Ceal Floyer. Udstilling i x-rummet på Statens Museum for Kunst indtil 1. september. Katalog kr. 49.

Ceal Floyer (født 1968 i Karachi, bor og arbejder i London og Berlin) blev i 1994 færdig fra Goldsmiths College i London, skolen som har leveret størstedelen af kunstnerne fra the young British Art generation. Allerede i 1995 var hun med på The British Art Show, men hun har aldrig helt tilhørt den mere larmende, men også sanselige Sensation-gruppe omkring Damien Hirst.

Light 1994.
Fire 35 mm metaldiasrammer, fire projektorer, en mathvidt sprayet pære i en afmonteret ledning.

Først er der et trick, og så bliver det afsløret, hvordan det er lavet. Og så vidste du det egentlig godt allerede, for alt er synligt, og der er ikke gjort forsøg på at skjule noget.

Light (1994) hænger som en enlig pære, men oplyser mærkeligt nok ikke rummet, og så bliver man opmærksom på den maskinelle lyd af diasprojektorer. Light viser sig at være en pære oplyst af fire projektorer fra hver sit hjørne, hvormed den netop kommer til at ligne - en næsten helt almindelig oplyst pære. Det er selvfølgelig stor ståhej og også lidt absurd, men det føles meget fantastisk. Ligesom værket Wall, der vises i x-rummet på Statens Museum for Kunst her i sommer, og er en 72 kvadratmeter stor væg beklæbet med gul/sort advarselstape sat på, så den danner parallelle striber og altså mister sin funktion - som alligevel hele tiden ligger lige bagved. Især når man senere træder over et trin andetsteds på museet med samme slags tape.

Wall 2002.
Tape, 570 x 1300 cm. Statens Museum for Kunst.

Ceal Floyers værker kan ganske vist kaldes minimalistiske, de er uhyrligt enkle og skærer helt ind til benet, men det er nok i højere grad almindeligheden eller det næsten banale, der er deres karakteristika, og samtidig det, der skærper ens opmærksomhed over for rummet og virkeligheden i øvrigt.

Monochrome Till Receipt (White) (2001) er således en kassebon, hvor alle de indkøbte ting er hvide, som for eksempel mel, tandpasta, hovedpinepiller. De hverdagsagtige ord bringer objekterne til live som et visuelt billede, og ordene tager ny form for øjnene af en. Det er dette rum, der åbnes for forandringen, forbundet med kunstnerens villighed til at lade det stå så åbent, der gør, at man ofte smiler, når man ser Ceal Floyers værker. Verden træder tydeligere og lidt ændret frem, uden at der bruges nye ord.

Floyers strategi er, som hun selv siger, en slags Sisyfosisk stræben efter at bevise en tilstedeværelse, der aldrig kunne næres tvivl om. Hendes værker er næsten readymades, men man kunne måske sige, at Floyers metode er at henlede opmærksomheden på objekterne ved at lade dem optræde i rollen som sig selv. Garbage Bag (1996) er netop en affaldssæk og via materialebeskrivelsen 'air' bliver man informeret om, at den altså er fyldt af luft. Ordene bliver på denne måde en væsentlig del af værket og et materiale på lige fod med de øvrige, og det er via titlerne, at Floyers deadpan-humor for alvor sætter ind. Ifølge Jeremy Millar navngiver ordene ikke alene, men de gør også det, som er der, i stand til overhovedet at være der. Ordene skaber billeder.

Herover: Monochrome Till Receipt (White) 2001.
Trykfarve på papir på væg.

T.v.: Garbage Bag (1996).
Affaldssæk, luft, poseklemme.
Vist på Ingenting, Rooseum (2001). Foto fra kopenhagen.dk (læs mere her).

Light Switch (1992) ligner en oplyst lyskontakt, men det bliver tydeligt afsløret, at det i stedet er en diasprojektion af en sådan. 1:1 og på rette plads. Oplevelsen ligger dermed ikke så meget i at prøve at se projektionen som en genstand, men i bevidstheden om, at værket netop kunne fungere som en illusion. I stedet får man muligheden for og fornøjelsen ved at kunne aflæse hele værket og samtidig opleve den lille, men afgørende vekslen mellem ordene og virkeligheden og værket.

Ofte bliver det sådan, at man netop beskriver Ceal Floyers værker, fordi de kan beskrives, og fordi der stadig ligger en tilfredsstillelse i det. Og så melder bevidstheden sig om, at beskrivelsen ganske vist er præcis, men at den selvfølgelig ikke helt dækker.

Light Switch (1992)
35 mm diasprojektion.

De her nævnte værker indeholder alle et væsentligt træk af både absurditet og foregiven, mens de senere værker måske begynder at blive for anæmiske og æstetisk perfekte, som også den aktuelle udstilling på Statens Museum for Kunst bærer præg af, og man begynder at savne lidt... snavs sandsynligvis. Måske rækker værkerne ikke længere ud over sig selv, og forandringens rum forsvinder.

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 9/8/02