Ane Mette Ruge: Hortus Digitalis - den digitale have på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Ane Mette Ruge: Hortus Digitalis

På en biludflugt for nylig bemærkede chaufføren pludselig, at landskabet omkring os lignede plastik. Det var med andre ord meget idyllisk. Ultraidyllisk. Associationen gik videre: fiskerne omkring søen og hestene på marken lignede for hende den slags små figurer, der er strøet rundt på arkitektoniske modeller for at give dem lidt liv. Sådan virkede naturen den dag i den skarpe forårssol for en bybo: uendeligt u-naturlig.

Der gemmer sig lidt af det samme blik på verden i Ane Mette Ruges udstilling Hortus Digitalis på Samtidsmuseet i Roskilde. En verden, hvis dele møder én hæftet sammen som dele af et samlesæt. Hvis mennesker, dyr og ting først skal knækkes af arket og stilles op, og som i deres fostertilstand alle er forbundne med én lang navlestreng, én lang associationskæde.

Allerede inden man går indenfor på udstillingen, er kæden sat i gang. En campingvogn i gården foran den smukke gule museumsbygning og klos op ad domkirke-mastadonten opleves først som et fuldkomment fremmedlegeme. Men et par brunrøde plastikrør, der kommer ud fra huset som et vildfarent nedløbsrør og borer sig tværs gennem vognen, knytter trods alt en forbindelse. For at ende frit i luften over en lertøjskrukke i så godt som samme nuance. Her løber udstillingen så at sige ud. Eller: her har den én af sine udløbere.

Når man er kommet nærmere, opfanger man lydene: en dryppen og indimellem stemmer, og man tror måske endda et øjeblik, at der virkelig risler vand ud af røret.

Hortus Digitalis - Den digitale have - er et netværk af knopskydende billeder, holdt sammen af rør. I et af de mindste rum viser to tv-skærme hver sin hånd holdt frem med en ting. I en glidende bevægelse skifter hænderne stilling og indhold, de "morfer", som det hedder nu om dage, fra hånd til hånd og fra ting til ting, takket være den digitale teknik. På et farvefoto på væggen er afbildet en blomst: digitalis digitalis, også kaldet fingerbøl. Fra hånden og fingrene til blomsten og videre til matematikken og datamaten. Denne totalinstallation, som går fra rum til rum såvel som ind og ud af huset, og betjener sig af både det skrevne ord, fotografi, lyd, video og objekter, er én lang serie tankespring og transformationer, men holdt i et meget stramt greb i spændingsfeltet imellem ordet digitalis' forskellige og på overfladen modsatrettede betydninger.

Ane Mette Ruge: Hortus Digitalis. Foto fra udstillingen.

På rørene står tekst, som tilsammen skaber en form for model over sproget og tankens forskydninger, og inden i rørene hører vi pludselig alle sammen stemmer, der ekkoer fra rum til rum. Det visuelle indtryk er roligt og forgreningerne enkle og præcise, de har deres egen indre morfologik.

Entrérummets klassiske statue transmitteres til et af førstesalens mørke rum: man har været til stede på udstillingen, allerede før man gik ind, men samtidig er et nærliggende sted også blevet fjernt i både tid og rum. På et stort farvefotografi gentages campingvognen som motiv - og på den modsatte væg ses den genspejlet i en anden campingvogns vindue: man står i rummet imellem de to billeder.

På et fotografi ligger en flok røde heste hulter til pulter i en plastpakning. På røret i nærheden står ordene "heste" og "besvimede". Selve billedet er så stærk forstørret, at det først er svært aflæseligt på grund af sine overtydelige pixels og kraftige komprimering - det nærmeste, man kommer en form for nedbrydning inden for den digitale teknik, hvilket faktisk tilføjer genstandene noget organisk. I sådan et billede (og de tilhørende ord) er modsætningsforholdet mellem "kunstigt" og "smukt" ophævet. Hvilket sproget har rigtig godt af.

Ane Mette Ruge: Hortus Digitalis. Katalogfoto.

