Jesper Fabricius: Se dig for din idiot. Den danske Radeerforening 1853-2003.

- om en bog og en udstillingsrække af Jesper Fabricius

I en radioudsendelse for nylig fortalte digteren og maleren Henrik Have om sin allerførste oplevelse med bogen. Han havde ligget febersyg i dagevis og var listet ned til forældrenes bogreol i stuen, hvor han havde hentet det, der senere skulle vise sig at være Det ny Testamente. I sengen havde han siden ligget og begærligt gennembladret og befamlet det sorte bind, hvis ord han endnu ikke kunne læse, men hvis omslag og tryk og guldrandede sider i lang tid holdt ham tryllebundet.

Når man første gang åbner Jesper Fabricius’ seneste bogværk, 150 års-jubilæumsskriftet for Den danske Radeerforening, kan man godt få fornemmelsen af at være havnet i den samme mæslingeramte drengs hoved. For bogen er fyldt med billeder af bøger - detaljefotografier af bogsider, som med deres makrolinseblik minder mest om febersyner. Frem træder papirets struktur alt for tæt på som et snelandskab, eller et fjernt udflydende univers, og trykfarven på det, ikke alene som en flad farveforskel, men som en fysisk fordybning eller fremhævning, en tatovering i den hvide hud. Og ud af den abstrakte tåge dukker så fragmenter af genkendelse, ofte bare i et smalt brændpunkt: et absurd sætning, en hundesnude, et punktum... Man står ikke med bogen i hånden, man er en lilleput, der er faret vild nede i den, og man får kun lov at se en enkelt klar detalje ad gangen.

Også selve jubilæumsskriftets titel står med så stort på omslaget, at den har tendens til at falde fra hinanden. Det er et udråb i skrigende orange: Se dig for din idiot (udråbstegnet skriver man selv). I sig selv et genialt udsagn - de ord, man enten råber eller har lyst til at råbe, adskillige gange dagligt, hvis man bevæger sig på cykel eller i bil igennem en by, men her vendt om imod os alle. Imod læseren, der jo ellers allerhøfligst tiltales ”kære”, men jo er en idiot, der aldrig ser sig ordentligt for, når han strejfer om i bogen. Vi ser jo bare, hvad vi forventer at se. Og langt de fleste af os ser ikke engang bogen, selv om vi står med den i hånden. Vi ser bare det, ordene fortæller os, det, billederne forestiller. Og hvis det bliver fuldkommen abstrakt, siger vi: ”det er et ansigt, ikke?”

Den danske Radeerforening må være lykkelige. For ikke blot præsenterer Jesper Fabricius hermed 38 af de i alt 453 værker, som foreningen igennem de sidste 150 år har ladet fremstille og udsendt til sine medlemmer, han sender os direkte ned i det trykte og grafiske værks hjertekammer: papiret og sværtens korporlige møde - og dét i detaljen. Man har næsen så langt ned i akten, at man også får duftindtrykket. Og har man ikke fået det, så kan man raskt væk komme og påstå, at man har både set filmen og hørt pladen, men bogen - den skal man ikke bilde sig ind, at man kender.

I varmetågen på sletten passerer en enlig rytter. Tre langnæsede herrer følger klarøjet med. Utydeligt berører en kvinde sit eget køn, to røde parenteser lukker sig om hinanden - hvis ikke de netop åbner sig. Ord i forskellige farver skrider ud mellem hinanden. Står der det samme set fra en anden vinkel? Et afklædt menneske ser forskræmt op fra sin side, op imod ens dømmende blik. Et ganske lille stykke af kanten af en farveflade danner et stort nyt malerisk rum. Er det en trykfejl eller en skønhedsplet?

Der er ganske kort imellem det meget eksplicitte og det omtåget abstrakte - ja det er måske først her i overgangen imellem de to, at det virkelig sætter i gang - og der er et utal af muligheder. Jesper Fabricius er udsnittet og kombinationens mester (i dette tilfælde kompletteret af Åse Eg Jørgensens sikre grafiske tilrettelæggelse), og det gælder såvel i rollen som bog- og billedkunstner, filmmand, tidsskriftredaktør, forlægger og kurator. Dén mand kan virkelig meget.

