Blandt de tristeste af Paris' gader
kan nævnes Vielliers-de-l'Is-
le-Adam, Rue Baudelaire (Charles)
og Rue Henri-Beyle kaldet Stendhal
man har virkelig ikke kræset om dem
man kan ligefrem få den tanke
at man måske har straffet dem
ved at tildele dem så triste gader i Paris

Raymond Queneau: Eksil

En gade er et monument. Den bærer et navn som på en sokkel. Langsomt former byen selv et kort over sin civilisation - over sine politiske og kulturelle personligheder og værdier, over hvilke andre byer og lande, den sætter højt - og nettet af gadenavne bliver til et verdensbillede, et landskab, der også er et atlas.

Hvad angår den ære, det er, at få et stykke offentligt rum opkaldt efter sig, så foregår det jo oftest efter først-til-mølle-princippet. De ældste har fortrinsret og får lov at sidde mest centralt placeret ved højbordet. Først bliver alle klassikerne taget i brug, så tidens store navne. De nytilkomne får derefter plads i periferien, i nybebyggelserne, i slummen.

Jeg har en erindring om at have overværet digteren Hans Hartvig Seedorff Pedersen deltage ved indvielsen af sin egen vej på Frederiksberg få år, før han døde. Den slags må virkelig høre blandt undtagelserne. Seedorf nåede vel også næsten at overleve sig selv, men han kunne altså teoretisk set være flyttet ind på sin egen vej! For langt de fleste kræver det, at man har været død rigtig længe. Karen Blixen døde i 1962, men får først nu med Ørestadens opståen sit navn på hovedstadskortet. Mange andre står for tur eller er decideret blevet snydt. Først skal man være blevet del af kanon, eller endnu bedre folkelig, og så skal der blive en ledig matrikel...

Op ad Karen Blixens anlægges desuden for tiden endnu en københavnsk forfattervej. Hvis man skal tro Krak, kommer den til at hedde August Schades Vej. Og vel at mærke ikke Jens August Schades Vej. Med mindre altså de forsamlede forfatterforeninger skulle være gået ind i sagen og har fået rettet op på miseren, inden skiltet kommer op. En noget speciel ære, må man nok kalde det, at blive mindet med en vej (den første Schadevej i Danmark) af nogen, det ikke engang ved, hvad man hedder!

Rue Jules Verne, som jeg mødte den første gang i Paris, bestod kun af ét eneste tiloversblevet hus, hvori der lå en afrikansk restaurant. At gå ind ad døren var som at træde ned i vulkanen i Rejsen til Jordens Indre. Det indre rum var meget større end huset set udefra. Kort efter var også denne ejendom jævnet og gaden kun gade - lige på nær hjørneejendommen - og nu er den igen bebygget helt forfra og til uigenkendelighed. Tilbage er bare navnet. Jules Verne... velsagtens den første franske forfatter, jeg stiftede bekendtskab med. Siden er andre kommet til, men de færreste har deres egne gader i Paris, mestendels fordi de er "for unge" (døde forlængst de fleste).

Ponge, den store tingsdigter (1898-1989), har dog fået sin vej. Halvvejs ude i forstæderne ganske vist, og der er ingen gadenumre overhovedet. Gaden er rimeligt lang, men på den ene side er der et plankeværk og bag dét en tomt, og på den anden side af vejen et stort gymnasium uden indgang fra denne side. Der er ingen, der bebor Rue Francis Ponge, endnu. Den eneste formildende omstændighed er træerne, der følger "gaden", og så det besynderlige klippeagtige hus, der ligger på hjørnet og bærer dens ene navneskilt. Det mindede mig pludselig, da jeg stod der, om den "enorme forfader", hvorfra alle småsten ifølge Ponge nedstammer. Og gør skiltet til en slags minde- eller gravstele.

Hvordan skulle en vej også kunne afspejle et forfatterskab? Hvad forestiller jeg mig egentlig? Med Georges Perec stod det nu alligevel så klart for mig, selv om jeg godt kan se, at det nok er en kortslutning. Forfatteren til Livet - en brugsanvisning, med dens monstrøse portræt af en parisisk beboelsesejendom (i den fiktive Rue Crubellier), måtte nødvendigvis tildeles en gade, hvori dette hus kunne have ligget. Men hvad er det endt med? En ganske kort snip med en trappe i den ene ende i et yndigt kvarter, der vist nok kaldes "landsbyen i Paris", ikke langt fra motorvejsudfletningen ved Porte de Bagnolet. Først kunne jeg slet ikke få øje på den, men det var fordi nogen - en læser, forestiller jeg mig - havde været der med skruetrækkeren en mørk aften og tilegnet sig skiltet i den ende. Det var ellers næsten for godt: en vej udelukkende for kendere (der var desværre to skilte i den anden ende). Men hvad endnu bedre var: her var der kun ét eneste husnummer, og hvilket? Nummer 13! Sikke en adresse.

Noget anderledes ser det ud med digteren Stéphane Mallarmé, som har fået sin helt egen allé, også den ganske vist kun et terningkast fra ring-motorvejen, men alligevel med pomp og pragt og en længde, der synes en betydningsfuld kunstner værdig. Verlaine og Rimbaud må nøjes med langt kortere veje, kaldet "villaer", der til gengæld med en vis logik og ironi "ligger i ske" fristes man til at sige, Villa Verlaine i et spejlvendt L, Villa Rimbaud et noget kortere I, lige nordøst for Buttes Chaumont Parken.

Alt sammen igen milevidt fra Guillaume Apollinaires korte stræde lige rundt om hjørnet fra den navnkundige Les Deux Magots på Place Saint Germain des Prés - nu også for en dels vedkommende omdøbt "Place Jean-Paul Sartre - Simone de Beauvoir". Dem lykkedes det lige at presse ind i "deres eget kvarter"...

Langt de fleste må nøjes med at figurere i indekset og steder på kortet, man aldrig rigtig kigger, de er der, de har fået deres ret, hverken mere eller mindre. Louis Aragon har ligesom Picasso fået sin metro-endestation uden for arrondissementerne, det skal med garanti også ses som en æresbevisning. Dadaisten Tristan Tzara har i tilgift til sin trøstesløse gade fået sit eget sportscenter. Og apropos Queneaus teori om de triste gaders straf til digterne er han selv, de parisiske gaders digter om nogen, blevet hædret med den tristeste strækning i periferien - i smuk forlængelse af Tzara-gaden ganske vist - men for at slå hovedet på sømmet med tilhørende blindgyde: Impasse Raymond Queneau.

Kafka... ikke-franske Kafka, hans gade har jeg på et tidspunkt faktisk set med stiplet streg i det nye Bibliotekskvarter, hvor byggekranerne i disse år arbejder frenetisk, og hvor Avenue de France stadig ender blindt. Men i skrivende aftenstund er der igen ingen Rue de Kafka at finde på noget kort.

Queneau-digtet er fra samlingen Courir les rues (1967).

Gå i Paris' gader på de franske gule sider, besøg udvalgte pladser og lignende på insecula - eller besøg det usynlige Paris i Bruno Latours flotte virtuelle bog Paris Ville Invisible (fransk og engelsk).

tidligere bidrag | aktuelt | 23/6/04