For femte gang mødtes verdensslænget af de ypperste teoretikere, kritikere og kunstnere inden for det felt der kaldes e-poetry. Der var både tale om en akademisk konference og en festival, der skulle diskutere, hylde og stille spørgsmål til digte og litteratur, der på den ene eller anden måde er i samspil med det digitale.

Det foregik rundt i Barcelonas smukke venues som Caixa Forum, Kulturcenteret og Universitetet. En aften sågar i en cocktailbar med røde møbler. Konferencen var i høj grad med til at sætte fokus på genren og blev omtalt både i landsdækkende tv og af avisen El Pais.

Og det var nogle dage i den lumre og farverige by, der bød på installationer med bjerge der bevægede sig og lignede kinesiske tegn, obstruerede tastaturer, små feer, der fløj rundt i digitale drømmelandskaber, og faglige diskussioner på et højt niveau, der var med til at manifestere feltets galopperende udvikling. Her skal fremhæves højdepunkter fra det fyldige program.

På den teoretiske scene kom der heftige og relevante diskussioner på bordet. Jean Clément var keynote speaker og talte om forholdet mellem tilfældighed og chance i computergenerede tekster. I de fleste digitale værker spiller tilfældighed en rolle og nogle gange kan det ligefrem være maskinen, der udfærdiger sætningerne, så den er den reelle skaber. Den virkelige forfatter giver maskinen ansvaret.

Jean Clément lavede litteraturhistoriske perspektiveringer til den eksperimenterende forfattergruppe Oulipo og dens systematikker, regler og tilfældighedsleg, men drog også paralleller til kunsthistorien, hvor Marcel Duchamp arbejdede med tilfældighed i den musikalske komposition “Musical Erratum” fra 1913, fordi nodernes rækkefølge blev bestemt ved at trække små sedler fra en hat. Jackson Pollocks “Action Paintings” fra 1940’erne og 50’erne er et eksempel på en slags kontrolleret chancetagning, der skaber noget ekstraordinært ved at lade tilfældet råde.

Surrealisterne gjorde brug af automatskrift i den tro, at det kunne fremmane forfatterens ubevidste. I forlængelse af Jean Cléments oplæg blev det diskuteret om man kan tale om computerens ubevidste? Er det helt tilfældigt at den, når den bliver sat til at generere poesi efter nogle simple syntaktiske forskrifter, faktisk kan komme op med noget, der er meningsfuldt på en poetisk, skæv måde med humor og sproglig charme? Man kan erfare oplevelsen af en slags deus ex machina – hvor tilfældet eller “magisk skaberkraft”, giver en tekst sin mening Et ubevidste, som alligevel intuitivt set er svært at sammenligne med menneskets.

Roberto Simanowski, keynote speak. Foto: Chris Funkhouser

Roberto Simanowski var også keynote speaker og læste samtidige digitale værker gennem begrebet “Anthropophagy”. Det er et begreb der stammer fra antropologien og kolonialismen og betegner hvordan en koloniserende kultur går ind og æder det, den kan bruge, fra en anden kultur og lader resten ligge. Dette billede overførte Simanowski til at vedrøre kampen mellem nye og gamle medier. I nye medier er teksten “det andet”, som der bliver spist af. Tilbage i historien kan man anskue trykkekunstens fremkomst og herefter læserevolution i 1800-tallet som tekstens fremmarch. Den gik ind og koloniserede. I dag er det blevet de digitale medier, der koloniserer. Teksten er således i “kamp” med audio-visuelle og performative/teatralske effekter. Simanowskis pointe er, at nutidens digitale litteratur selv kan være med til at italesætte denne kamp.

Franske Alexandra Saemmer lavede en fremragende nærlæsning af et af de digitale digte, der allerede er gået over i historien, arkiveret og kanoniseret. Det drejer sig om "La série des U" af Philippe Bootz, der på et minimalistisk sprogspillende fransk langsomt udvikler ordene “Le Pas” (fodsporet) til “Le Passe” (går forbi det) – “Elle passe” (hun går) og så videre. Værket er underbygget af musik og en sart baggrundsgrafik. Det interessante ud over den drømmende stemning og den glasklare poesi, er værkets forholden sig til sig selv som digitalt værk. Kombinationen mellem tekst og musik er forskellig hver gang man besøger værket. Samtidigt har Philippe Bootz brugt hjerneforskningsresultater vedrørende sansning og perception til at udvikle æstetikken. Det er et dybt planlagt værk, der samtidigt indarbejder det faktum, at der er et her og nu der aldrig kommer tilbage. Værket er bevæget af sin egen fortid, således at tidligere besøgendes muse-bevægelser er aftegnet på den farvede baggrund. Det ved man dog ikke som umiddelbar læser. Dermed fordrer denne type værk to typer læsninger: Den af “overfladen”, men også den af programmeringen. Phillippe Bootz opererer med et begreb han kalder “the aesthetics of frustration”, der vedrører flygtigheden, men også tekniske problematikker. Når Internettet med tiden bliver hurtigere, vil sådan et værk her storme af sted. Aftrykket fra de tidligere brugere er et forsøg på en slags arkæologi – en historieskrivning af noget af det, der ellers sjældent bliver bevaret.

Euginio Tisseli, performance. Foto: Chris Funkhouser

Den italienske digitalpoet Euginio Tisselli har opfundet MIDIpoet – der gør det muligt at interagere direkte med computerskærmen og lave værker her og nu. Tisselli kalder sig selv for Text Jockey og bruger Bluetooth på mobiltelefonen som en trådløs fjernbetjening, der kan sætte ordene på skærmen i bevægelse. Tisseli lavede således en performance, hvor han skrev ting direkte, og kunne så gå hen foran skærmen og få ordene til at bevæge sig, eller forsvinde. Det var konkretpoesi med kroppen, fordi samspillet og det fysiske var totalt. Han kommunikerede med tekst, men man var bevidst om den krop, der skabte ordene. Det var finurligt og bevægende.

The Last Performance. Foto: Chris Funkhouser

Den sidste performance på årets E-Poetry festival var (på humoristisk-konkretistisk vis) Judd Morriseys “The Last Performance”. Et digitalt værk, der også ligger på nettet. Det består af tekststykker, der bevæges rundt i betagende formationer. Man når knapt at læse ordene, før de bevæger sig over i en ny grafisk skulptur, men fanger brudstykker som for eksempel Horse aging, finger, museum, fragment, clown, Constantines, zenith og soul. Performancen var en rørende og spektatulær begivenhed, hvor Judd Morrisey havde en makker med, der iført jakkesæt og hestehoved skiftevis læste op og kastede kroppen ind mod en mur. Det var et af de tilfælde hvor ord på skærm og i munden, bevægelser og lyde gik op i en helstøbt enhed. Hvor de forskellige mediers effekter ikke kæmpede og åd hinanden, men kælent supplerede hinanden og skabte noget helt nyt.
 

På E-poetry2009.com kan man finde det samlede program fra dagene, abstracts samt billeder og videoer af de forskellige performances.

Mette-Marie Zacher Sørensen er ph.d.-stipendiat fra Æstetik og Kultur på Århus Universitet, hvor hun beskæftiger sig med konkretpoesi og digitale digte.

anneks | 17/6/09