Men det mest geniale ved den aktuelle bogudgivelse er selvfølgelig selve grebet: at formå at gøre genstanden fysisk og levende, hvor så mange andre bøger om bogen så paradoksalt har dræbt den på stedet. For det trykte værks fysiske tilstedeværelse - og muligheden for at tage det op i hænderne og kigge det dybt i porerne - er jo selve dets æstestiske raison d’être, og grunden til, at der formodentlig også vil være en Radeerforening til at holde 200 års jubilæum.

Kunsthistoriens Lange Næse > No.1. Jørgen Carlo Larsen (hængende skulptur), Claus Egemose (bord, lysvæg), i baggrunden: Claus Handberg Christensen (fotos)

Et andet genialt greb fra Fabricius’ hånd er hans aktuelle serie udstillinger på Mellemdækket på Charlottenborg i København, Kunsthistoriens Lange Næse (endnu en titel, der vil noget!). Selv udpeger han de deltagende kunstnere, men derpå beder han en helt fjerde kunstner om at være arkitekt på udstillingen - og om at gå et skridt længere end vanligt, nemlig at lade de enkelte værker gribe sammen til én stor samlet installation, hjulpet på vej af dennes egne ting som rød tråd. Det er i al fald sådan, den første i rækken tager sig ud. Med borde i forskellige farver og vægge med indbygget farvet lys har Claus Egemose inddelt rummet og henholdsvis bogstaveligt talt belyst, fremholdt og distanceret de øvrige udstillede genstande. På trods af udstillingens begrænsede størrelse og det relativt store deltagerantal (otte i alt) virker det utroligt luftigt og delikat. Måske i kraft af den manglende berøringsangst over for værkerne. Som Fabricius siger det i kataloginterviewet: ”For eksempel kan man godt placere et givent billede foran et andet, eller man kan hænge dét billede helt nede ved gulvet klos op ad et fotografi, og du skal bag om dén skulptur for at kunne se det i det rigtige lys etc. På den måde manipulererer man med værkerne, og det, synes jeg, er det afgørende.”

De tre udstillinger på Mellemdækket er et bevidst forsøg på at gribe ind i værkerne, ruske op i vante forestillinger og præsentere en fornyende sammenhæng af navne. Men i dén grad også at levere et alternativ til den kedsommelige danske tradition for faste kunstnersammenslutninger, hvor deltagerne år efter år, som Jesper Fabricius også siger det, ”er sikret et vist antal vægmeter en gang om året, lige meget hvor godt eller dårligt det måtte være, og så kommer du og hænger noget op, og så udstiller du med ryggen til alle de andre.” Fabricius udvælger værker, som har gjort indtryk på ham selv - også lidt tilbage i tiden - for at bringe dem i dialog. Og han går selv i dialog med andre om at gøre det. Det er modigt, og resultatet er derefter, befriende friskt.

Kunsthistoriens Lange Næse > No.1. Kristian Devantier (maleri)

Kunsthistoriens Lange Næse > No.1.
Axel Lieber (skulptur af bl.a. bælter og seler)

Jesper Fabricius: Se dig for din idiot. Den danske Radeerforening 1953-2003. Grafisk opsætning: Åse Eg Jørgensen. 53 s. Kun for medlemmer af Radeerforeningen. Et medlemskab koster 325 kr. for en af de årlige udgivelser samt medlemsbladet. Indmeldelse kan ske hos foreningens kasserer Claes Christensen, Århusgade 32, 4.th., 2100 Ø. Tlf. 35 38 99 65, e-mail.

Den danske Radeerforenings grafiske tryk kan også ses på foreningens jubilæumsudstilling på Vejle Kunstmuseum indtil 4. maj. Ophængning ved Nils Erik Gjerdevik.

Kunsthistoriens Lange Næse > No. 1. Charlottenborg Udstillingsbygning. Ole Broager, Claus Handberg Christensen, Kristian Devantier, Jørgen Carlo Larsen, Axel Lieber, Bodil Nielsen, Carl Erik Reimuth. Kurator: Jesper Fabricius, udstillingsarkitekt: Claus Egemose. Indtil 30. marts, dagligt 10-17, onsdag 10-19. Kataloglayout: Michael Jensen. No. 2 vises 9/4-11/5 og no. 3 21/5-29/6.

Den omtalte radioudsendelse er Claus Handberg Christensens Bogæderne i papirsslottet, Ultralyd, P1 (hør den på nettet)

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 17/3/03