Digt side 13 i Simon Grotrians Risperdalsonetterne, "Ude bag miraklet"

Linier og musik: omvendt sonet, tre, tre, fire, fire. Ingen rim, ingen fast metrik, en vis taktfasthed, i høj grad på grund af den sædvanlige linieselvstændighed.

Syntaks: korte, enkle hovedsætninger og delsætninger med og uden 'og', ingen relativsætninger og kun et par præpositioner og adverbier.

Tegnsætning: punktummer for enden af hvert afsnit, ingen indre punktummer eller kommaer eller andet.

Overordnet, overfladisk fortolkerisk indtryk: kosmisk-komisk: komsisk /eksistentiel hymne/ salme, hardcore grotriansk.

Primære fascinationspunkter: de første tre liners heftige høje og lave billeder, de mere skrapt barokke krabber mellem tæerne, den prægnante patos i linien, "knejser med sit øde".

Fascinationsprocent: cirka 80.

Forståelsesprocent umiddelbart (ikke bare forklarligt, også intuitivt): cirka 60, og først og fremmest i fragmenter og i spredthed.

Udsagns-, billedelementer: 1a: Ude bag miraklet, 1b: kastes falske næser af, 1c: og blir til klipper, 2: Vi er bange for at hælde vor fornuft i tønden. 3a: ingen rejser bort fra Agrigento, 3b: uden krabber mellem tæerne, 4a: Men du fik aldrig lys, 4b: og måtte svømme i den gamle sovs, 5a: man poder sine træk i bugen, 5b: knejser med sit øde, 6a: Gå ad guldbelagte stræder til din sang, 6b: og mød aborterne, 7a: vi slog en sten af himlen, 7b: kigger ind. Alt i alt syv overordenede, 14 underordnede (= antallet af liner), det er mange...

Sammenhæng, principielt: Hver sætning og delsætning udfolder sin egen allegoriske/billedlige figur, med undtagelse af begyndelsen og slutningens korrespondence (se nedenfor) er ingen eksplicit sammenhæng tydelig.

Korrespondance i digtet: de første tre linier, "Ude bag miraklet/ kastes falske næser af/ og bliver til klipper." omvendes billedligt af de sidste to, : "vi slog en sten af himlen/ kigger ind."

Handlinger: falske næser kastes af og bliver til næser, (bange for at) hælde vor fonuft i tønden (ingen) rejser bort, måtte svømme, poder sine træk, knejser med sit øde, gå, mød, slog, kigger: Fra passiv undvigen til aktiv blanden sig.

Agenter: Første afsnit: Passiv (kastes), Andet afsnit: Vi, ingen, Tredje afsnit: du, man (som formodentlig også er subjekt for, Fjerde afsnit: Imperativ (= du?), vi (som formodentlig også er subjekt for "vipper"). Ingen klare sammenfald mellem størrelserne eller mangel på samme. Mulige hemmelige identiteter, mennesker, mennesket, Gud, Jesus.

Vokabular: enkle elementære gloser, et par mere altmodische og poetiske og kuriøse: bugen, knejser, guldbelagte, 1 eksotisk stednavn: Agrigento.

Abstrakter: miraklet, fornuft, (lys), (øde), (sang), (himlen).

Kropsligheder: næser, tæerne, bugen.

Topografier: klipper, Agrigento (historisk by på Sicilien), (guldbelagte) stræder, himlen.

Øvrige ting og sager, rekvisitter: (falske) næser, tønden, krabber, den gamle sovs, (sine træk), aborterne, en sten.

Stilllag: allegorisk ­ patetisk - hermetisk - visionært ­ psalmisk ­ grotesk - barokt ­ surrealistisk. De barokke, groteske, surrealistiske stilbrud (som er er en stilkonstans hos Grotrian) foretages primært af kropsligheder og ting og sager: falske næser, tønden, der udarter sig til den gamle sovs, bugen, aborterne, men man kan ikke sige, stilbruddene triumferer eller fundamentalt punkterer, de lever side om side med renfærdigheden, alliancer kunne man måske tale om.

