Nansensgadebutik1
Nansensgadebutik2
Nansensgadebutik3
Nansensgadebutik4
Nansensgadebutik8
Nansensgadebutik5
Nansensgadebutik7
Nansensgadebutik6

arkivAfsnit P 1994-98

Afsnit P var en boghandel og et udstillingsrum for poesi i Nansensgade i København, som fungerede fra efteråret 1994 til foråret 1998 med det formål at synliggøre poesien som genre og at arbejde visuelt med den – i Nansensgade såvel som ude i landet.

Afsnit P-boghandlen var ment som et kulturpolitisk stunt, affødt af den absurde situation, at mange af de digtsamlinger, der trykkes i Danmark, aldrig opnår at blive omtalt eller markedsført, endsige når ud i boghandlerne. Det lykkedes i samarbejde med landets forlag for en stund at samle omkring 2000 lyriktitler i reolen i Nansensgade og at skabe en betragtelig interesse for – og debat om – sagen.

Men udstillingerne i Nansensgade og på blandt andet Arken i Ishøj var et mindst lige så vigtigt aspekt af historien: Udforskningen af det visuelle aspekt ved poesien og litteraturen i det hele taget. Det arbejde, som siden er videreført og nu lever i bedste velgående i cyberspace og omegn.

Bøger og små og store udstillinger er spredt for alle vinde, men på dette sted kan du se eksempler på nogle af de aktiviteter, Afsnit P stod bag i de fire år, projektet var fysisk.

I efteråret 1999 stiftede vi som en selvstændig opfølgning Foreningen Afsnit P, hvis vigtigste formål var at drive Afsnit P version 2.0 på adressen www.afsnitp.dk – et virtuelt udstillingsrum og tidsskrift for grænseområdet imellem ord og billede. Websitet var aktivt i perioden 1999-2009.

Få mere at vide om det virtuelle Afsnit P i informationen.