Meget af den galskab, som var imellem Tom Kristensen og Emil Bønnelycke, og som havde fået forældrene til at skille parret ad på et tidspunkt, hvor de endnu ikke var fyldt atten, kom til udtryk i deres volapykagtige og ækvilibristiske jongleringer med sprogets større og mindre dele.

Det var en leg, som Bønne havde døbt "sludretur", og som i de fleste psykologibøger knyttes til det stadium af menneskets liv, hvor sproget består af ganske få og store byggeklodser såsom "da da" og "dada". Netop i årene omkring 1915 påstod kunstnere ude i Europa, at dada betød noget. Nogle mente, det var en legetøjshest, nogle at det var en fiks idé. Andre holdt med digteren Tristan Tzara, som med en hvedebolle i venstre næsebor havde påvist, at dada ikke betød noget som helst.

Tom og Bønne kendte heller ikke ordet, men at de legede dada, er hævet over enhver tvivl. Det var først senere, i tømmermændene efter den festlige ekspressionisme, at det gik op for dem, at de havde været med i en international bevægelse af guddommelige pludrehoveder. Som Tom i saglighedens navn nøgternt bekendte i 1925:

"Ingen af os havde dengang oplevet et Ords Magt. Vi vidste ikke at en Lyd: "Dada", som oprindelig var en Skuespillers Artistnavn, kunne rive sig løs og uden Mening, uden Hensigt, uden Program skabe en litterær Bevægelse over Europa".

Men hvor sagligt Tom Kristensen end forsøgte at føre sig frem, så voksede han nu aldrig fra de dadaistiske sludreture, og var altid fascineret når han stødte på det ude i verden, f.eks. i Østen, hvor Tom straks forelskede sig i pidgin-engelsk. Derude bliver "old bliver til olo, child til chilo og wife til wifu, et barnligt Pludresprog, som med sine runde Lyde gør selv den sorteste Løgn troværdig". Så godt han kunne, forsøgte Tom i diverse interviews og programartikler i 1920"rne, at lægge forsvarlig afstand til denne vilde og usaglige omgang med de kunstneriske virkemidler, der stemplede ham som "ekspressionist" på et tidspunkt, hvor han helst ville være alt andet. Men det var svært at løbe fra linjer som: "O-di-mi-venne/ og Ko-di-fa-na-ka. -/ Af Børnenes Mund skabes, nye sære Ord,/ som har Skønhed og Lys, og som gror". Det var hele den æstetik, Jacob Paludan ironiserede over, da han kom hjem fra det store udland i begyndelsen af tyverne, og så hjemmefødningen Tom og luksusvagabonden Bønnelycke som et par digtere, "der sidder paa Kafe og skriver Fartens Epos, Digtere sidder gerne i en lun Krog og priser det, de ikke er med til".

Han kunne jo også sagtens, ham Paludan, for han havde været helt i Amerika, mens Tom aldrig havde været længere end London og Løgstør. Til gengæld var han globetrotter i fantasien. Og det var netop det, han fik på puklen for af Paludan:

"Helstad gik om og hørte paa Hverdagens Hymner, i rund Harmoni med sig selv og alting. Han kunde købe en Appelsin ved en Vogn og staa og snuse til den; da opgik der for hans Blik fierne grønne Kyster, Verden drog ham. Ta-ko-hih, kunne han mumle, og Ty-toti-tup, fremmede mystiske Ord. Digte blev der af det altsammen".

De dadaistiske ordlege uden mening, uden hensigt, uden program, dyrkede Tom hele sit liv, hvad enten han ville være ved det eller ej. Det morede ham. Denne anarkistiske ordleg var jo det levende sprogs vitale kerne. Digtning blev til i en leg med lydmaterialer. Eller som den næsten 70-årige Tom sagde det i et interview, hvor han meget vel kan have haft Bønnelycke og sig selv i baghovedet:

"Når man træffer unge digtere, så kendes de ikke så meget på deres overvældende intelligens, men på deres legen med ord. Auden har brugt det udtryk, at "de spiller Gud over for ordene", og det er ud af dette spil, at digtningen vokser, ordet er jo grundlaget, men der skal mere til, man skal jo fange livet ind".

Tom Kristensen elskede hele livet at vende, dreje og kløve ord i sort snak. Gerne hele aftner og nætter, når han var i selskab med lige så barnlige sjæle som han selv. Sammen med gode venner kunne Tom omkring 1930 sidde på et værtshus og føre disse sorte snakke til ud på morgenstunden. Ofte var det i en monologagtig og helt standup-komisk form, hvor Tom bare behøvede et stikord - og en ny sjus - for at komme dybere ind i sprogets koglende skumring.

Men også ved højlys dag måtte man affinde sig med Toms lyst til ordpjatterier, som betød at ting ombring ham fik kælne og mærkværdige navne. Toms søn, Erling, der blev født i 1923, kaldtes aldrig for andet end "Toth" af familie og venner. Folk der hørte navnet første gang, tænkte straks på Knold & Tot, men studsede godt nok over den mærke lige stavemåde - Toth - hvilket dækkede over en snild fifty-fifty sammenstilling af noget fra fars og noget fra mors navn: To fra Tom og th fra Ruth.

Og så var der alle Toms hunde. I slutningen af 1920"rne hed en Sif og boede i Saunte. Den næste hed Mot og var fra Virum. Begge navne er simple endevendinger af betydningsfulde ord som Fis og Tom.

Det var hele dette uskyldige kolbøtteri med ord og stavelser - "lystige Svirp i Verdens-Sæbeboblen", som Tom kalder det i en lille forkastet strofe til sit digt "En Purpurprik" - som han og Bønnelycke oprindelig havde sluppet løs mellem hinanden. Det var orddelirium og orddille, og Tom og Bønne udnævnte sig selv til "ord-dillerister" og "ordgøglere".

Deres leg havde unægtelig ikke meget med den klassiske litteratur at gøre, som Tom til daglig støvede igennem på universitetet. Det var ren og skær terapi for stud.mag."en når det udsøgte selskab tørnede sammen og prøvede at forstyrre og forstørre sproget:

"Vi var lyrikere, og vi drøftede ord. Purpur, samme lyd to gange, sagde Emil, og jeg sagde ikke noget. Valmuer hedder ogsaa papaver, sagde Emil. Hud, hud, hud, sagde jeg. Det er skunte det bare knald viskelæder. Men da Emil en dag sagde: Kata-strofe, sort-strofe, sort tone, tav jeg overvældet stille".

fra Jens Andersen: Dansende stjerne (Gyldendal 1993)