Jakob Jakobsen, Pist Protta 46. | ||||
- Pist Protta fra London, Island, Latinamerika, Århus og omegn
Hvis man vil være på forkant, må man konstant forandre sig. Det har Pist Protta-folkene vidst i lang tid. Tidsskriftet er udkommet i snart tyve år, og har hver eneste gang genopfundet sig selv. Det passer formodentlig bibliotekarerne og boghandlerne rigtig dårligt, for formatet er også hele tiden nyt, men det er en fryd for os andre at se, hvordan de nye mulige udseender afløser hinanden, kun fulgt af en svag eftersmag af ærgrelse - ikke mindst i forbindelse med det forrige 12-i-ét "omslagsnummer", hvor det kun var cover på cover, imens alt indholdet var fiktivt (se andetsteds på afsnitp.dk), for tænk en gang, hvis det havde fandtes! Denne gang er der masser af indhold, helt ud på omslaget, som redaktionen selv påpeger, her ærgrer man sig kun over, at det er sådan et fint lille blad, som man sagtens kunne forestille sig eksisterede "rigtigt", altså fortsatte i denne form. Men den slags blødsødenhed forfalder PP ikke til. Temaet for nummeret er "rapportering", og det nævnte forsidestof er af Jakob Jakobsen, der til et udstillingsprojekt om moderne arkitektur, byplanlægning og objektdesign har bygget et bord af gamle køkken-laminatplader fundet på gaden: "Et nyt bord der i et moderne perspektiv nok ikke kan betragtes som rent". Nej, men yderst moderne og lækkert ser det alligevel ud. Gruppen Artillery viser billeder fra et århusiansk Arty Party - en salgsdemonstration af samtidskunst i et privat hjem. Præcis, hvad de faldbudte værker går ud på eller består af, er svært at aflæse af snapshotsene. Det ligner fuldkommen det Tupperware-party, eller den tøjbyttedag for veninderne, som det efterligner. Trine Rytter, Grete Aagaard og Tina Lynge kan bookes på artillery@e-box.dk. Marianne Jørgensen har omvendt nøje dokumenteret stadierne i en udgravning af et eller flere "Drømmehuller" i jorden (i Århus røber pressemeddelsen, jeg skal vare mig for kommentarer), og opbygningen/støbningen af en trappe ned i hullet, som - formoder jeg - derpå overlades til grundvandets opstigning og det almindelige forfald. | ||||||
Pist Protta 46, 20. årgang, Forlaget Space Poetry (tlf. 33 15 30 91, pr. email, i boghandlen eller hos Kopenhagen). Kr. 50. De næste to numre er allerede på trapperne: Pist Protta 47 har Frans Jacobi som gæsteredaktør, New York som tema og personlige relationer som metode. Pist Protta 48 - i sort, rødt og hvidt med hovedvægten på tekst og typografi - er både et tidsskrift og en udstiling på Overgaden i København 2. marts-1. april 2001. Deltagerne er Pablo Llambias, Åsa Sonjasdotter, Kaspar Bonnén, Trine Rytter Andersen og Michael Jensen samt redaktionen: Jesper Fabricius, Jesper Rasmussen og Åse Eg Jørgensen. (tirsdag-fredag kl. 13-17). | ||||||
Uwe Max Jensen, Pist Protta 46 (udsnit). | ||||
Et hul i jorden er ikke nok for Uwe Max Jensen. "I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide", bekendtgør han med behørig retro skrivemaskineskrift, og det gør han så. Teksten om performancen er en værk-selvanalyse og en logbog om besværet ved at holde sig, indtil museet åbner, og om kunstnerens ambivalens over for "mediestormen". Uden opmærksomheden gik det jo ikke, men interviewes på tønden til tv, hvad tænker de egentlig på? "Blev genkendt i Aldi", skriver kunstneren 10. august 2000. Thyra Hildens fotorapport handler om potteplanter, kunstige såvel som ægte, i deres unaturlige omgivelser. "Staser" hedder interiør-serien, der er stram og gennemført uskøn. Også Åse Eg Jørgensen har fotograferet, men i farver og i panoramaformat langs den islandske kyst, og har arrangeret sine sammensatte billeder på meget brede sider, som man pænt må folde ud og sammen igen, før man kan udbrede et andet landskab. Heller ikke de er billedskønne, men med en grovhed, der afspejler råheden i motivet. Tilbage at nævne er Nikolaj Recke og Lillibeth Cuenca Rasmussens ordløse tegneseriedrama fra Latinamerika, Rádhildur Ingadottirs gådefulde planetbevægelser og Henriette Heises iagttagelser af et London-kryds, som i fem dage var uden lys i lyskurven: "Der skete egentlig ikke noget usædvanligt, trafikken forløb nærmest glidende". Det var altså aldrig gået i København!
| ||||||
Åse Eg Jørgensen, Pist Protta 46. Foto: CYF. | ||||||