Apropos vores aktuelle skraldespandsudstilling Vigilance Propreté kan vi fortælle, at fotografen Alexandra Martini har lavet en meget udførlig bog om emnet. Hun har faktisk foretaget intet mindre end en jordomrejse i skraldespande. Titlen er Litter Only ­ A Book About Dustbins (Könemann 2000). "Your Litter Please", anmoder strandskraldespanden på Isle of Wight. "Keep Durban Beautiful", lyder opfordringen i Sydafrika, og i Swaziland: "Keep Pigg's Peak Clean". "I Love You" fortæller spanden ved Waterloo Station i London. Og så er der alle dem, der siger ting på sprog, man ikke forstår. Men grundlæggende er Litter Only en visuel bog, der fortæller om et utal af farver og former på noget så overset som den beholder, hvori vi med strakt arm slænger vores affald. Bliver det mon Norge eller Indonesien, der vinder dette års æstetiske skralde-VM? Der er mange kandidater, og billederne er behørigt skødesløse, imens bogen selv er et smukt stykke boghåndværk - trykt og indbundet i Kina. Bladr og smid ikke væk. Giv den videre! (7 £ hos Amazon).

Der findes en Forening for Boghaandværk i Danmark, og foreningen udgiver et såkaldt årligt skrift, Bogvennen. Det udkommer ikke efter noget helt logisk system. I 2002 kom f.eks. Bogvennen 2000, imens Bogvennen 1998/99 slet ikke er udkommet endnu. Den nyudkomne Bogven, som selv er en bog, har dog klart været værd at vente på. Den bærer titlen "Hånden som visuelt medium & motiv (et fingerpeg)" og er skrevet, redigeret og tilrettelægt egenhændigt af grafisk designer Per Mollerup. "Hånden er, bortset fra ansigtet, menneskets mest ekspressive legemsdel", skriver denne. Og med den fyldestgørende research forfatteren lægger for dagen, så må man give ham ret. Hånden har ligesom været overalt, den peger, piller og gør tegn i én uendelighed, både i den fysiske verden og på tryk, i form af det, Mollerup kalder "den menneskelige pil". Alle mennesker gestikulerer efter faste konventioner - omend mere i nogle kulturer end andre - de døve har deres håndalfabet og tegnsprog, men også dykkerne kommunikerer med hænderne under vandet, og dertil kommer, at hånden også i sig selv er et mangefacetteret tegn. Fra "printer's fist" (den pegende hånd, der var fast inventar i ethvert sætteri) til lovens lange arms hånd med indbygget øje og Mickey Mouse-hånden på nærværende computerskærm (der jo rettelig er musens forlængede pote). Håndkataloget er uendeligt og fængslende, men ender lidt malplaceret med en længere udflugt om hånden som frimærkemotiv. Bortset herfra er den dog klart værd at få i hænde.

"Nå, nå, glimrende, vi optager lidt dialog indimellem? ... ja, ja - til dokumentarudsendelsen... den senere dokumentarudsendelse, ikke? Baggrunden bag en succes! Når vi nu laver en succes, kan vi jo lige så godt lave baggrunden med det samme, så har vi den, når vi skal bruge den." Siger Dan Turèll et sted mellem numrene på hans og Halfdan E's cd Glad i åbningstiden. Dybt ironisk. Dan Turèll skrev ikke dagbog. Han skrev så meget andet og slettede derpå møjsommeligt sporene efter skabelsesprocessen. "Lørdag 15. februar: Fire & cleaning / Satori in Copenhagen". Sine dage holdt han styr på ved hjælp af sin Maylandkalender. Og da Lars Movin og Steen Møller Rasmussen skulle researche til deres kommende filmportræt af den danske forfatter, var disse kalenderblades "vidnesbyrd fra et liv i skriftens tjeneste" en stor hjælp for dem. De blev faktisk så fascinerede af hans ved første øjekast måske lidt triste Mayland-notater, at de besluttede sig for at udgive dem i udvalg. Første del af en planlagt serie er blade fra 1975, udgivelsesåret for Vangede Billeder. Good-bye to all that! har de kaldt udgivelsen, som forfatteren Asger Schnacks lille eksklusive forlag Bebop har stået bag udgivelsen af. De 42 løsrevne kalenderblade gengivet i faksimile giver et indblik i en meget travl og arbejdssom sjæls få, men ret sirlige notater med enkelte indklæbede udklip fra forskræp om hans optrædener - foruden hans nøjagtige opgørelse over sin brevskrivning (595 breve helt nøjagtigt fik han skrevet i løbet af det år). Det er kult, hvis ikke det er nærmest kult-kult at stikke næsen i en stor dansk kulturpersonligheds huskelister om vasketøj, der skal hentes eller bringes, I Ching-citater og mindedage (årsdagen for DT's eget forfatterskab, Elvis' 40-årsdag osv.). Og så var det næsten også blevet et bogobjekt, hvis ikke disse dage revet ud af kalenderen var blevet indpakket i et omslag i overstørrelse udført af Per Kirkeby, i stedet for at blive serveret i ægte Mayland-stil for eksempel. Nysgerrig, det bliver man, når man først har åbnet bogen. Men klogere? Måske er det simpelthen bare en forfilm.

En kalender er jo faktisk en slags bog i sig selv - endda en, vi næsten alle sammen skriver på. Og for nogle, mere professionelle skrivende kan den blive selve den kreative ramme. Den visuelt orienterede digter Astrid Gjesing, der tidligere har stået bag projekter som Nattegn (med neon-tekster ophængt i København og Århus) og Måne Hav Sten (med ord skrevet på sten i vandkanten ved Moesgård Strand), forbereder en ny større udstilling på Kunstcentret Silkeborg Bad i vinteren 2003-2004. Som prolog hertil har hun udgivet en "ord bog", som i lige så høj grad er en kalender - bestående af 60 ord, et for hver dag i et tomånedersforløb, og en række dertil hørende notat-digte, alt sammen samlet med spiralryg og plastomslag efter alle kunstens regler. "Dag 0: sprængt", "Dag 1: bly", "Dag 2: lille pige"... Hvert enkeltord er trykt på en halvtransparent side for sig, og igennem dén aner man så notaterne. Bagest i bogen er der placeret en oversigtskalender, der gør det muligt at læse på tværs. Tretten af dagene bærer navnet "faste", og her er den efterfølgende notatside tom. Dag 11 hedder puppetid, og den sidste dag "vinger". Puppen og den iboende sommerfugl er teksternes omdrejningspunkt, og tavsheden bliver i den forstand selve sprogets puppe og de mange tynde lag som en ham, der skrælles af. Hvilket alt sammen er smukt tænkt. Teksterne er bare også i den grad selv digte i puppe, som man har svært at få fundet ind til vingerne af og få foldet ud. Men det er selvfølgelig også kun prologen. Det er næsten, som om det ville have været stærkere (og mere konsekvent?), hvis dagenes navne havde fået lov at stå alene. Et for et.

aktuelt | sidste nyt | aktuelt-arkiv | 3/5/02