Jeg lavede et stykke lyrisk merchandise af en 100% syntetisk ærmeløs bluse i guldlamé med drapering i halsudskæringen og trykknap i ryggen. Den var glitrende og grim. Jeg havde fået ondt af den og købt den for 30 kr. i en lokal genbrugsbutik. Siden havde jeg fået den syet om til en str. 36/38 og bl.a. båret den til en reception på Den Sorte Diamant i forbindelse med udgivelsen af Danske Digtere i det 20. århundrede (fig. 1) og på The Lab i forbindelse med den dansk-nordamerikanske lyrikfestival In the Making (fig. 2).

Jeg brugte superlim og applikerede tre bogstaver fra Universitetsparken i Århus, dvs. fra en skotøjsæske med kasserede bogstaver fra "de gule mure", som jeg havde samlet i løbet af min studietid og taget med mig til København.

Jeg limede bogstaverne M A H på blusen. H'et var hvidt som tænder i en tandpastareklame, A'et var skrammet, tefarvet og krakeleret, ligesom M'et, der desuden havde nogle røde streger af uvis herkomst.

Der stod H A M. Ham som ham jeg skriver til (ham som har magt eller ham som misbruger sin magt) eller som ham når ham er noget, slanger skifter, og ham som skinke på engelsk - ham.

Med andre ord tænkte jeg mig, at netop det ord betød noget forskelligt alt efter sprog, intonation og hvem, der bar blusen: En kvinde ville måske bære ham som en kærlighedserklæring (ham som ham hun elsker). Eller hun ville stå i grel modsætning til påskriften ham, da hun rent faktisk ville være hende og ikke ham. Ham ville kunne ses som hendes ønske om at tiltrække eller blive som ham eller som en kritik af, at hun skulle ønske at tiltrække eller blive som ham. En mand ville ligne en drag i glimmer, og blusen ville statistisk set være for lille til ham, men de tunge bogstaver ville insistere på hans køn (det ligner ham måske ikke, men det er ham). Uanset køn ville ham som slangeham og ham som skinke gøre det svært af afgøre, hvad bogstaverne henviste til - kroppen eller blusen, iklædningen eller den iklædte. Eller en anden; en som den iklædte eller udklædte således pegede på: Ham.

Jeg tænkte meget på ham, og jeg tænkte, at jeg kunne sælge dette stykke lyriske merchandise for 3000 kr. til en virksomhed, som så kunne trække beløbet fra i skat. Eller 30.000 kr. Eller 300.000 kr. Hvorfor ikke? Hvilken virksomhed ville ikke, tænkte jeg, betale prisen for sådan et selvbiografisk, samfundskritisk stykke lyrisk merchandise, der oven i købet kunne fortolkes forskelligt alt efter sammenhængen? Hvilken virksomhed ved sine fulde fem ville ikke, tænkte jeg, betale prisen, når blusen enten kunne udstilles på en af arbejdspladsens vægge eller (og det var min egentlige vision) udlånes på skift til de ansatte? Sammenhængen kunne selvfølgelig være noget ydre (et lille privat firmas vægge eller en international koncerns vægge), men - og det fandt jeg særligt subtilt - også indholdet, dvs. gruppen af ansattes kroppe, kroppe med forskellige størrelser, køn og lugte. Hvis, tænkte jeg; hvis blusen kom til at lugte af den enkeltes sved i en sådan grad, at det ville blive til gene for cirkulationen i gruppen - og dermed en trussel for de ansattes velbefindende i virksomheden - så ville de store bogstaver udgøre et praktisk problem, som imidlertid ville kunne løses i form af nænsom kemisk rensning. Ikke desto mindre er dette stykke lyriske merchandise endnu usolgt, hvorfor interesserede kan henvende sig på email kultmm@hum.au.dk.

fig. 3.
MM i guldblusen efter applikation af bogstaver fra nedrevne institutter. God pasform. Kan renses.