 |  |  | |||||||
 | |||||||||
- Douglas Gordons tekstværker i bogform | |||||||||
 | | | | | | | | | |
Billedkunstneren Douglas Gordon er nok mest kendt for sine film- og videoinstallationer, herunder 24 Hours Psycho, gennembrudsværket fra 1993, som også har været vist herhjemme på Brandts Klædefabrik i 2000. Men en måske lige så betydningsfuld streng i hans værk er de tekstlige arbejder, der sidste år blev grundigt dokumenteret i en bog i forbindelse med udstillingen Black Spot på Tate Liverpool. Gordon er født i Glasgow 1966, hvor han stadig har sin base, efter nogle år på kunstskolen Slade i London i årene 1988-90, men siden begyndelsen af halvfemserne har han levet meget af tiden på farten og deltaget på udstillinger worldwide. Han fik Turner-prisen i 1996, men Black Spot var ikke desto mindre den første større præsentation af hans værker i Storbritannien. | Douglas Gordon. Tate Liverpool, 2000. Grafisk design: Bruce Mau. ISBN 1-85437-341-2. 416 s., paperback, £ 29.99. Kan købes online hos Tate. | |||
| | | | |
 | ||||
The Left Hand Doesn't Know What the Right Hand Doesn't Know What..., 1998. Douglas Gordon, s. 352-53. Foto: CYF. | ||||
| | | | |
Det over 400 siders katalog til udstillingen gengiver samtlige tekstværker fra 1989 til nu, men åbner med en såkaldt "billedbank" over 112 sider, som alle er opdelt i fire af en perforering, hvilket giver læseren mulighed for at forvandle dem til en stak løsrevne kort - hvis man altså nænner det. Som billederne sidder i bogen danner de en glidende overgang mellem uddrag fra religiøs propaganda som f.eks. Vagttårnet, stills fra filmen Helga - "den første seksualundervisningsfilm", Hitchkock-film, Andy Warhol-fotos osv. En slags billeder fra barndommen, ganske vist ikke fra familiealbummet, men de visuelle indtryk, barndommen var fuld af, og som vækkede éns fascination. Der er vendt op og ned på teksten og billedernes traditionelle roller i et udstillingskatalog. Den "kritiske" del i udgivelsen repræsenteres af billeder, og "værkdelen" rummer udelukkende tekster. Samtidig bliver billeddelen et bogværk i sig selv, imens tekstværkerne - hvoraf en del ganske vist har karakter af fortælling eller fragmenter af fortælling - for de flestes vedkommende er dele af rumlige værker og events. De er ikke-boglig litteratur, der nu pludselig er blevet oversat til bog. | ||
| | |
 | ||||
Turning the Page (1994). Douglas Gordon, s. 253. Foto: CYF. | ||||
| | | | |
"Installation for the spine of a book" er det tætteste, Black Spot-kataloget kommer på at gengive et værk 1:1. Man slår op på et øjensynligt tomt hvidt opslag kun farvet af sidetallene og ens egne fingeraftryk, der afgiver lidt af de mange øvrige siders mættet-sorte tryksværte, og opdager så helt inde ved bogens syning ordene: "Read The Word. Hear The Voice." Her er bogen ikke længere et transparent medium for litteratur, men et synliggjort, aktiveret felt omkring den. Ordene er installeret på siderne som objekterne i et galleri. | ||
| | |
 | Turning the Page (1994). Douglas Gordon, s. 254. Foto: CYF. | |||
| | | | |
Men de typiske Gordon-værkbeskrivelser hedder: Vægtekst, telefonopringning, tatovering, blafferskilt, postkort, brev, t-shirt, neonskilt... og minder én om, hvor meget sprog - og litteratur - der findes i verden uden for bogens rammer. Man forestiller sig fornemmelsen, når man modtager et brev med ordlyden: "Dear ... I am aware what you have done." - underskrevet Douglas Gordon. Eller hvis man på sin stamcafé bliver kaldt til telefonen, og den ukendte stemme i den anden ende siger "I know what you are thinking" og derpå lægger røret på. Telefonopringningen, som er et værk, Gordon har gentaget med varierende ordlyd i adskillige byer, røber kunstnerens dybe fascination af gyserfilmen og dens paranoia-dyrkelse. Men teksterne, som hver gang samtidig har været udstillet som skrift på væggen i galleriet, rummer også en særegen poesi. For eksempel de ord, københavnske Galleri Nicolai Wallner skulle ringe og fortælle den person, cafépersonalet på Café Europa gav røret til: I believe in miracles. Er det et ondt eller venligsindet budskab? Ligesom ordene "I know what you are thinking" eller "You can't hide your love forever" fremkaldes eller udløses de jo først ved modtagelsen. Men hvem har ikke behov for et mirakel i en eller anden sammenhæng eller har ikke et eller andet at skjule? | ||
