Blixen fremhævede selv synssansen som den dominerende sans i sit forfatterskab: "I was a painter before I was a writer.... and a painter never wants the subject right under his nose; he wants to stand back and study a landscape with half-closed eyes" (The Paris Review nr. 14, 1956).

Den overdådige brug af visuelle effekter er genstand for særlig opmærksomhed i Charlotte Engbergs studie af den fremmedhed og usamtidighed, der altid er blevet forbundet med Karen Blixens forfatterskab. Kendt er Blixens spejlgalleri af fortællere, skjult bag en maske af citater og litterære stilfigurer. Engberg viser i Billedets ekko, hvordan teksterne tilmed er skruet sammen ved hjælp af en mangfoldighed af genkendeligt inventar fra billedkunstens historie, nok til at fylde et helt nationalgalleri. Fortællingen er et ekkorum, hvor genkendelsen har forbindelse til forskellige maleriske traditioner som bl.a. det barokke stilleben, renæssancens landskabsmaleri, portrætmaleriet, det 18. århundredes engelske landskabsmaleri og det 19. århundredes orientalisme. Denne montageteknik minder i særdeleshed om 20'erne og 30'ernes kollagekunst, hvor den usædvanlige sammensætning af genkendelige billeder skaber noget mærkværdigt og fremmed ved formen. Som i maleriets kollage-teknik udspiller der sig en kamp mellem traditionens billeder og en følgende underminering af disse. Blixens historier er moderne værker, gennemsyret af repræsentationenes krise, og det fragmentariske og opløste i deres form bidrager til en uro i stoffet, som holder dem åbne.

Engberg udfolder sit studie gennem værkanalyser på tværs af hele Blixens forfatterskab, for netop at fremlæse billedmontagen som en særlig signatur, ikke den biografiske signatur, men en formel og tematisk. Daguerreotypier er titlen på ét af Blixens essay og metafor for hendes fortællekunst, der med hendes egne ord handler om "Fortidens Mennesker" og "deres Ideer eller Forestillinger". Ligesom det gamle fotografi er et løsrevet billede af begivenheder i fortiden, omplantet til en ny sammenhæng, komponerer Blixen sine fortællinger ud af fortidens billeder og tænkemåder. Roland Barthes har i Det lyse kammer vist, hvordan fotoet vil forsøge at standse tiden og pege på det smertelige "der var engang". Tilsvarende er Blixens billedmontering og -opløsning snævert forbundet med en fundamental erfaring af, at verden er mistet. Den feudal-aristokratiske tænkemåde synger på absolut sidste vers.

Det interessante og nye i Engbergs meget vidende læsning er denne usædvanlige rundvisning i Blixens kunstmuseum, især når der detaljeret dvæles ved Blixens udspekulerede forulempelse af egne billeder. F.eks. i Sorg-Agres beskrivelse af en ung kvinde, der spejler sig: "I Spejlet var hendes Legeme sølvklart, som en hvid Rose, kun hendes Kinder og Mund, og Tipperne af Fingre og Bryster havde en svag karmin derinde. Hendes Lemmer var fint rundede som om man, paa hvilket Sted man end havde skaaret hende over, vilde have faaet en fuldkommen rund Snitflade". Det 18. århundredes kulinariske æsteticisme slår med pludselig kynisme over i fortællerens trang til at skære sin figur op. Alt andet end uskyldigt...
 

Charlotte Engberg: Billedets ekko. Om Karen Blixens fortællinger. Gyldendal. 250 s., illustreret, kr. 275.
 

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | omtalt 30/10/00