Grad af hermetik: det mest komplet hermetiske element er det første afsnit: på grund af dens sammenpressede tredobbelthed og passivkonstruktionen, hver af de tre billedelementer i konstruktionen er lige vitalt mystiske, miraklet, falske næser, klipper. I resten af digtet finder man hver gang en eller anden form for (menneskelig/gudelig) agent, og som regel også et eller flere noget nær entydige størrelser eller rekvisitter (fornuft, sang f.eks. ). Fornemmelsen for opklarelig gådefuldhed varierer: man har altid en idé om en vis uforståelighed for the show of it, først og fremmest i de mere grelle, barokke, humoristiske billeder, fornuft i tønden, krabber mellem tæerne, svømme i den gamle sovs, som på den anden side (i dette tilfælde) virker rimelig lette at gennemskue. De mindre umiddelbart underholdende og spektakulære (= prægnante, patetiske) synes i højere grad at fordre oversættelse og stritte imod det, i dette tilfælde: pode sine træk i bugen, mød aborterne.

Forsøg på fortolkning: ude bag miraklet, som måske er selve skabelsen, kastes falske næser, som måske er falske erkendelser og ideologier, mægtige indbildninger, jvf. at få en næse og at få en lang næse, og bliver til klipper, stivner, bliver til livs- og verdensgrundlag. Vi er bange for at hælde vor fornuft, som måske er en falsk næses klippe, i tønden, smide den ud. Ingen rejser bort fra Agrigento ­ jeg misser nok henvisningen her (Agrigento: by på Sicilen, græsk koloni, erobret af romerne 210 f.kr. masser af fede ruiner, først og fremmest Concordia-templet, jeg må se at få den Salmonsen fra min faster) - uden at få krabber mellem tæerne (og ikke i tæerne, er det en vigtig forskel?!), hvilket kunne betyde, at man aldrig gnidningsfrit kommer videre på ryggen af illusionerne (se, hvor dårlige mine egne billeder bliver over for Grotrians godbidder), nissen følger med! Det kursiverede du fortolker vi hurtigt som hin enkelte, han fik aldrig lys, og det betyder vel, hvad det betyder, og måtte svømme i den gamle sovs, som måske er de opløste falske næsers klipper. Hvad fanden betyder det så, at man poder sine træk (der jo også kan være (strategiske) handlinger som i et snedigt træk eller et træk i et parti skak) i bugen, måske at man uendeligt i sit (groteske) indre (Grotrian har noget med maver), sin sjæl, reproducerer sin overfladiske identitet, man tager ikke imod ufornuft. Hvilket alt sammen ikke lyder særlig godt, men så knejser man også med sit øde og dermed tillades pludselig en vis modernistisk heroisme midt i skyggelivet. Du skal gå ad guldbelagte stræder (hvilket tungebåndet lynhurtigt kan få til "gudbelagte" stræder), der er en (uklar) sublim, strålende, illumineret, guddommelig vej, til din sang, der vel er en anden skønnere, sandere tale, måske simpelthen poesi. Og så skal du møde aborterne, som måske er de vilde syner og sager, du har valgt fra igennem livet. Vi slog en sten af himlen, hvilket kan være et resultat af vandringen og sangen og så altså en omvendt himmelstorm (men det kan netop også være en regelret himmelstorm, der får det paradoksale resultat, at himlen bliver klarere, at der åbnes op for den, bare med en sprække), der resulterer i, at vi kan kigge ind. Til hvad? Det får vi ikke at vide, men vel på den store ufornuft, der godt kan være Gud og hans rige, men ikke behøver være det, det kan også bare være himmelrummet, stjernernes kaos og kosmos.

Læserapport: ved at koncentrere sig om en fortolkning, når man hos Grotrian som regel videre end som så, men i høj grad på egen hånd og restløst går intet op. Det er vigtigt at fastslå, at overfladefascinationerne ikke lider overlast, næsten tværtimod, de beriges snarere, de ekspanderer i samme fart, som de præciseres. Poesiens mysterium består, selvom man (tror, man) næsten forstår.

Note om opbyggelighed: i min læsning er digtet i høj grad et opbyggeligt digt, næsten en moralitet og muligvis en salme, og det bryder jeg mig sjældent om. Det, der gør det i orden hos Grotrian, er, at det i så vitalt grad er i uorden. Det er i et poetisk postyr af en anden, en tredie verden, som der ikke ses bort fra eller ned på, men som der tværtimod elevateres fra og med og til en vis grad også mod, at belæringen foregår.

Lars Bukdahl, kl. 4.10- 6.30, onsdag 20. juni 2001