| | |
 | ||||
Letter (Number 10a), 1993. Brev og vægtekst (detalje). Douglas Gordon s. 182. | ||||
| | | | |
Ordene har magt. De har en evne til at påvirke eller overbevise ved deres blotte eksistens, hvad end deres forhold til sandheden så måtte være. I en øvelse over ordene 'sun', 'son', 'good', 'god' og 'bad', der kombineres på konstant nye måder til: "the sun is god, the son is bad..." osv. på henholdsvis en sort og en hvid baggrund (oprindeligt som vægtekst med titlen "Afterturner", 2000), bruges sproget som byggeklodser eller samples - eksempler på sprog ligesom under et barns tilegnelse. Men: "good is bad", står der pludselig. Modsætningerne udviskes, forvanskes: "bad is god". Og i Gordons værker er der om ikke altid en engel, der kalder fra den ene side, så i al fald en djævel, der lokker fra den anden: We are evil. I et rum på Galerie Yvon Lambert i Paris i efteråret 2000 havde Gordon således diskret på den ene væg skrevet ordene "Tell someone a beautiful truth". På den næste var "beautiful truth" skiftet ud med "awful lie", og på de to næste igen var de fire ord byttet rundt, så de dannede "awful truth" og "beautiful lie". Den sidste kombination stod skrevet næsten usynligt på glasset ind til et skab, som man først fandt, når man havde gennemskuet systemet. Og dér stod man så midt imellem disse fire jævnbyrdige og modstridende udsagn. Når man ikke som enkelte besøgende blot var vendt rundt på hælen, straks man var kommet ind i lokalet, for det var jo ikke noget! Det tekstlige værk i billedkunstgalleriet kan blive næsten usynligt, hvilket ikke virker til ligefrem at genere Douglas Gordon. Og forsvindingsnummeret skærper i sidste ende kun blikket - for ordet. | ||
| | |
 | ||
| | |
På to fotografier i Black Spot-bogen mødes to arme på midten. Den ene bærer ordet "forever" tatoveret retvendt med sort, den anden rummer et efterbillede eller et ar - endnu et eksempel på næsten-usynlig skrift - af samme ord, blot spejlvendt ("Studies for never, never", 2000). Det er ikke første gang, Douglas Gordon anvender tatoveringen, men hvad end selve fotografiet taler sandt eller ej, altså om det er en tatovering og et ar på nogens arme, så stikker dette værk dybt såvel i kroppen og som i sproget. For "forever" er skræmmende både som ord bundet til en krop på livstid, og som påmindelse om, at evigheden jo alligevel har sin begrænsning. Men ord sætter sig jo vitterlig fast på kroppen. "Songs are like tattoos", som Joni Mitchell synger. Vi er imprægneret med dem, og vi ikke kan gøre os immune over for dem. De har sat deres sorte pletter på indersiden af vores kranier. Og dette faktum er det centrale udspring også for en lang række af Gordons øvrige, ikke-tekstlige projekter. Filmene, han så som barn, og som han nu griber ind i, afspiller i slowmotion, krydsklipper og installerer på ny, og sangene, han hørte, ja, selv dem han ikke kan huske, men som han "må have hørt", fordi de var på hitlisten den gang. Alt sammen er det dele af det sprog, vi er blevet formet med, og som skal følge os i graven. Og med drengeværelsets morbide fascination i sund behold går Gordon skridtet videre - hinsides denne verden: "30 seconds text" hedder et værk, der på en væg fremviser en kort beskrivelse af et fransk forsøg fra 1905, hvor en læge forsøger sig med at kommunikere med en guilloutineret mands netop afhuggede hoved. Hovedet svarer gentagne gange på tiltalen ved at åbne øjnene på vid gab. Selv i døden tager vi sproget med os. De samme 25-30 sekunder, som hovedet endnu kan "tale", giver Douglas Gordon beskueren til at læse teksten på væggen i udstillingsrummet. Så afbrydes lyset af en timer.
| Studies for Never, Never (Tattoo), 2000. Tekst som tatovering. Douglas Gordon s. 400-401. Foto: CYF. | |||
| | | | |
You'll get a BANG out of this... Douglas Gordon udstiller sammen med Jonathan Monk hos Galleri Nicolai Wallner, Njalsgade 21, bygn. 15, tirs-fredag kl. 12-17, lørdag 12-15 indtil 3/3 2001. Se et interview med Douglas Gordon på nettet hos Moderna Museet i Stockholm i forbindelse med hans installation Harmony (1999-2000).
| ||||
 | ||||
| | | | |
 | ||
| | |