Som også i andre kredse er det i det politiske liv blevet almindeligt ikke længere at sige "jeg". I stedet bruges "man" - "Så kommer man i en situation hvor man..." - og dermed markeres en almenhed, som camouflerer at den talende meget vel kan tænkes at stå alene med sit synspunkt; at vi egentlig alle som udgangspunkt står alene og må appellere til gensidig forståelse. Bag "man" kan individets udsathed skjules.

Til gengæld siger efterhånden mange i den politiske verden "du", når de egentlig mener "man". "I et demokrati må du deltage i den politiske debat", osv. På den måde tvinges den der hører udtalelsen til at føle sig inkluderet. Det generaliserende, statistisk baserede udsagn binder nu enhver.

En mulig følge af disse forskydninger er at man - i stedet for "du" når man taler til nogen - snart vil gå over til at sige "jeg", en sproglig bemægtigelse af den anden: "..., er jeg med?"