Morten Søndergaard & Tomas Thøfner: Hypoteser for to stemmer. Omslag: Troels Wörsel. Borgens Forlag 2002, 119 sider, 199 kr.

- et hip for Hypoteserne

Hvornår lykkes et litterært eksperiment? Det er svært at svare på, men man kan jo altid forsøge sig med et illustrativt eksempel. Mit bud ville lige nu og her være bogen Hypoteser for to stemmer, der er skabt som et samarbejde mellem de to digtere, Morten Søndergaard og Tomas Thøfner. En bog, der lader form og indhold spejle hinanden i en aldrig stivnet og afsluttet syntese mellem det private og det teoretiske. Hypoteser for to stemmer, der i foråret udkom på Borgens Forlag, er den tredje version af et projekt, der oprindeligt blev søsat på Biblioteket Øverste Kirurgiske. Et værk, der er blevet til som et fælles projekt over internettet, hvor de to digtere gennem en årrække via cyberspace har udvekslet digtudkast, som de begge - i en indbyrdes og anarkistisk forståelse - har redigeret i og skrevet videre på. Dette i en sådan grad, så begge digtere i dag hævder, at de ikke aner, hvem der har skrevet hvad i bogen. Det er for så vidt også ligegyldigt, for hovedsagen er, at bogen rammer læserens blik som en stærk og forblændende lysstråle. Hvor man har følelsen af, at:

"Alting lyser op, hjernen er en boksehandske, der rammer verden - hvem tæller over hvem?"

Man finder hurtigt sig selv en smule groggy og på vej ud i tovene, efter at have læst bogens digte, der som et gennemløbende credo overbevisende lader hånt om den verden, man ellers gik og troede, man kendte ganske godt.

Bogens tvetvungede prosadigte er titelløse, men med fortløbende nummererede datoangivelser. Dagene, ja årene går gennem bogen, men de mange indbyrdes kredsende spørgsmål bliver ved med at melde sig :

"Jeg sagde, at lydene er mægtige bygninger i luften uden navne, at de forskyder sig i retning mod dig; og du fæstner dem. Måske tog jeg fejl af dit medvidende smil. Men hvordan skulle en fejl se ud i et sådant nabolag? Der findes tanker, kan jeg huske, at jeg begyndte, og du fortsatte uden videre min sætning, som da jeg hørte den, virkede velkendt, men også mekanisk, som kun de andres kan. Med den sag ude af verden, fulgtes vi ad, ud i nat-byen. Vi troede hver for sig, at vi fulgte efter den anden."

At følge efter hinanden i skriften er ikke det samme som at tale med samme enige tunge. Det er disse digte gode eksempler på. Digte, der for langt de flestes vedkommende er bygget op som små indirekte dialoger. Har man læst noget af det, Morten Søndergaard og Tomas Thøfner tidligere har publiceret hver for sig, så slår det én, hvor kompleks og nykomponeret tonen er i Hypoteser for to stemmer samtidig med, at man alligevel, som en kildende understrøm, udmærket kan fornemme, hvem der står bag. Man leder efter Søndergaards sansepirrelighed, hans forkærlighed for matematisk eksakthed tilsat en strømførende surrealistiske summen. Og man finder det i bogen. Man bladrer vilkårligt videre i håbet om at genkende Thøfners tørre melankoli og hans stædige sprogfilosofiske klarhed, og man finder også det. For det hele er i bogens små rektangulære og kompakte tekstblokke, som er kittet sammen af lige dele undrende refleksion, balstyrisk formuleringsiver og humoristisk overskud. At læse disse digte er lidt ligesom at deltage i nogle absurde børnelege, mens man, høj af lattergas, svæver vægtløst rundt i en overdimensioneret verden. Det hele minder om en omgang subtil Gøg og Gokke på digtoplæsningsturné, hvor sproget er den svingende og bestemmende taktstok. En størrelse, der pludselig udstikker nogle normalt ikke farbare veje:

29/5

Mine drømme var forbløffende klare. Alligevel vågnede jeg op med følgende sætning på læberne: 'Sikken et hoved, der sidder på den dreng, sagde den kannibalistiske jordemor, men nøjedes med at æde sejrsskjorten.' Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af den, så jeg skrev den ned på kanten af en avis, der lå på bordet. I det samme ringede telefonen. Jeg kunne høre på din stemme, at ordene hele tiden truede med at eksplodere i forskellige fantastiske farver og former. Først da gik det op for mig, at vi talte sammen på et sprog, ingen af os beherskede. Men det var jo i virkeligheden helt efter bogen.

