v. 3.0

ON OFF version 3.0 byder på et nyt værk af den amerikanske kunstner Jonah Brucker-Cohen.

Brucker-Cohen arbejder med internetbaseret kunst, og hans bidrag til ON OFF består af et computerspil online på afsnitp.dk og en række folde-ud-sider i det trykte tidsskrift Hvedekorn. Tidsskriftets sider skal foldes på forskellige måder for at få de rigtige betydninger frem. Der kræves dermed ekstraordinær interaktion for både at opleve online- og papirdelen af denne version 3.0 af ON OFF.

Ideen med ON OFF er at få en række kunstnere der normalt slår deres folder på internet til at skabe et projekt, der har en trykt del i Hvedekorn og en virtuel del på tidsskriftets website og på afsnitp.dk.

Det er første gang de valgte kunstnere prøver kræfter med det trykte medie, og det er første gang deres værker vises i en dansk sammenhæng.

ON OFF version 3.0 er den afsluttende opdatering af udstillingsprojektet, der er et samarbejde mellem tidsskriftet Hvedekorn og websitet afsnitp.dk

Alle hidtidige bidrag i ON OFF-serien, samt et udvalg af tekster om internetbaseret billedkunst og interviews med de deltagende kunstnere, er fortsat tilgængelige.

 

v. 2.0

Onsdag 11. april åbner ON OFF v. 2.0 - fortsættelsen af Hvedekorn og afsnitp.dk's præsentation af international netkunst online og på tryk.

I december 2000 åbnede ON OFF med grafiske og netbaserede kunstprojekter af Mark Napier og Entropy8Zuper! online og på tryk i Hvedekorn. I version 2.0 præsenteres den amerikanske netkunstner og designer Isabel Chang. Hendes projekt CUT2 består af to påklædningsdukker af papir, som man finder i det trykte Hvedekorn, og en internetdel, der blandt andet rummer forskellige historier, der knytter sig til de to dukker, samt en række kostumer, man kan downloade og udprinte til dem.

Isabel Chang udstiller for første gang i en dansk sammenhæng.

Ud over Isabel Changs projekt rummer ON OFF v. 2.0 en tekst af Andreas Brøgger, "Art in a Culture of Cut-Copy-and-Paste", om blandt andet Isabel Changs værker, netkunst i grænseområdet mellem design, mode og computerspil, og om internettet som niche-/massemedium.

ON OFF v. 2.0's opgraderede links-liste rummer desuden en ny kategori om grænseområdet kunst/mode/design/computerspil.

 

v. 1.0

Fredag 15. december åbner ON OFF ­ en præsentation af international netkunst online og på tryk ­ som en "samsending" mellem websitet afsnitp.dk og tidsskriftet Hvedekorn. Udstillingen rummer både nye værker og teoretiske tekster af førende kunstnere, kuratorer og kunsthistorikere.

ON OFF præsenterer en række kunstprojekter, der har en håndgribelig dimension i det trykte Hvedekorn og/eller sender tidsskriftets faste billedkunstdel ud på nettet. De første udstillere er amerikaneren Mark Napier og den belgisk-amerikanske duo Entropy8Zuper. Begge parter skaber for første gang et kombineret trykt og virtuelt kunstprojekt, ligesom det er første gang, de vises i en dansk sammenhæng.

Mark Napiers domæneoverskridende projekter Shredder og RIOT har gjort ham til en af de bedst kendte netkunstnere. Napier har i denne sammenhæng valgt at lægge energien i det trykte projekt. Ud over bidraget til Hvedekorn 3/2000, som allerede er udkommet, er der et stort interview med Napier om netkunst på udstillingens website.

Entropy8Zuper består af amerikaneren Auriea Harvey og belgieren Michael Samyn. De har i 2000 modtaget verdens største pris for netkunst, San Francisco MoMAs Webby Award. Til ON OFF har de skabt en særegen portal og søgemaskine, der er inspireret af computerspil og et mytologisk univers. Projektet hedder sixteenpages.net, hvilket indikerer, at Entropy8Zuper har valgt at fjerne 16 sider i det trykte Hvedekorn 4/2000 for i stedet at skabe dem på nettet.

ON OFF er en udstilling i flere fortløbende versioner. Version 1.0 har temaet Colonizing the Web, nettets første kunstneriske udforskere. På tekstsiden er der teoretiske artikler om netkunsten fra danske og udenlandske kuratorer, kunsthistorikere og kunstnere, samt redaktørerne af afsnitp.dk og Hvedekorn: Hvad er netkunst? Hvordan forholder man sig til genren? Og hvordan udstiller og ’konserverer’ man den? ON OFF samler et sæt værktøjer og lægger op til videre diskussion. Desuden byder hver version af projektet på en række udvalgte links til værker og tekster andre steder på nettet. Udstillingen er engelsksproget for at gøre materialet tilgængeligt for et internationalt publikum.

Initiativet til projektet er taget af Andreas Brøgger, der er ph.d.-stipendiat, billedkunstredaktør på Hvedekorn og i redaktionen på afsnitp.dk. Udstillingen er arrangeret i samarbejde med kunstskribent og -formidler Peter Eriksen, som ligeledes sidder i afsnitp.dk-redaktionen.

Udstillingen kan besøges på www.afsnitp.dk eller www.hvedekorn.dk.

 

Hør også Kulturnyts indslag om ON OFF, sendt på DR P1 21/12/00 (kræver RealPlayer).

kontakte afsnitp.dk

tidligere pressemeddelelse | english version

tilbage til galleri | aktuelt | aktuelt-arkiv | 15/12/00