­ samtale med Hans Sydow

Af Ralf Christensen

"I virkeligheden". Hans Sydow har hele vejen gennem vores samtale sagt "i virkeligheden". Ikke fordi Sydow er socialrealist, men fordi han hele tiden forsøger at indfange tingenes og især musikkens væsen ­ denne samling af bølgebevægelser, som rammer ører og krop og finder ind til det, nogle kalder vores sjæl.

"Musik er jo noget, der primært taler til maven. Hvis det virker, så taler det først til maven og så bagefter til hjernen."

Vi befinder os i slutningen af min samtale med den 33-årige komponist, producer og bestyrer af pladeselskabet Resonance, og jeg har netop spurgt ham, om der også findes en romantik i hans ellers meget rationelle forhold til musik. Svaret må kaldes et ja.

Jeg spoler tilbage. Starter. Nyder båndets susen. Lortediktafon.

Kommer du fra et hjem med klaver?

"Nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg startede med at spille tidligt. Jeg er født og opvokset i Billund. Jeg startede med at spille althorn i Legoland-garden, da jeg var ni, og jeg tror, det er dér min musikalske spleen begynder, fordi jeg havde to forskellige instruktører. Den ene var militærmusiker og den anden bigband-musiker, så fra en tidlig alder fik jeg to vidt forskellige musikalske inputs. Så det måtte gå galt."

Der var lagt op til musikalsk skizofreni?

"Ja. Jeg har det med musik, som Storm P. sagde: 'Musik er musik'. Det er måske i virkeligheden det mest præcise, der er sagt om musik. For i det øjeblik man begynder at mene mere om det, så siger man i virkeligheden mere om sig selv, end man siger om musik."

Hvad hørte dine forældre?

"Årh, Giro 413 og slagermusik."

Hvornår fandt du ud af, at dit forhold til musik var væsensforskelligt fra dine forældres?

"Godt spørgsmål."

Der er en pause på den susende båndoptagelse. Et magnetisk uvejr i baggrunden, mens Sydow kigger skråt op i loftet og tænker.

Hvordan komponerer du?

"Ikke i klassisk forstand med pen og papir ­ jeg er ligeså meget producer og allerede inde i produktionen, mens jeg laver musikken. Et konkret eksempel er 'Frøken Urørlig' fra Brødrene Gedicht-cd'en: Klaveret, der er med, er mine svigerforældres opretstående klaver i Odder, som jeg har optaget på diktafon, fordi det var det, jeg lige havde til at erindre musikken med. Jeg fandt så ud af, at der var en eller anden stemning, en eller anden autencitet over optagelsen, jeg kunne lide. Og den har så fået lov at overleve hele vejen igennem til den færdige sang."

Det er jo også en analog patina, som er umulig at programmere.

"Ja, vi er nået til et tidspunkt, hvor vi kan lave den perfekte lydoptagelse. Men det er ikke altid den bedste. Man skal gå ind i hvert enkelt tilfælde og stille spørgsmålet: Hvad er det, der tjener den her stemning bedst. Og det er helt rigtigt, at den skramlen og susen, der er i de gamle diktafoner, den kan man ikke efterligne."

Det handler om musik i bredeste forstand i Hans Sydows verden, om al lyd som musik ­ omkring os, i omgivelserne, imellem os, i sproget. Sydow opererer i krydsfeltet mellem håndspillet såvel som computerredigeret musik, det sungne, såvel som det talte ord, og det har ført til et samarbejde med digteren Christian Yde Frostholm ­ cd'en Mellem stationerne ­ til fortolkninger af Tom Kristensens digte på Glimtvis, og til føromtalte Brødrene Gedicht ­ en cd, hvor nationalkoryfæerne Povl Dissing og Rune T. Kidde blev sat i musikalsk stævne. Og nu til Entropi med fem rene Sydow-kompositioner, heriblandt den konkurrencevindende titelskæring.

Oplever du at du har fået en større forståelse af vort sprogs musikalitet gennem alle de her år, hvor du har arbejdet med det i musik?

"Ja. Det er jo en form for hjernevask. At gå en tur gennem byen efter at have siddet en hel dag med hovedtelefoner på og klippe et virvar af halve ord, det kan ikke undgå at farve ens måde at opfatte lyd og stemmer på. Jeg har en meget musikalsk måde at høre sprog på."

Glemmer du så nogle gange at høre efter, hvad der bliver sagt?

"Hehehe! Det synes jeg du skal spørge min kone om. Hehehe. Jeg lytter måske nok nogle gange på tværs af, hvad der bliver sagt ...

På et eller andet tidspunkt, kan man forestille sig at sprog bare har været lyde og rytmiske forløb, som så er blevet til det sprog, vi kender i dag. I virkeligheden kan man sige, at den musik jeg laver er et forsøg på at gå den vej tilbage igen: At skille sproget ad til bare at være lyde og rytmiske forløb ­ og så bruge det som byggeklodser i et univers som befinder sig mellem lyrikken og musikken."

Det er nærmest en fraktal måde at gå til værks på.

"Ja, dykke ind i hvert enkelt ord, ned i hver enkelt stavelse. En ting er, at der er en enstonighed i vort sprogs udtryk, men vi hører jo hver en lille nuance i det. Og de nuancer kan i virkeligheden godt udtrykke store indholdsforskelle, selvom de udtryksmæssigt er små."

Er det den tankegang, der også ligger bag din glæde ved minimalismen?

"Ja, helt klart. Man kan sige, at et værk som Entropi på sin vis afprøver hvor lidt materiale man skal have for at folde et helt værk ud. Sådan har jeg det også, når jeg arbejder med installationskunst. Jeg synes, det bliver uendelig uinteressant, hvis det står og buldrer og støjer. Jeg synes, det er sjovere, hvis det underbyder virkeligheden. Hvis der skal være en pointe med lydkunst, så må det være at gøre folk opmærksomme på det lydunivers, som vi har omkring os. Som de færreste i virkeligheden forholder sig til, og som derfor bliver til støj og stress. Men hvis man går ind og forholder sig til den lyd, der er, så finder man ud af at der er en rigdom af forskellige lydkilder, som lige pludselig bliver en symfoni, man kan forære sig selv på hvert gadehjørne. Ligesom John Cage gjorde med sit værk '4'33', som jo ­ i koncertsalsversionen ­ var en pianist, der kom ind og ikke spillede på klaver i fire minutter og 33 sekunder. Enhver kan jo opføre det værk, for det handler bare om sidde stille i fire minutter og 33 sekunder og opleve den lyd, der er."

Dele af dette interview har tidligere været publiceret i Dagbladet Information