Fra omslaget af Henrik Have.

Cand.mag. i dansk og filosofi, Stefan Kjerkegaard har skrevet og redigeret en passioneret bog om Simon Grotrians forfatterskab: 'Digte er bjergede halse'. Ud over en indføring i Grotrians lyrik består bogen af et interview fra Weekendavisen, en brevveksling mellem Kjerkegaard og Grotrian og et nyere interview hjemme hos digteren. Dertil kommer en fyldig biografi med væsentlige artikler og et udpluk af anmeldelser.

Et nøgleord for bogens forfatter er mødet - mellem forfatter og læser, læser og lyrik, kritik og poesi. Kjerkegaards eget bidrag, der består af nærlæsninger af enkeltdigte på tværs af forfatterskabet, kredser om mødet med traditionen og det interne møde mellem Grotrians egne viltre billeder. Tankevækkende er dog især bogens anden halvdel, hvor mødet mellem kritiker og digter finder sted, et på én gang ufremkommeligt og frugtbart møde. Kritikeren stiller store og abstrakte spørgsmål, gerne med udgangspunkt i filosofien, religionen og verdenslitteraturen, mens digteren gang på gang vægrer sig mod det abstrakte og ligefrem skræmmes over, at litteraten finder på at grave i Bibelen for at finde belæg for digterens udsagn. Og når digteren forsøger at give præcise og konkrete svar, opfatter kritikeren konkretisering som en gigantisk abstraktion. At samtalen trues af misforståelser og sammenbrud hænger bl.a. sammen med det springende punkt, som man i sagens natur ikke kan teoretisere sig frem til. Som da Kjerkegaard vil indlede en diskussion om Paul Celans Meridian-tale, og Grotrian sørgmuntert affærdiger: "Jeg tror på Gud og har ikke forstand på meridianer." Kommunikationens sammenbrud kan imidlertid i Grotians univers være vejen mod noget nyt, det ved Kjerkegaard og kan derfor ufortrødent fortsætte sine spørgsmål.

Afbrydelse og kollaps arbejder på alle planer i Grotrians digte for at presse sproget til at afgive ny betydning. "Vi må presse alfabetet/ til det klynker som en nonne", hedder det i en af Risperdalsonetterne. Det gælder den stramme rytmiske puls, der ikke følger nogen fast metrisk form, men opstår ifølge digteren helt automatisk og hakker digtet i stykker. Og det kendetegner også den særegne måde at forbruge og omdanne billedstof på, hvor billeder fra tidligere digte glider sammen med nye billeder i en slags mangedoblet eksponering på grænsen til et betydningsmæssigt kollaps. Denne komplekse billeddannelse, som Kjerkegaard kalder billedagglutination, kan for læseren virke kaotisk og prismeagtig, fordi den forhindrer os i at se hele digtet på én gang. Grotrian fremhæver selv tredimensionaliteten, som han f.eks. dyrker i jordklodens genkommende figur. Som jordkloden kan digtet ikke opleves totalt på én gang, men skal vendes og drejes. Noget stikker frem og rammer blikket, mens andet er skjult. Helheden er der imidlertid, blot ikke for os.

Med sin omfattende brug af cæsur og brudflader ligger Grotrian på linje med en lang række af europæiske modernister, først og fremmest Paul Celan som Grotrian også betragter som geni og nær ven. Som Celan søger også Grotrian efter det, der endnu ikke er blotlagt. Men hvor Celan stammende må famle og bogstavere sig frem i mørket, skiller Grotrian sig markant ud fra sine mange venner: hos ham er transcendensen ikke tom, men opfyldt af kristen tro. Sammenbruddet er vejen til Gud, siger han et sted i bogen. En på mange måder barok Gud, der bager kager og har sko som skibe. Troen på Gud og poesiens nådegave bringer ham i selskab med den anden af hans store litterære forbilleder, eventyrdigteren H.C.Andersen. Og de to synes i høj grad at have et gemyt til fælles: humoren, sørgmodigheden og blikket for både det helt store og helt små.

Stefan Kjerkegaard: Digte er bjergede halse. Om Simon Grotrians forfatterskab. Redigeret af Stefan Kjerkegaard og Thomas Hvid Kromann.

Er Grotrian afvisende over for abstraktionens store armbevægelser, er han til gengæld på, når det drejer sig om at forklare, hvordan han konkret arbejder med sproget og dets stoflighed. Og når netop hånden er et hyppigt tilbagevendende tema i Grotrians værker, helt tilbage fra den første digtsamling Gennem min hånd (1987), hænger det sammen med et dybt ønske om at kunne røre ved ordene. Henrik Haves smukke omslag til Kjerkegaards bog fremhæver netop dette digteriske forehavende med røntgenhænder, der både griber tilbage til det tidlige selvmordsdigt "Grøn plasticpose/ skal hænder/ skal skal disse hænder", men også mod stigmatiserede hænder, hænder der skal læges og hænder der er flettet i bøn. I digtet Seerstemplet, trykt i den Blå Port nr. 55 /2000 bærer digtsiderne et slags vandmærke betående af forsigtigt knyttede hænder, tegnet af digteren selv. Hænder der kan nærme sig ordene.

Som Celan er det i bogstaveligheden og dens mindstedele, at Grotrian udforsker det ikke-blotlagte. Overalt i forfatterskabet trænger bogstavernes former sig på for at diktere indholdet og tvinge ny betydning frem. Det kræver af læseren, at han lærer at granske bogstavernes sprællende fletværk og for eksempel får øje på, at bogstavet D kan illustrere viserens bane på et ur igennem en halv nat. Grotrian stiller det som et krav til digtet, at grafikken er varieret. Et ord kan blive udskiftet af visuelle hensyn, for som han siger "jeg kan se, om sproget vil noget". Eksperimenterne med at udvinde ny betydning af bogstavernes materialitet gemmer på en urgammel drøm om at sprog og verden kan mødes. Længslen mod en slags navnesprog, hvor digt og liv, ordet og det, det betegner, smelter sammen, eksisterer, som hos både Celan og H.C. Andersen, side om side med bevidstheden om, at de to er fundamentalt adskilte størrelser. Grotrian illustrerer paradokset i et digt, i øvrigt en genkommende måde at besvare Kjerkegaards spørgsmål på: "Pludseligt smækker et tag over hodet, og dørene lukkes til fluer og dig. Du kvæles af ord som tapet. Du venter et andet, syrener i maj. Mellem det og dit liv ligger visne æoner af snart."

Simon Grotrian er om nogen en digter, der sætter det singulære i højsædet. Og ganske enestående er også denne lille udgivelse, alene af den grund at den findes. Det er en overordentlig sjældenhed med en monografi over en nulevende dansk digters værk. Og så ovenikøbet over denne enestående Hermes-sten i dansk litteratur, der på én gang hermetisk og profetisk pejler en uvis vej frem. Man kan ikke andet end at gå med, for her er for alvor noget nyt at se på.

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | 14/2/01

Simon Grotrian: Livsfælder (1993)