Findes der én regel i denne bog - som ellers ønsker at tale samtlige regler kvalificeret imod - så er det dén, at verden først og fremmest skabes i sproget; at alt, hvad der kan sanses og tænkes frem, først får fattelig og gyldig eksistens, når der er blevet kørt igennem sprogets poetiske billedmaskine. Nysgerrigheden og troen på sprogets omtydningsevne er derfor stor, så stor faktisk, at sprogets surrealistiske syrebade til enhver tid overtrumfer den blotte menneskelige logik og sanseevne. Her er det ikke tingene, der hersker. Det er sproget:

18/2

I stedet er jeg begyndt på en skulptur, der skal forestille sproget. Nederst præpositionerne, som er skind, hår og horn. Adverbierne er metal (jern, bronze, guld, kobber) og igennem dem løber en stærk elektrisk strøm. Konjunktionerne er glas og porcelæn. Verberne er olie, vand og blod; numeralierne repræsenteres af honning. Pronominerne er plastic og adjektiverne af svovl, krom og zink. Substantiverne er jord og appellativerne er træ. Proprierne er fyldt af helium, ilt og neon. Skulpturen tænkes opført på en dertil indrettet plads i det indre København.

Det, hvorom man ikke kan tale, det forsøger Søndergaard og Tøfner alligevel at digte sig henimod. Og stik imod Wittgensteins tidlige teorier lykkes dette ganske godt. Wittgenstein (der i bogen får følgeskab af sit trofaste næsehorn) er en dialogpartner, som hele tiden hvisker med i bogens digte, omend Søndergaard og Thøfner gerne anstrenger sig for at modbevise den unge Wittgensteins tanker om sprogets og virkelighedens indbyrdes spejlende og gensidigt bekræftende forhold. For som det lyder i to af bogens digtfragmenter:

"Nogle gange kan ordene ikke følge med hændelserne, andre gange er det hændelserne, der sakker bagud"

"At forstå er at glemme, men vi ville hverken glemme eller huske, men spejle et hvorfor i et spejl af hvad"

I det hele taget har omgangen med ordene sine konsekvenser. En ironisk konkretistisk hilsen sender bogen til Hans-Jørgen Nielsen gennem et digt, der er proppet udelukkende med adverbier, og som således er en forrygende opvisning i subtil selvhøjtidelig nonsens. Og min helt personlige favorit udi meningsmanipulationen er følgende digt, hvor det ubøjelige adjektiv "samme" med rablende iver underminerer sin egen betydning:

9/5

Samtidig et andet sted. Samme sted noget senere. På et helt andet tidspunkt, et helt andet sted. Samme tekst, andre ord. Næsten samme melodi, en anden instrumentering. Samme rytme, en anden politik. En anden farve, en helt anden genstand. En lignende person, et helt andet spørgsmål. Samme sætningsstruktur, en helt anden samtale. Samme fotografiapparat, et helt andet motiv. Et helt andet motiv, samme maler. Samme motiv, en anden genre. Samme person, et andet liv. Samme gud, en anden tro. Samme etik, en anden moral. Samme kærlighed, en anden kvinde. Samme kvinde, en anden kærlighed. Samme krop, en anden bevidsthed. Samme vittighed, en helt anden pointe. Samme gentagelse, en helt anden virkning. En fuldstændig identisk umulighed, en fuldstændig identisk umulighed. Samme umulighed, et andet spillerum. Samme mening, et andet sprog. Næsten samme sprog, helt andre intentioner. Samme hjerne, en helt anden lidelse. Samme sætning, et andet 'samme'. Samme 'samme', et andet 'som'.

Digtene i Hypoteser for to stemmer er små teorier om verden skabt på sprogets præmisser, og digtene jonglerer gerne med alle slags forhåndenværende remedier og midler i et forsøg på, i små afmålte øjeblikke, at tvinge verden af led, og derved presse lidt ny betydning ud af vores vante forestillinger og forudindtagede tro på altings logiske sammenhæng. Klarest formuleret lyder det i en af bogens smukkeste hypoteser:

"Det, jeg ser, er ikke det, jeg ser. Ordene rammer ikke billedet. Tiden er gået. Billederne er hurtigere, de flyver væk som enorme flagermus med sylespidse tænder. Alligevel bliver jeg stående, lallende lykkelig her blandt ordene, og mærker blodet suse."

Bogens sproglige overskud understøttes på bedste vis af omslaget, der er skabt af maleren Troels Wörsel. Et omslag, hvor forsiden og bagsiden smelter sammen og minder os om, at helheden altid rummer mere end de enkelte dele. At en bog skrevet i samarbejde og i gensidig inspiration mellem to digtere, på markant vis kan indvinde nyt og hidtil uopdaget ordland. Lad dette være et ønske om flere digteriske eksperimenter fra Søndergaard og Thøfner: Tidens fremmeste poetiske seksdagsryttere.

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 26/9/02