Pipilotti Rist: Apricots Along the Street (Scalo 2001). Udgivet i forbindelse med udstillingen vinteren 2001-02 på Reina Sofia-museet i Madrid.

Pipilotti Rist: Apricots Along the Street

Pippi Langstrømpes ukuelige optimisme, hendes imponerende styrke og hendes anarkistiske humor er det idealistiske og charmerende forbillede for den schweiziske kunstner Pipilotti Rists kunstværker. Pipilotti Rist, der er født i 1962, markerede sig op gennem 1990'erne som en af årtiets mest markante video- og installationskunstnere. I 1997 modtog hun The Premio Award på Venedig Biennalen, ligesom hun har haft udstillinger snart sagt alle de anerkendte steder. Også herhjemme kan man stifte bekendtskab med Pipilotti Rist, idet Louisianna ejer hendes mest kendte værk Sip My Ocean (1996), som også blev præsenteret sammesteds på udstillingen NowHere i vinteren 1996-1997.

Pipilotti Rist: Sip My Ocean

Sip My Ocean er en videoinstallation, der virkelig spiller på følelserne. Et undersøisk drømmefyldt farveorgie, der i billeder og lyd kredser om forelskelsens forskellige stadier. Fra optaktens ekstatiske rundtossethed til afslutningens bitre afmagt. Værket består af undervandsoptagelser, hvor en kvinde i en skrigende gul bikini er omgivet af blåt forførende vand, der i en spejling eksponeres op på museets hvide hjørnevægge samtidig med, at man på lydsiden hører Pipilotti Rist, der på humoristisk vis klager sig gennem en coverversion af Chris Isaaks sjæler Wicked Game. Pipilotti Rist, som i starten af sangen blødt og kælent og fyldt af forelskelsens overskud nærmest hvisker følgende strofe:

I never thought I'd fall in love with someone like you

Men denne harmoni og lykkefølelse varer kun kort, og som det hele skrider frem bliver stemningen stadig mere desperat og kærlighedsbesværgelsen mere klaustrofobisk, hvilket mod sangens slutning får Rist til næsten at skrige sig gennem følgende:

I never thought I'd lose someone like you

Sip My Ocean er effektfuldt værk, der som en sofistikeret MTV-musikvideo i den grad omklamrer beskuerens sanse- og følelsesregister. På den ene side oplever man de farvemættede undervandsoptagelser af saltvandsfisk og hverdagsgenstande (kopper, en gammel lp-plade, en plasticbil, en tallerken mm.), der én for én - som kasserede stykker legetøj - vuggende glider ned og lægger sig på havbunden. Og på den anden side findes lydsiden, hvor Rists stadig mere hysteriske stemme glimrende udtrykker dialektikken mellem at forelske sig og samtidig forsøge at overleve det. Det er banalt på bedste pop-schlager-vis og derfor pokkers virkningsfuldt. Et værk, der bliver ved med at drive rundt og nynne med i ens bevidsthed, når man først én gang har stået i Louisianas kælderdyb og er svømmet væk i den psykedeliske billed- og ordflom.

At Pipilotti Rist også er i stand til at overføre sin stærke visuelle og følelsesmæssige energi til andre medier, viser den kalejdoskopiske og underfundige udgivelse Apricots Along the Street, der udkom i slutningen af 2001.

Første gang, man får Apricots Along the Street mellem hænderne, ved man ikke rigtig, hvad det egentlig er, man sidder med. Og da overmod sjældent lønner sig, går man derfor forsigtig til værks, og begynder med at slå fast, at Apricots Along the Street er en genstand, der i hvert fald i fysisk forstand minder om en bog. Siderne er således hæftet til en ryg og med et omslag i glittet firefarvetryk, hvor man ser en tungespids, der spytter værkets titel ud som bogstaver på en håndryg. Så langt så godt. Men knap er man begyndt at bladre i tingesten, før alskens materiale vælter ud fra dens indre. Klistermærker, sølvpapir, et papirklip af en abrikos, ja sågar en ikke nærmere defineret stregkodemærkat hører til blandt det fantasifulde løsøre, man pludselig sidder med i skødet. For overblikkets skyld lægger man det hele i et sirligt mønster på spisebordet, men må samtidig konstatere, at der ikke rigtig gives nogen ledetråde, der kan forbinde disse mærkværdigheder med hinanden. Således forberedt på mangfoldigheden kan man derefter begynde at studere selve bogen.

