frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

Sofia Scheutz' Trofé

MD | 9/10/04

Det begynder med en kvart Kirsten Hammann: "Varje morgon vaknar vi./Vi sträcker på oss,/vässar våra tänder/och börstar ur våra gevärspipor./Sedan går vi ut på jakt.". Illustreret af en blodrød krog og et ivrigt fiskegab. Sofia Scheutz' nye artist's book Trofé handler om jagten på lykken. Det er, som det hedder i forlagets katalog, en "korthåret bog om kravet om, at man skal opnå noget". At tilværelsen handler om at skaffe sig et passende trofæ - deraf selvfølgelig bogens titel.

Allerede før fisken og krogen tematiseres titlen af bogens plysbeklædte omslag, hvori er præget et sæt elggevirer. Trofæernes trofæ på den nordlige halvkugle. Og en markering af, hvad der venter læseren under bogens plyspude. Nemlig et skarpslebent ragnarok af kitschcollager og abrupte virkelighedsfragmenter i både tekst og billede. Kedsomhed, afslapning, desperation og ekstase. Pile, som forvirret løber sammen, opskrifter, skilte og lister. Måder at opnå noget, som fortælleren tydeligvis ikke helt ved, hvad er. Kontaktannoncer, jagtscener og hele rækken af banale beviser på liv: fingeraftryk, tandsæt, bryllupsbillede og ironisk (selv)portrætterende sentenser ("Hun levede med opvaskehandskerne på"). Trofé handler om at civilisere sig - ikke blot om morgenen, men hele vejen igennem. Bliver prosafragmenterne indimellem lidt slatne, rummer bogen rigeligt med uciviliseret billedstof til at opveje det. En fin indkøring i hverdagens grusomme tilforladelighed.

"For den, som helt vover at gå sin egen vej, findes der sjældent nogen vej tilbage", afrundes en anekdote om tusindkunstneren Ole. Uden kontrol, ingen eventyr er en morale, jeg godt tør udlede af bogen. Fordi Trofé selv er eksempel derpå - en udladning af stramt kontrolleret og komponeret frustration, galskab, banalitet og ikke mindst flintrende humor. Og fordi Scheutz selv sætter det på liste fra bogens begyndelse.

Og nu... op på hylden under "S" - et trofæ mere til samlingen.

 

<sverige>

Det enkeltstående bogstav

CYF | 6/10/04

Jytte Høys installation på Arken, Et historisk alfabet til dig (til 9/1 2005), mangler mindst halvdelen af det gængses 28 bogstaver. Sågar et betydningsfuldt medlem som P glimrer ved sit fravær! Men hun er tilgivet - det er et højst personligt alfabet, hun rækker videre til sit publikum: en bevidst pseudovidenskabelig associationsrække af ord som A-bombe, C-vitamin og X-rated repræsenteret ved store fold-ud-bogstaver og pop-op-bog-lignende opsatser med tilhørende ordforklaringer. Efter sigende sat i gang af den for mig svært begribelige forbindelse mellem Mondrians maleri Composition A og 2. Verdenskrigs D-dag.

Men som så ofte, når man overgiver sig og arbejder med materialet, bliver det blødere og mere medgørligt. Den omvendte Davids kropslige Y-form forbinder sig til en tekst om Y-kromosomet, ifølge hvilken det er kvinden, der er grundformen, ikke manden, hvilket igen via X-kromosomet forbinder sig til Brancusis skandaleombruste skulptur, Princesse X, hvis påståede kvindelige former umiskendeligt ligner mandens ædlere dele. Modsætninger mødes i de enkelte tegn, A-bomben modsvares af V-tegnets dobbelte "sejr og fred", og gymnastikpigens udfordrende V-spagat leder tankerne i retning af G-punktet og, ja, hvorfor ikke, prinsesse-sex? Jo, der er mange tråde.

I installationens største enkelttekst, der går omkring et hjørne, mødes cut-up'ede sætningsdele til en slags digt, hvis abrupthed meget præcist understreges af folden i midten af stroferne. Sproget bliver krop og skulptur, ligesom det var, da vi som børn præsenteredes for det. Idiosynkratisk lige fra første færd.

Men formmæssigt er Jytte Høys installation desværre højst u-personlig. Den bringer snarere mindelser om skoletidens temauger og plancheudstillinger. Et er, at formsproget er et rendyrket retromix af Mondrian og russisk avantgarde. Men hvordan kan en udstilling,hvis fokus er bogstavet, være så lidt æstetisk æggende, hvad selve skriften angår? Ikke engang skrifttypen Gill Sans har kunstneren vist aktivt valgt, den er blot en del af museets overordnede grafiske identitet...

