Han træder ind i S-toget på Nørreport. Hold kæft, hvor er han latterlig. Han har blomster med. En buket i grimt papir og det er sikkert verdens grimmeste roser der gemmer sig derinde. Eller "dagens buket" med lyselilla asters og kvalmegrønt og lad mig lige stikke en finger i halsen. Men hun bliver sikkert henrykt. Hans smatso af en kæreste i Herlev eller Værløse eller Ballerup eller hvor sådan nogle smatsøer bor. Han vil stikke buketten i fjæset på hende og hun vil føle sig som Julia Roberts eller Meg Ryan eller Baby Spice eller hvad de nu hedder, alle de der latterlige ikoner for et latterligt begær. I get a pain in my ass. Jeg er midt i min hverdag, og den stinker. Hundehoveder, pattebørn og narrefisser.

Blidt genfødt sluses kroppen ud af nattoget på Centralstationen i Stockholm. Den navigerer gennem massen, den travle morgenmasse, men massen er ikke længere et computergrafisk mønster, et flydende geometrisk felt hvis brecher den kan forudse, så den selv bliver en lille neonfarvet brik på vej hen over skærmen. Næ, massen er pludselig mennesker. Men det går ikke, det går slet ikke, jeg er ved at vælte, min hjulkuffert slingrer, oh al for megen kærlighed ved sidste blik.

I Tunnelbanen kommer han ind, manden med blomsterne. Manden med sine papiromvundne blomster. Den unge mand med buketten. Hans skumplende ansigt skifter mellem vellyst og en vis strenghed. Han har en aura omkring sig af roman, eller i det mindste novelle. Tænk at være en mand i Tunnelbanen, tænk at være en mand på vej, tænk at skvulpe mellem vellyst og strenghed, tænk at have købt en buket blomster, tænk hvem han har købt den til.

I baggrunden af denne menneskemand står et par unge piger, som rører mig med al deres knopskydende verdensforventning, selv om jeg ved at i S-toget på Nørreport ville selv samme piger have været nogle hjerneblæste kyllinger fra de rådne københavnske forstæder, og hold kæft for noget lort de ville have snakket om.

Og derfor burde jeg sgu ringe til en eller anden Interflora i Langtbortistan og bestille blomster til Pia Kjærsgaard, den lede smatso.