Og også dér står det klart med det samme at Apricots Along the Street dyrker mangfoldigheden som det overordnede princip. Som indlednings-ikonerne signalerer, er der tale om en anderledes og flertydig R-O-A-D-movie -

Pipilotti Rist: Apricots Along the Street (opslag)

- der benytter sig af alle de små og umulige afveje. Bogen rummer nemlig alt fra video-stillbilleder, snapshot-fotografier over Rists private klenodier, husgeråd, feminine fornødenheder (Tampax, læbestift, indholdet fra en kuffert, smykker, sukkerknalder, brugte ørerensere, ubrugte kondomer) til røntgenbilleder samt tegninger og digte nedprintet i sære skrifttyper. Når bogen til syvende og sidst alligevel kan siges at udgøre en form for sammenhæng, skyldes det, at der i hele denne pærevælling af afbildede genstande trods alt løber en række spor, som spejler og dermed forbindes til hinanden. For eksempel elsker Rist rebussen og labyrinten, hvor tingene føres ind og ud mellem hinanden. Det kan være et form- og et farvespil mellem et fotografi og en tegning, eller det kan være i de forskellige samlinger, som hun over en årrække har bygget op.

Pipilotti Rist: Apricots Along the Street (opslag)

Rist er en samler, der gør det i alt fra sukkerknalder til hvidt plastic-grej. Sidstnævnte serie har fået den fortløbende titel The Innocent Collection (1985-2032!) og fremstår, når den ses affotograferet i bogen, som en moderne og uprætentiøs hammershøisk hyldest til lys og farvespillet i materialet plastic.

At bladre i denne bog er at have fornemmelsen af, at man som beskuer glider med rundt i en anden persons bevidsthedsstrøm, mens man undervejs oplever verden med dennes øjne. Det skal derfor gerne indrømmes, at man gang på gang blot fortaber sig i den billed- og udtrykslyst, som er på færde. Og det uden at skænke det en tanke, om alt dette nu også har til hensigt at betyde noget.

I'm chopping off anything that's not nice and scrap my fingertips on the road surface

Sådan lyder et af bogens poetiske fragmenter, der her og der dukker op mellem billedmaterialet som korte statements, der med ét nedkoger og krystalliserer de stemninger og følelser, der findes i bogens mange vilde og ekspressive farvebilleder. For Rist er det først og fremmest det muntre, det sjove og det nydelsesfulde, der får udtryk. Resten interesserer hende simpelthen ikke. Af med hovedet til det kedelige, det pæne, det alvorsfulde, det patetiske og det åhhh så spekulativt kunstneriske. Hele tiden gælder det for Rist om at billed- og tekstliggøre glæden og nydelsen. Det skal være sjovt og ligetil og frem for alt ikke for intellektuelt. Bogen er en fanfare af forskellige sanseudtryk. Og intet er blivende. Alt er på vej, præcis som én sansning lynhurtigt efterfølges af en anden. Rist er en drømmer, der visualiserer sine drømme. Og det er drømmene, man ser i bogen. Hun er en moderne attitude-relativist, der med en surrealistisk alkymi, tager hvad hun kan bruge af hverdagslivets genstande, farver og former og sætter det hele sammen på nye måder. Beskueren er del af dette drømmespil. For som Rist spørger igen og igen: Hvem vil du være? Hvordan vil du være klædt?

Pipilotti Rist: Apricots Along the Street (opslag)
<< peg for at se detalje

Som en pastelfarvet ubehjælpsom akvarelskitse på et tidspunkt forkynder det: "I have moved and now I'm here". Et faktum, der dog for Rist kun gælder, indtil man igen vender blad.

På et dobbeltopslag ser man en nøgen rødhåret kvinde hoppe og springe som en vanvittig rundt i noget, der minder om et hospital. I et af billedhjørnerne flimrer et spørgsmål: "...is Jesus a woman?" Man bladrer skyndsomt videre og ser en håndtegning af to hygiejne-bind, der danner et kryds, hvorpå der står: "I give birth to a new father." Enhver med freudianske aner eller feministiske tilbøjeligheder vil her klappe i hænderne og se store dele af "Apricots Along the Street" som et kvindemanifest og som et oprør med farmand og det, der er større, eksempelvis Gud. Det poetiske billede af kvinden, der føder sin egen selvvalgte far (og hvem tør sige det, måske endda sin egen Gud), kunne bekræfte alle de værste fordomme om Rist som endnu en puritansk feminist af den slags, kunstverdenen efterhånden er blevet noget mættet af. Men denne fortolkning holder bare ikke. For dertil er Pipilotti Rist simpelthen for morsom og selvironisk for slet ikke at sige hedonistisk, idet hun igen og igen fremviser og konstant vender tilbage til og fokuserer på den kvindelige nydelse og den feminine skønhed. En skønhed i et univers, som også en mand har lov til at påskønne, men på Rists præmisser. Som et charmerende tekstfragment lyder:

The boys are responsible to produce, collect, bring the music into the life of their girls. So they have enough time to paint aquarells and nails, to look out of the window, to read, to vomit, to kiss, to cook and to die

Så feminisme, det er det ikke. Rist fremviser snarere en glad narcissisme og en glamourøs girl-power, hvor skinnende neglelak og flossede neglerødder bliver et dobbeltbundet udtryk for det porøse og midlertidige ved alt. Og det er der da nosser i, fristes man til at sige, når man nu er en mandlig iagttager.