 

 

Yellow Arrow - om psykogeografi og alternative byvandringer

KW | 5/10/04

De fleste storbymenneskers færden i byrummet er præget af de samme ufravigelige ruter. "Psykogeografi" (hvordan byens geografiske udformning påvirker individets psykiske reaktion) er en kunstnerisk strategi, brugt første gang af situationisterne (se tidligere plog) i slutningen af 1950'erne til at bryde den daglige navigationslogik og få øjnene op for storbyens skjulte relationer og potentialer.

Psy.Geo.Conflux er en årlig festival for psykogeografi, hvor kunstnere og storbyeventyrere stimler sammen i New York for via happenings, konferencer med mere at udforske byens fysiske og psykiske landskab.

Festivalens grundlægger, Christina Ray, laver formålsløse storbyodyseer ud fra tilfældige remser som for eksempel: "Take your first right, take your second left, take your second right, repeat." Festivalens skandinaviske deltagere, Anna Maria Bogadóttir og Malene Rørdam, genoptog med New Copen York Hagen en gammel situationistisk formel for byaktion, ved at at invitere på rundtur i NY efter et kort over København.

Festivalen annoncerede happeningen Yellow Arrow, der er blevet den helt store dille og efter sigende har bredt sine gule pile til LA, San Francisco og Chicago. Enhver, der befinder sig i NY kan udpege et sted - en detalje i bylandskabet - der gør en personlig forskel. Stedet markeres med en gul pil og ledsages af en kommentar, der mailes til Yellow Arrows. Hver pil har et kodenummer, som de forbipasserende kan indtaste på deres mobiltelefon for at modtage en sms med det udpegede steds personlige kommentar. Pilene peger i vidt forskellige retninger, på gode restauranter, en ukendt reggaeclub, op mod himlen eller på en let overset tekstbesked. Kommentarerne kan være politiske budskaber og opfordringer, digte, erindringer eller gådefulde invitationer som: Der er sneengle i café Likas have. Hold øje med dem, også pilene, måske kan de flyve over vandet!

 

<det offentlige rum>

Lyden af det digitale Babelstårn - Mark Hansen og Ben Rubins Listening Post

KW | 15/9/04

Hvordan lyder det, når 100.000 mennesker chatter på internettet? Det kan man opleve i videoklippene fra Mark Hansen og Ben Rubins multimedieinstallation Listening Post, der har vundet Ars Electronicas Golden Nica 2004 for interaktiv kunst.

Værket - et work in progress præsenteret på Brooklyn Academy of Music (2001) og Whitney Museum of American Art (2002) - er et gigantisk cut-up digt, der visuelt og lydligt besvarer den virtuelle kommunikations umådelige kvantitet. Et perlegardin af over 200 elektroniske miniatureskærme, der i real time fanger stumper af samtaler fra åbne chatrooms og nyhedsgrupper og bringer dem som serier af soundtracks og visuelle tekstarrangementer. Hver nyankommen besked ledsages af en ny tone, som får tekstbruset til at lyde som regn, vind eller syngende hvaler. Ordene bliver naturkræfter, skærmene pulserer og bølger biorytmisk af fluorescerende lys, mens en synthesizerstemme - roligt og uden indlevelse - læser bidder af samtaleflow'et, der handler om det, der nu interesserer verden, fra sex til krigen i Irak. En skærm bringer tekststumper, der alle starter med "I am": "I am hot girl", "I am 26", "I am British", "I am proud of not being British", "I am freezing", "I am all yours", "I am not really", "I am not so god with English". Banale, komiske og ensomme udsagn, der på grund af mængden, sammensætningen og formens ostranenie bliver næsten poetiske og i hvert fald tankevækkende. Er det sådan, vi lever i det 21. århundrede? Er det sådan, vi tænker og drømmer?

Det fine er, at man zoomer ind på ordene, samtidig med at man oplever den globale kommunikation som en summende babelsk musik fra outer space. Man ser for sig det enkelte menneske foran computeren, og man oplever hele verdensbyen, når den drømmer.

 

<digital poesi>

Det naturlige smil - eksperimenterende litteratur fra Gyldendal

MD | 14/9/04

En frivillig berigtigelse: jo, jeg var for hård ved Gyldendal, da jeg forleden her på sitet anmeldte deres udgivelse af Niels Lyngsøs Morfeus. Lyngsøs (skole)mesterværk er ikke den eneste eksperimenterende litteratur, forlaget har stået bag - jeg er kommet i tanke om et andet eksempel, tilmed et, jeg selv tidligere har omtalt.

