 | |||||||||||||||||||||
Rejsebog. Billeder af Christian Skeel. Digte af Morti Vizki. Gyldendal. | |||||||||||||||||||||
|  | ||||||||||||||||||||
  | |||||||||||||||||||||
- på rejse med Morti Vizki | |||||||||||||||||||||
| | | | | | | | | | | | | |||||||||
Rejsebog er titlen på en digt- og billedbog af digteren Morti Vizki og billedkunstneren Christian Skeel. Det er ikke en rejsebog i traditionel og romantisk forstand, à la kunstnerens dannelses- og inspirationsrejse i Mediterranien, Orienten eller hvilket navn, det fremmede derude nu måtte have. Det er snarere en "festlig" og "fortvivlet" livsrejse, hvor de rejsende er legesyge som børn, sprødt forelskede i verden som ynglinge, men samtidig lader det modne menneskes indsigt og melankoli farve legen. Det er med Vizkis så schadeske formulering en "symbolsk hjerteleg imellem skole og grave", eller som det andetsteds hedder nok så koket: "en mands poesibog". Der forekommer dog at være alenlangt fra den traditionelle poesibogs Biedermeier-verden, hvor hjerte rimer på smerte, til denne bogs hurlumhejhus af sanselige forlystelser og sære skønheder. Poesibogens "sarte mælkespændthed" og "rosenduftende åndedræt" synes overalt at have et plirrende glimt i øjet. De blinker skælmsk til hinanden, de to mænd, i en slags gestisk dialog imellem digt og billede. Der er altså ikke tale om, at billede og tekst tjener som illustration til hinanden, snarere demonstrerer Rejsebog en slags valgslægtskab imellem såvel de to kunstnere som de to kunstarter, hvor billede og digt får lov at kommunikere, åbne for hinanden og uddybe en stemning, en sansning. Bogen veksler hele tiden mellem lethed og tyngde, hos Skeel er der det ene øjeblik tale om helt enkle former, en luftig krussedulle eller en tegning af blæk, mens han i det næste øjeblik udsætter drivende romantiske scenarier for computermanipulation og -sampling. Langt de fleste af værkerne tilhører den sidste kategori og fremstår som postmoderne kollager af blandt andet fotos, antikke malerier, billeder ført af malerens egen pensel samt billeder og tegninger frembragt ved hjælp af en computer. Og der er ikke de mærkværdige fænomener, man ikke kan møde i dette Wunderkammer: surreelle drømmelandskaber, arbitrære pufskyer, fraktale strukturer, kalejdoskopiske mønstre, amorfe Goya-ansigter, et guldalderlandskab spærret inde i et tredimensionelt rum, rorschach-agtige klatter, femkantede stjerner som tegnet af et barn, sirlige japanske træer, en dematerialiseret zebra og meget mere. Skeels verden er et museum af alle steder i kunsthistorien, med en forkærlighed for det rumlige og arkitektoniske: der er piranesiske arkitekturfantasier, tredimensionalitet, alskens illusionsnumre, trapper der minder om Eschers, trompe l' oeil, spejleffekter, romantisk ruinkult som hos Caspar David Friedrich samt en udpræget forkærlighed for at drysse klassiske bygningsværker allevegne, gerne på langs eller på hovedet. Flere af værkerne kan således ikke gribes fra ét perspektiv, men må vendes og drejes fra alle sider. Og det gælder måske bogen som sådan. Den hverken kan eller skal opleves som et afrundet hele, men tilbyder mange forskellige stemninger og detaljer, man kan lade sig synke ned i, afhængig af smag og gemyt. Tilsvarende er teksterne også udpræget heterogene i form og indhold og spænder fra kortformens henkastede eksperimenter til de mere følelsesbetonede og lidt længere digte. Af de første kan nævnes den kiastiske spejling, der stramt og yndefuldt besvarer Skeels spejlede japanske træer: "Omvendt er verden:/ Verden er omvendt". Der er Hans Jørgen Nielsen'ske konkretismer med diverse konfigurationer af Vizkis yndlingsadverbier som "nok", "ja", "da", "vist", "at" - de små, undselige, men nok så potente ord i sproget, der kan tage brodden af ethvert patetisk tilløb. Der er surrealistiske billeder som for eksempel "Fugleedderkop/ I hvidt talkum" og lyddigte som den ultrakorte Haiku: "Gongon/ Fod". Der er digte, der på forskellig vis leger med grafikken og for eksempel er skrevet med versaler eller har indlagte pile, der enten peger på billedet eller nedad i teksten, mens et andet digt er stillet op som en disposition med punkter, hvis åbne udsagn som "Gemme sig væk" og "Glo langt ud" selvfølgelig driver gæk med enhver dagsorden. Tekstsamlingen få store highlights er imidlertid de lidt længere digte, så præcist sanset og snoet, at de med digterens egne ord må siges at være "absolut/ af det skønne", hør her den rene og lyse Schadesang, hvor smerten transformeres til bobler af lys:
| |||||||||||||||||||
| |||||||||||||||||||
Ædru gik jeg gennem snoet solskin Smerten var med følelsesløsheden En sol der ville | |||||||||||||||||||
| | | | | | ||||||||||||||
Det lysende digt besvares af Skeel af et mørkt kryptlignende rum, hvor lette "musetrapper" forsvinder op i uendeligheden som svævende jakobsstiger og dermed modsvarer rummets tyngde, ligesom et diffust lys får rummet til at sitre. Ofte kontrasteres digtets lethed af billedets klaustrofobi. Er digt og billede tit væsensforskellige i stof og udtryk, er der til gengæld som regel en gestus, et formmæssigt træk, et motiv, omend perifert, der går igen i de sammenholdte værker og skaber en sammenhæng. I dette tilfælde gentages lysets snoninger i de to ellers vidt forskellige rum. | ||
| | |
Et andet eksempel på den slags transversale bevægelse finder man i udvekslingen mellem Vizkis oneliner "Gråd at pible" og Skeels abstrakte Jorn-agtige åndevæsen. Her går den piblende bevægelse fra digtet igen i billedet i form af strimler af henholdsvis rød, blå og grøn, der blafrer i vinden eller bevæger sig som tangstrimler i vand. Teksten får lov at låne af billedets associationer, for eksempel dets farvekonnotationer, og af dets taktile kvaliteter, og omvendt kan digtet tilføje billedet sin onomatopoetiske lyd, grådens opdæmning, der forløses i en piblen. I kraft af at detaljer eller områder i værkerne går i dialog med hinanden og skaber en tværgående sammenhæng, udvides det enkelte værks betydningsfelt ganske enkelt. Samtidig er billeder og digte så tilpas underlige i forhold til hinanden, at de i deres udveksling skaber et eksotisk univers. Og her kan man som medrejsende i de bedste stunder finde en helt zen-agtig ro midt inde i al hurlumhejen, hvor man bare er til og som børnene i et af digtene ligger i hængekøjen og "kigger i staver", for eksempel over Skeels spejlinger af... ja måske en kinesisk flod: | |||||
 | Gråd at pible. | ||||
| | | | | |
 | Mine tanker Verandaer Børn ligger i dem og kigger langt Sårbare Alle har de som helgenbørn | |||
| | | | |
Rejsebog. Billeder af Christian Skeel. Digte af Morti Vizki. Gyldendal. | ||
| | |
 | ||
| | |
aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 26/9/02 | ||
| | |