Pipilotti Rist: Apricots Along the Street

Og bogen? Den får man mest af alt lyst til at splitte ad med en stor og orange hobbysaks. Derefter skal det hele tegnestiftes fast på stuevæggen. På nær klistermærkerne: de er til køleskabet.

Det feminine

I traditionelle musikvideoer poserer kvinden ofte som et tilgængeligt objekt, hvis æggende kurver blotlægges og afsøges af det grådige maskuline kameraøje, der ved hjælp af hurtige klip og med zoom-optik borer sig ind i kvindekroppens her ikke særlig skjulte hemmeligheder. Netop dette noget fadølsbøvede forhold mellem blik og beskuer ironiserer Rist over i flere af sine værker. I videoværket I´m not the girl who misses much (1986), der i teknisk forstand også benytter sig af den klassiske musikvideos æstetiske koder, vender Rist på morsom vis lysten 180 grader. Her er det nemlig Rist, der til overmål nyder sig selv og sin egen kropsudfoldelse, og det er hende, der i en slags halvnøgen trance danser uhæmmet og klodset med gyngende bryster og med makeup tværet ud i hele ansigtet. Det har dog på samme tid voldt de feministiske kunstkritikere kvaler at kategorisere Rists værker. I videoinstallationen Mutaflor (1996) er det eksempelvis netop feminismens kvindebillede og dens politisk korrekte puritanisme, Rist problematiserer. Rist flirter i flere af sine værker med pornografiens stiltræk og dens hæmningsløse fascination af kønsdele. I Mutaflor ser man en nøgen kvinde - igen Rist selv - der befinder sig i et rum kun omgivet af croissanter og appelsiner. Her poserer, vender og drejer hun sig frem og tilbage til kameraets store voyeuristiske interesse. På et tidspunkt zoomes der ind på kvindens åbne mund, hvorefter billedet går i sort. Kort efter zoomes der ud igen, og billedet får farve, hvorpå der går et øjeblik, før beskueren opdager, at det nu ikke mere er kvindens mund, der åbner og lukker sig - men derimod hendes anus. Er det pornografiens ekstreme oral- og analfiksering, som Rist her forsøger at gå i bedene og lave en pastiche over? Ja, det kan man sige, men en fiksering for så vidt, at det, der fokuseres på, igen er Rists egen nydelse. Beskueren er med som registrerende iagttager, men man bliver aldrig - som i pornografien - forsøgt forført til ophidselse. Hænderne holdes helt automatisk over dynen. For det man ser er noget på én gang strengt privat og samtidig noget alment menneskeligt. Nemlig en krop, der fascineres over sig selv. Mutaflor er en sanselig og selvfordybende fordøjelsesrejse. Fra hoved til røv så at sige. [tilbage]

En moderne attituderelativist

Rists videoinstallationer kan sammenlignes med de håndtasker, hun i sine værker vender tilbage til igen og igen - en slags urbane survival-kits, hvor der er plads til alt, og hvor alt kan afprøves. Videoværkerne fungerer som en art prøverum for forskellige eksistentielle strategier, og Rist er den moderne selvbevidste attituderelativist, der bag de mange masker og iscenesatte identiteter, så godt som hver gang lader latteren runge som en afvæbnende gestus. Et på en gang tragisk, men samtidig vanvittigt morsomt værk er videoinstallationen Open My Glade (2000) som blev afspillet i 60 sekunder hver time på Times Square i New York. Stedet som med rette kan betegnes som reklameindustriens visuelle mekka. Pipilotti Rist viser i dette værk et menneske, som for en hver pris ønsker at slippe ud af skærmens fængsel, og ikke som i traditionelle reklamefilm lokke folk til og byde dem indenfor i en pseudoverden. Her flakker kvindens forundrede blik, hendes makeup tværes ud, og næsen trykkes flad mod skærmens ubrydelige hinde. Beskueren kan blot stå i infernoen på pladsen og følge kvindens umulige kamp indtil en eller anden reklame, når de 60 sekunder er gået, igen tager over og gør verden tryg. Nike - Just do it! [tilbage]

Se også:

Pipilotti Rist: Apricots Along the Street (Scalo 2001), 240 s., ISBN 3-908247-50-0

Phaidon-bogen Pipilotti Rist med interviews og tekster af Peggy Phelan, Hans Ulrich Obrist, Elisabet Bronfen, Richard Brautigan, Anne Sexton og Pipilotti Rist (Phaidon 2001), 160 s., ISBN 0-7148-3965-5

Pipilotti Rist's officielle website pipilottirist.net - og sitet for Open My Glade, squaretimes.net

Udstillingen Et særligt syn (værker fra Sammlung Olbricht) på Gl. Holtegård i Nordsjælland med bl.a. Pipilotti Rist (sidste dag 26. maj)

- og genhør Pippi Langstrømpe-sangen efter alle disse år

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 3/5/02