Louise Hopkins: Map (black) (2001). Detalje. Blæk på kort.
Peg på billede for at se total.

- billedkunstneren Louise Hopkins
 

Louise Hopkins, som er født 1965 i England og bor og arbejder i Glasgow, er nok mest kendt for sine malerier på bagsiden af blomstret møbelstof. Generelt benytter hun sig af et eksisterende, velkendt materiale, som hun via en langsommelig maleproces af ganske små strøg omskaber til nye billeder, dog uden at man taber det oprindelige lag af syne, og hele tiden med det som udgangspunkt.

Der opstår bogstaveligt talt nye verdener i Hopkins forskellige Maps, hvor hun egenrådigt tager beslutninger om landmassers oversvømmelse eller ekspansion. I Map (black) (2001) står for eksempel kun stednavnene tilbage. En slags rodet liste, hvor manglen på grænser får have til at flyde over og byer til at forekomme forrykkede. Når man kun har navnene at orientere sig efter, er det nemt både at falde i vandet og at gå på det. Navnene repræsenterer stadig deres steder lige autoritært, og især på afstand opretholder stedordene den orden, man visuelt genkender som et verdenskort. Alligevel føler man sig nemt afsporet, og der er oplagte chancer for utopiske landdelinger.

Grid (blue) 03 (2003). Detalje. Akrylfarve på millimeterpapir.

Denne trang til omrokering er lige så udpræget i Grid (blue) (2003), som er med på Hopkins nuværende udstilling hos Andrew Mummery i London. Her har Louise Hopkins stedvis skrabet den oprindelige kvadrering væk på et stykke millimeterpapir og derefter forsøgt at genskabe strukturen med blæk. Kroppens manglende evne til at fungere som en præcis maskine har fået det rigide system til at bryde sammen. Rekonstruktionen var vist fra starten dømt til at mislykkes. Men det er netop et forsøg, man øjeblikkelig føler sympati for. Den lille forrykkelse, eller uheldige kopi, giver plads til både tilfældighed og genkendelse, og de akavede kvadrater minder straks om løsrevne og forskubbede kontinentalplader. Men som med stedordene ved vi hele tiden, hvor vi kom fra. Det er bare nogle gange sjovere at læse forkert.

Songbook 3 (1997). Akrylfarve i sangbog.

En lignende venten på ordenes endelige placering finder sted i Songbook 3 (1997). Her har Hopkins omhyggeligt trukket samtlige noder og tekster i et sanghæfte op med hvidt, hvorved forskellen på papir og tegn er reduceret til en variation i overflade og reflekterende lys. Afhængigt af vinklen, henholdsvis hovedets og lysets, er teksten stadig læselig, men den monokrome tilnærmelse fungerer som camouflage for ordene, der har trukket sig tilbage og synes som blot et spor. Skæret af teksten lyser stadigt, men udviskelsen fungerer også som en slags renselse af dens mening, og usikkerheden vender sig om og bliver åbning. I samtlige værker er det udstregningen, der både bliver en nyskabelse og henleder opmærksomheden på den originale betydning. Uden at den originale betydning synes at gå tabt.

Map (grid) 01 (2001).
Delvist udvisket kort.

Dette er Map (grid) (2001) et godt eksempel på. I dette værk er kun længde- og breddegrader og den regnbue af farverige lande, der ligger lige under deres net, synlige. Det meste er mellemrum, alligevel er den oprindelige struktur ikke til at tage fejl af. Når værkerne lykkes, og foranderligheden bliver interessant, er det velsagtens på grund af den betydning, der tilægges dette spinkle net af længde- og breddegrader og af ord.

Untitled (the of the) (2003). Blæk på avis. Peg på billede for at se detalje.

Denne søgen efter nye sammenhænge er udpræget i Untitled (the of the) (2003), hvor Hopkins har brugt en dobbeltsidet avis som lærred. Her er samtlige billeder og nøgleord malet over som en kæmpe telefontegning, der er gået over gevind, og på afstand ligner værket mest af alt et par bogstaver under lup. På tættere hold finder man en rest ubestemmelige og ubeslutsomme ord, der ikke har hverken steder eller ting at lede hen til. Det er ikke engang muligt at læse mellem linierne. Alligevel synes værket at bevare en form af tekst, som i al sin opløsning holder fast, også i håbet om, at man vil kunne gennemskue det nye system og finde dét ene ord, der vil forme en betydningsgivende sætning.

Men alene og uden noget at forholde sig til virker de tiloversblevne fragmenter mest af alt som en slags grammatisk stammen eller udtaleøvelser. På den måde vender ordene tilbage til deres fysiske oprindelse, og det bliver fortrinsvis lyden og formen, man oplever. Rent visuelt giver teksten lov til at springe fuldstændigt ulydigt på kryds og tværs, og fonetisk er det for dragende til, at man ikke bliver ved med at læse. Det ligger ikke fjernt at tænke på konkret poesi og på, at dét ord måske alligevel ikke mangler. Men også det er mere en invitation end en løsning.

Værkernes interesse er måske i sidste ende at insistere på en sameksistens af både varighed og forandring, af endegyldigt og usikkert. Både betydningerne og deres forrykkelse findes.

Louise Hopkins udstiller 4. april-3. maj hos Andrew Mummery i London.
 

tidligere bidrag | aktuelt | aktuelt-arkiv | [dato]