Brødrene Gedicht?

Hvem er mon Brødrene Gedicht? Ja, jeg aner det ikke, men hvis nogle af de ærede læsere har et bud, bedes de fluks kontakte digteren Rune T. Kidde, som ifølge bagsideteksten på cd'en af samme navn - nemlig Brødrene Gedicht - desperat forsøger at finde oplysninger om dem.

Ifølge Kidde drejer det sig om to enæggede tvillinger som med 'skiftende mellemrum' sender breve og digte til hinanden med Kidde som mellemmand.

De breve og digte har Kidde nu generøst givet fra sig, og resultatet er en fremragende og meget spændende samling danske sange med musik af komponisten Hans Sydow og guitaristen Peter Steenild og med Poul Dissing og Kidde himself på sang og vokal.

Musikalsk forbrødring

Der er tale om en musikalsk forbrødring af de sjældne. Kiddes fabulerende, punkede tekster indrammes på smukkeste vis af den meget enkle melodik og fortolkes udtryksfuldt og indfølt af Poul Dissing, hvis storladent smertefulde stemme sættes i relief af Kiddes egen gnækkende, nærmest ondskabsfulde diktion. Den umiddelbart meget kontrastfulde sarnmensætning er både tekstligt og musikalsk et kup: Sangene kommer aldrig til at gå i tomgang fordi stemningsbilledet konstant altereres og nuanceres uden på nogen måde at blive brudt i stykker. Dissing får romantikken og de store følelser frem i Kiddes tekster som med lydlege, billedrigdom og vidunderlige rim, der bevæger sig lige fra Københavns værtshuse til Seinens bredder og Australiens gekkoer, fremhæver hvor rå og vidtfavnende en sanger Poul Dissing er - fra hans sørgmodige selverkendelse i Katten og spejlet hvor han vrænger af sit eget spejlbillede:

Min skifting på sned op ad væggen
ser vindtør og tåbelig ud
med natøjne, lapper på læggen
og gustenhvid, bleggullig hud.

til den naivistiske, euforiske jublen i Cikadeballade hvor man er alenlangt fra 'Se, hvilken morgenstund' og bad og ostemad:

Dagen har mistet sit mæle.
Kakabye, kakadu, kakabye.
Natten har tusinde sjæle.
Chikadee, chikadig, ckikamig.

Udfordrende viser

Det er komponisten og lydkunstneren Hans Sydow og guitaristen Peter Steenild, der står bag Brødrene Gedicht. Hans Sydow er efterhånden gammel i gårde i grænselandet mellem musik og lyrik med produktioner, der strækker sig fra de lydligt meget abstrakte eksperimenter i lydstudiet Krydsfelts regi til de mere enkle og umiddelbare sange på cd'en Glimtvis fra 1998, hvor Tom Kristensens tekster blev sat i musik. Men ligesom Glimtvis' enkelhed er krydret med triphop og lydeksperimenter, er også Brødrene Gedicht en gedigen blanding af viser, jazzharmonik, rap og elektroniske unoder. Viseformen er helt klart den gennemgående med sin karakteristiske iørefaldende og enkle melodik, og et par af sangene ville snildt kunne blive nationalt fælleseje, f.eks. den sødmefulde Frøken Urørlig som indleder cd'en og på bedste præsentationsvis lader de enkelte instrumenter, klaver, bas og trommer, glide ind et for et. Men også her brydes den jazzede valsetakt pludseligt op af et noget mere funky groove som på ingen måde forstyrrer melodien eller stemningen. Tværtimod, det pumper energiniveauet op og tilfører melodi og tekst noget befriende fandenivoldsk. Det er viser, der konstant udfordrer visegenren, men alligevel holder sig inden for genrens rammer. Og de viser sig så at være noget videre end sædvanligt. Gennem hele cd'en understreges modsætningen mellem Dissing og Kidde som en modsætning mellem et mere traditionelt nordisk-romantisk tonesprog, især repræsenteret af Steenilds smukke, melodiske guitarspil, og opbrudte, i bogstavelig forstand harmoniforladte forløb hvor Kidde rapper til samples og breakbeats. Det er naturligvis mest tydeligt i de numre, hvor både Dissing og Kidde medvirker, f.eks Forår i Paris (med det vidunderlige intro-rim: Jeg mindes ikke Marx og Mussolini. Jeg husker nærmest ingenting fra før. Har lagt mig til at glo i en Martini en dag med dig på vej til Sacre-Cæour.), men er et gennemgående træk på alle cd'ens skæringer. Viserne kammer derfor aldrig over i klichéen, men kommer til at leve deres eget musikalske liv med pludselige indfald af diktafon og legetøjsceleste, råb og hvisken.

Fra Japan til Trøstesløs Café

Den musikalske legesyge passer kolossalt godt til Kiddes tekster som er rablende ordrige, fantastisk billedrige og dybt udtryksfulde. Rimkunsten er ikke det, der er blevet dyrket allermest i moderne lyrik, men hold kæft hvor er det godt, når det altså er godt, og det er det! Prøv bare at læse dette udsnit op:

Ormstukken,
halvt muggen,
fordrukken på vej.
Foragtet, forarmet, for alting var jeg

Falleret, blameret,
barberet med le
da traf jeg en trutmund på Kælling Café

Teksterne bevæger sig vidt omkring i verden, og der er sus og bølgeskvulp, fugle og leguaner i en pærevælling. Og så kan det alligevel blive tænderskærende lokalt på den malende beskrivelse af hjertesorg på På Trøstesløs Café (bare titlen...), hvor det Tom Waits-inspirerede, næsten slæbende arrangement bidrager til rendestensmelankolien. Bidragene fra de fjernere himmelstrøg bliver for det meste kun reciteret og ligger som små, skarpe vignetter mellem viserne, som glimt fra verden udenfor. På den måde skaber cd'en en helhed fra det bredt lyriske til det skrabet oplæste, og det gør resultatet til en af de meget sjældne musik/lyrik-produktioner hvor både musik og tekst får den plads og opmærksomhed, de skal have.

Hvis nogen læsere her ved afslutningen pludseligt skulle føle sig kaldet til at kontakte Rune T. Kidde med oplysninger om Brødrene Gedichts nærmere identitet, bedes de lige tænke sig om en ekstra gang. Det ville være så ærgerligt, hvis skriveriet pludseligt stoppede!

Man kan læse teksterne til Brødrene Gedicht og høre en smagsprøve på www.resonance.dk.

Musik: Hans Sydow og Peter Steenild. Tekst: Rune T. Kidde. Vokal: Poul Dissing og Rune T. Kidde. Klaver, legetøj, breakbeat, samples, diktafon: Hans Sydow. Guitar, breakbeat, samples: Peter Steenild. Bas: Michael Friis. Trommer: Niclas Campagnol. Cello: Morten Zeuthen.

Brødrene Gedicht. Resonance. 32 min. Pris 140 kr.

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | anmeldt 6/9/00