Den digitale industri har i høj grad forsøgt at skabe en parallelverden til den håndgribelige - tænk bare på, hvad der er blevet af skriveborde, vinduer, malerspande og papirkurve efterhånden. Man "åbner" et "brev". Intet under at naturen pludselig virker unaturlig. Men den konkrete verden har også mulighed for at låne tilbage fra det digitale univers, hente nye metaforer. "Network carrier" står der på røret. Man erindrer ord, som éns computer har brugt over for én. Og så hører man ud af selvsamme rør dagligdags menneskelige stemmer i brudstykker: "hej Bent". At være bærer af et netværk får pludselig noget næsten hyggeligt over sig.

"Netværksprotokol", står der også, ud for et stort smukt fotografi af en fuldstændigt opløst bog på polsk, der må være fundet et sted på vejen fra Det kongelige Bibliotek til lossepladsen. Det er, som om selve dette poetiske billed- og lydskabende arbejde skaber en slags kompostering af selv svært nedbrydelige materialer. Såsom IT-sprog og kitsch.

Ane Mette Ruge: Hortus Digitalis. Katalogfoto (detalje).

Netværkssamfundet og campingidyllen sender jord- og luftrødder ind i hinandens verdener, ligesom de farvede tråde, der træder frem, hvis man vender vrangen ud på et korsstingsbroderi - et andet af Ane Mette Ruges fotografier - og ser det alt for genkendelige billedes næsten afstrakte bagside. Man må ikke glemme den gennemstrømmende humor, der hjælper denne udveksling stærkt på vej!

Ane Mette Ruge: Hortus Digitalis. Foto fra udstillingen.

I udstillingskataloget taler Ane Mette Ruge om "mellemværender" - hvilket også er titlen på den video fra 1999, som vises i museets kaffestue. "At sammenstille uensartede størrelser og lade dem udgøre en form" som hun selv kalder sit princip. Der skal være noget imellem delene i mere end en forstand: der skal være såvel en afstand som et mellemværende. En forskydning, der er stor nok til at gøre tingene fremmede over for hinanden, men samtidig en korrespondance imellem dem, der virker organisk: et rodsystem.

At systemet også får forbindelse med det globale netværk, "kobles op" med et af udstillingens egne ord, virker kun logisk nok, ja måske ligefrem som en nødvendig konsekvens. Men i praksis bliver det mærkeligt nok internetdelen, der "knækker af" som et totalt fremmedlegeme. På nettet får publikum muligheden for enerådigt at bidrage med egne ord og billeder (mærkeligt nok ikke via den fysiske udstilling, men først når man er kommet hjem) - tilplante deres eget bed. Men her som i langt de fleste tilfælde, hvor en kunstner giver slip og overlader de æstetiske valg frit til sit publikum, ophører enhver fornemmelse af organisk korrespondance og altså også af kunstværk. Om der alligevel tilføjes udstillingen et ekstra aspekt, er svært at sige. Ud over naturligvis den åbenbaring, at internettet - jamen det er jo bare vores alle sammens store digitale kolonihave! Hvilket forklarer ikke så lidt. Kommer du ikke lige over og ser min nye hjemmeside?

Ane Mette Ruge: Hortus Digitalis - den digitale have. Museet for Samtidskunst i Roskilde til og med 26. maj og websitet hortusdigitalis.dk

Katalog med en række fotografier i sorthvid og farve af Ane Mette Ruge samt tekst af Morten Søndergaard fra Museet for Samtidskunst og Lars Movin. Grafisk design af Caroline Seehusen med brug af Kenn Munks skrifttype Linemap, der griber smukt sammen med installationens overordnede rør- og rodnetmetafor. 48 sider, 75 kr.

Ane Mette Ruge er født i 1955 og bosiddende på Møn. Siden begyndelsen af 80'erne har hun arbejdet med performance, fotografi og video, 1981-85 som en del af performancegruppen Værkstedet Værst. I 1988 stiftede hun sammen med instruktøren Jacob F. Schokking det selvejende produktionsselskab Holland House (i forbindelse med kammeroperaen af samme navn). Hun har senest deltaget på udstillingen Byen, Museet for Samtidskunst i 1998, og i 1999 produceret videoværket [Mellemværende], som også kan ses på den aktuelle udstilling. Hendes videoer blev præsenteret retrospektivt på Statens Museum for Kunst i 1999, hvor hun også modtog Eckersbergmedaljen.

Udstillingen Hortus Digitalis indgår i det officielle kulturprogram i forbindelse med det danske EU-formandsskab og bliver vist 3. oktober-17. november 2002 i Kunsthaus Tacheles i Berlin.

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 3/5/02