Hans Arp: Chapeau nombril (Navlehat), 1924.

"Månedrømmere" kalder Arp sine digtere. Ikke fordi de korresponderer særligt med månen, modtager overjordiske budskaber eller hengiver sig til drømme om den. Men fordi månen hengiver sig til dem. Fordi den altid "er parat til/at lege og lave sjov" med dem. Folk, der omvendt bukker for månen, har den ikke meget tilovers for. De tilhører ikke klubben af rigtige æggehoveder, for hvem månen tryller, "lader monumenter nyse,/lader det stenagtige flyde,/varmer op med snemænd".

"Klitternes ål" blev franskmanden Hans Arp (1887-1966) kaldt i surrealistiske kredse. Og den lille udgivelse af Arps digte, Lille antologi & Månesand fra forlaget Bebop, berettiger fuldt ud øgenavnet. Man ser i hvert fald ikke, hvorfor han ikke skulle gå som Klitternes Ål. Arp var som maler og billedhugger banebrydende, men hans forfatterskab er ikke mindre interessant. Hans kaldte sig iblandt Jean og skrev på både tysk og fransk. Mest kendte er hans tidlige digte fra tiden omkring dada-bevægelsens start i Zürich under 1. Verdenskrig, men de sene, hvortil hører Lille antologi og Månesand, er mindst lige så væsentlige. De to samlinger udkom i henholdsvis 1958 og 1960 og er med Bebops prisværdige indsats for første gang oversat til dansk. Tak for det!

Hans Arp: Lille antologi & Månesand. Forlaget Bebop. 32 sider, kr. 200

Og mens vi er ved taksigelserne: det burde falde helt naturligt at lade billedkunstnere, der også er digtere, illustrere egne udgivelser. Der er nemlig, ikke så sjældent endda, interessante - for fornøjelsen & forståelsen næsten nødvendige - forbindelser mellem ord og billede. Og det er derfor herligt at møde en Arp-radering på bogens forside. Synd og skam, at der ikke blev råd til at optrykke flere af de illustrationer, som oprindeligt var indeholdt i Månesand.

I Lille antologi, som fylder første halvdel af bogen, kommer "Klitternes ål" tydeligst til sin ret. Her er muntre surrealistiske sager som "Som sagt så gjort" og "Og laver et lille flag deraf", men også det klaustrofobisk, gyseragtige "Lige fra midten af loftet". Det lyder i sin helhed:

I et tomt værelse
uden bord og stol og seng
i et tomt værelse
med lukkede vinduer
og lukkede døre
svinger fra midten af loftet
i en lang snor
nøglen til værelset
langsomt frem og tilbage.

Her er ikke meget trylleri og æggehoved, men et stramt, økonomisk set-up, der binder sin læser. Dét kunne Arp tilsyneladende også. Men det, der er mest af i Lille antologi, er vist blomster og krystaller (og en række andre gennemsigtigheder). Et klassisk inventar, der hos Arp, møblerer et knap så traditionstynget rum. Hver gang ens bekymring over det tunge inventar nærved slår ud i irritation, forskyder Arp sine genstande inden for digtets ramme. Det Krystal, der tidligere var fyldt med symbolværdi, bliver blot et krystal, Blomsten bliver til blomst og gådefuldheden forsvinder. Digtene bliver til en slags barnlige kartoffeltryk, befriet for Dybde. Her i det lille digt "Hvor":

Hvor er drømmene?
På krystalskibene.
Hvor er krystalskibene?
I urviolernes land.
Hvor er urviolernes land?
I drømmernes hjerte.

Hans Arp: Ombre chinoise (1947)

Månesand er komponeret omkring et samlende månetema, der blandt andet udfoldes i en række udsagn om digterens virksomhed. Månen drømmer, mens månedrømmerne skriver. Skriver om det, at den drømmer. Når månen drømmer om uendelighed, svulmende ensomhed, flydende sange og om lysfjerdragter af sølv, skriver månedrømmerne: "Månen drømmer/om flydende sange./Månen drømmer/ om uendelighed,/om en lysfjerdragt af sølv/ om svulmende ensomhed". Månedrømmerne har hos Arp et konkret forhold til månen. De rapporterer fra møder, hvor alle måner samles. Hvor der er fjerklædte måner, måneklokker og månelakajer. Og "måneanagrammer, som næsten udelukkende/består af Anna/og kun er blevet tilsat/nogle få gram måne". Undervejs i samlingen får både månen og digteren "jeg-krise", men begge forløses tilsyneladende i barnlig pludren. "Lille urmånemand efter lille urmånemand/stiger op én efter én/i deres høje sølvskinnende urmånetårn/for at holde udkig/efter de afdagede dage,/ efter de bedagede tider". Man tager sig iblandt i at sidde, som var man parat til trutkys. For der er mange o'er og å'er i samlingen ("En månemozart komponerer/musikalske månemonogrammer") og ens lydige måben fuldender værket. Er man ikke selv et æggehoved, kan man i det mindste gøre det ud for en lille skulptur i digterens ånd.

Lille antologi & Månesand fylder tilsammen blot 30 sider. Det er alt for lidt, når man tænker på, hvor meget mere samlingen egentlig inviterer til. Men hvis man under læsningen hele tiden holder Arps skulpturer for øje, kommer de snildt til at udgøre bogens anden halvdel. Når månedrømmeren Arp lader det stenagtige flyde og varmer op med snemænd, er det vitterligt, som kan man høre monumenterne nyse.