foto: Ebbe Stub Wittrupfoto: Ebbe Stub Wittrup

I Oehlenschlägersgade tæt på Vesterbrogade i København ligger der et lille bordel i en kælder. Det er ét af de steder, hvor de fleste mænd før eller siden vil tage sig selv i at fantasere om, hvad der mon gemmer sig af svedige muligheder bag bordellets postkasserøde dør. Med hvide og nærmest militaristisk lokkende bogstaver byder bordellet sig nemlig til med ordene: Exiting Comfort. Og hvem vil ikke gerne have del i det?

Samme dør leverer både motiv og titel til Ebbe Stub Wittrups fotografiske bog, der netop er udkommet på forlaget Space Poetry. En fin lille bog, der består af lidt over tredive farvefotografier, hvis motivkreds spænder fra bevidst kedelige snapshots til stemningsmættede og abstrakte farvestudier. Bogens titel er velvalgt, for så vidt det synes at være Ebbe Stub Wittrups kunstneriske intention at give syn og stemning til en serie øjeblikke, der ellers sjældent bliver foreviget fotografisk.

Uskarpe interiør-detaljer fra et køkken, turister der holder i kø på den tyske Autobahn, et parcelhus, et fuglehus og et close-up af en Suzuki-motorcykel er blandt de motiver, som Wittrup serverer for beskueren i al deres triste ligegyldighed. Her virker Exciting Comfort for let. Og bekvemmeligheden for selvtilstrækkelig. Disse fotografier rummer hverken snapshottets intuitive styrke eller det enkelte øjebliks potentielle transcendens.

Bogen er så langt mere spændende, når Wittrup på impressionistisk facon lader farver og linier styre det enkelte billede. Som når et uskarpt hus kommer til at ligne en skinnende firkant, eller en lampe pludselig tåler sammenligning med en UFO.

Humoristisk og detaljeskarp er Wittrup også, når han sætter forskellige fotografier sammen, der dermed danner et nyt og overraskende udtryk. En mand som står i en telefonbox iklædt en Hawaii-skjorte, matcher perfekt modstående billedes overflod af fyrværkeri og motorcykler. Her går form- og farvespillet sammen og skaber et nyt og sammenhængende billede, ja en helt ny historie. Det er i sådanne motiver, at bekvemmeligheden bliver spændende hos Ebbe Stub Wittrup. Akkurat som bag bordellets røde dør:

foto: Ebbe Stub Wittrup

(Oehlenschlägergade 13, kælderen, mellem kl. 17-22.00. Kreditkort modtages).

Ebbe Stub Wittrup: Exciting Comfort. Space Poetry, 40 s., 100 kr.

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | anmeldt 6/9/00