterne på en dansk formiddagsavis. Det er ikke den mest venlige og imødekommende måde, en længere sammenhængende tekst kan møde ens øjne på. Man skrider langsomt og desorienteret frem. Som mandshøje typer på en husmur giver skriftsnittet allerede mere mening: teksterne fremkommer i bidder, og de tykke kvadratiske lysbogstaver træder tydeligere frem, end en tyndere skrift ville have gjort. Men her møder man andre forhindringer, varierende efter lokaliteten. Et plankeværk får en enkelt linje til at stå tydeligere frem, en fordybning eller et glasparti sluger et bogstav eller et ord, sætningerne glider ind og ud af læsbarheden.

I Paris var den mest vellykkede version paradoksalt nok den helt simple på St. Eustache-kirkens facade ud mod Jardin des Halles. Tekstlinjerne, der gled i en lind strøm nedefra og op, fik lov at dukke frem af uformeligheden på jorden og stå klart læselige en stund på selve kirkebygningen, før de langsomt gik i stykker op mod facadens mere detaljerede top og siden på den bagvedliggende nattehimmel. Pladsen foran kirken dannede desuden et naturligt amfiteaterrum, hvor de forbipasserende uvilkårligt stoppede op midt i vrimlen, og hvor mange forholdt sig direkte til de strømmende tekster, hvad end det så var med tilråb, klapsalver, latter eller hovedrysten.

IT’S A GIFT TO THE WORLD NOT TO HAVE BABIES

Men også på Panthéons frontispice stod lysteksterne raffineret og smukt som en ny ”rulletekst på stenen” (som den Simon Grotrian har i et digt) hen over den gamle indskrift.

Langt mere diffuse og utilnærmelige forekom projektionerne på Louvregårdens pyramide, der helt udviskede det ene bånd af tekst, for ikke at tale om på Seinens bredder, hvor så godt som al tekst endte som et spil Scrabble drysset i trækroner, bølger og på bådtage. Man kan ikke (som visse penne ellers påstår, de kan) skrive på alt!

Ikke desto mindre er det fragmentariske og den visuelle støj selvfølgelig et vigtigt aspekt af Holzers værk. Alene sammenstødet mellem de forskellige tekstspor i lysværkerne skaber forvirring - og hermed fortolkningsmæssigt rum - og i (a)synkroniseringen af sporene lader kunstneren også tilfældigheden råde (ligesom hun lader alfabetet afgøre rækkefølgen). Det sproglige element i den forstand er et materiale som et hvert andet: lys, sten, vand...

Holzers tekster er en strøm af sprog, der åbnes for, og som løber, ikke helt ulig de uendelige enetaler, gale mennesker kan føre på gaden, og som man indoptager et tilfældigt brudstykke af, når man passerer forbi. Også for Holzer er en stor del af publikum de forbipasserende, som måske kun indfanger et enkelt ord, som løber forbi på væggen, hvis ikke blot oplevelsen af, at ”der er nogen, der skriver” på bredden, eller floden.

Men i modsætning til lys og sten rummer sproget jo altså, selv som fragment, straks betydning. Og i modsætning til den psykotiskes ”bånd, der taler”, er Jenny Holzers tekster af en sådan skarphed, voldsomhed og sårbarhed, at selv en enkelt splint ikke kan undgå at trænge igennem til éns bevidsthed, hvad end man så forstår den eller ej.

Det er glidningen imellem uskarphed og skarphed, sproglig del og helhed, der gør Holzers projektioner til så stor en oplevelse, og ikke når hun lader sig nøje med ituslåede ordbrokker på en bådfartsbåd i fart, hvor ”poetisk” det end kan virke. I dét tilfælde bliver byen Paris selv, The City of Lights, fyldt med langt stærkere og klarere sanseindtryk, end et par stærke tekstprojektører kan hamle op med.

I den længerevarende installation i Chapelle Saint-Louis de la Salpêtrière, som fandt sted i perioden op til og med projektionerne, løb en 36 meter høj søjle af lystekst fra gulv til loft under kirkekuplen med hele fire tekstflader i alt: to til hvert sprog. Ordene, som steg bogstav for bogstav op af himmelstigen, gjorde også her modstand mod at blive læst, men koncentrationen var så meget større. Og i modsætning til St. Eustache-projektionens medlevende publikum var Salpêtrière-publikummet tavst og eftertænksomt, i dette hus fuld af bud og lovord. De samme tekster fik en anden klang.

BELIEVING IN REBIRTH IS THE SAME AS ADMITTING DEFEAT

Det er måske det kunstneriske projekts største fortjeneste, at materialet til stadighed udvides og afprøves på nye baggrunde og rum, også selv om det betyder, at man som publikum må finde sig i også at blive trukket derhen, hvor forsøget kun giver små resultater.

Projektionerne i Paris fandt sted i perioden 1.-4. november, installationen i Chapelle Saint-Louis de la Salpêtrière fra 20. september-4. november 2001 under Le Festival d’automne. Fotos: C.Y. Frostholm.

De tidligere projektioner i Firenze, Rom, Wien, Rio de Janeiro, Venedig, Oslo/Lillehammer, Buenos Aires, Newcastle/Gateshead og Berlin er blandt andet dokumenteret i bogen Jenny Holzer: Xenon, Ink-Tree Editions 2001 (ISBN 3-906475-03-4), som også rummer samtlige anvendte tekster med undtagelse af Oh (2001). Ink-Tree's website giver desuden gavmilde smagsprøver på Holzers egne fotografier.

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 6/11/01