Forventeligt skal man tilbage til tresserne. En tid, hvor alt vist nok kunne lade sig gøre. Jørgen Nash var i hvert fald en af dem, det kørte for. I 1960 udsendte han i samarbejde med sin bror, Asger Jorn, den, som han selv kalder den, "audiovisuelle kakofoni af fugle- og menneskestemmer", Stavrim, Sonetter. Året efter fulgte det illustrerede poesialbum, Hanegal, og i 1965 kom Det naturlige smil - den sidste på Gyldendal.

Det naturlige smil er en samling visuel poesi, "digte og decollager", om forbrugerisme - noget man gik op i i tresserne. I efterordet fortæller Nash, at bogen er "et forsøg på at skabe syntese mellem tekst og billede", og at den desuden er opstået i nært samarbejde med bogtrykkerkammeraten, Torben Eriksson. Det naturlige smil er et opgør med "Bauhaus-Tschichold-typografien", og samtidig et bud på et typografisk udtryk, som matchede nye orienteringer i samtidskunsten. Selv skriver Nash, at bogen "fremtræder i en udførelse, der nøje forbinder digtenes syntaktiske, visuelle, intellektuelle og akustiske indhold og udtryk med de grafiske løsninger.

For mig at se rummer Det naturlige smil et væld af løsninger, men ikke alle er lige interessante. Måske fordi de tekniske muligheder ikke var til mere. Måske fordi forbrugerisme ikke altid er lige inspirerende. Min favorit er det elskværdige "Tanker under tørrehjelmen".

 

 

 

Underbart äcklig?

CYF | 13/9/04

"Kunst vækker til tider afsky og anstød, samtidig med at den fascinerer". Sådan starter brochureteksten til Jake & Dinos Chapmans udstilling på Dunkers Kulturhus i Helsingborg, Äktenskapet mellan förnuft och elände. "Underbart äcklig!" står der ligefrem på en af sedlerne med publikums reaktioner uden for udstillingen. Jeg undrer, om det pæne lørdagspublikum, som med pokerface førtes rundt blandt plastichundelorte, lolitadukker og lemlæstelser, mon følte det samme? Personligt oplevede jeg, at den mægtige provokationslyst hos kunstnerne fuldstændigt slukkede mig. Nej, jeg bliver ikke fascineret.

Men bliver jeg provokeret i anden potens? Ikke mere end at jeg godt kan smile over den langt ude serie af splatterfilm, Sacrificial Mutilation and Death in Modern Art (1999), med hoppende malingsfyldte gummihandsker i hovedrollerne som Warhol, van Gogh, Serra og Pollock i diverse kunstneriske sex- og dødsakter. Her går humor og horror i al fald op i en højere enhed. Det samme kan vel også siges om de lange røde smileybannere i bedste nazistil, California Über-alles (billedet er fra en tidligere udstilling). De er til gengæld næsten så "elegante", at de helt falder uden for sammenhængen. "Lykkefascisme" taler Dunkers-kuratorerne om. Uskylden er ganske rigtigt - som tidligere nævnt - forlængst gået af det smilende fjæs.

Men måske ikke af de kære væsener, der - inciteret af en eller anden kunstpædagog - har skrevet deres umiddelbare tanker til tavlen (se også en beslægtet plog): "Så är det", står der på én. "Den onde cirkel" på en anden. Og på en tredje "Pizza". Det er heller ikke alle, der mister appetitten.

 

<sverige>

Urbølger

KW | 12/9/04

"...oh poet, give me something I may see and touch, and not what I can only hear", skulle Leonardo da Vinci have udbrudt. Den excentriske skotske konkretdigter Ian Hamilton Finlay har med sine mange digtgenstande og -skulpturer givet svar på tiltale.

Havet og alt, hvad dertil hører af skibe, sømand, sejl, fisk, bølger, klipper, net og stjerner, er Finlays yndlingsemne. I værket wave rock (1966) indfanges emnet i blåt sandblæst glas, som lyset kan skinne igennem, ligesom det gør gennem bølgen, der brydes mod klippen. Lyset bliver altså en del af værkets betydning. Ordet "wave" bølger sig spredt henimod ordet "rock's" faste ordformation. Digtets handling er, som Mary Ellen Solt pointerer i sin bog om den konkrete poesis verdensbillede, sammenstødet mellem de to ord, mellem to kræfter. For selvom det er indlysende, at klippen ødelægger bølgen, er der samtidig en energi i den, som udøver en mere subtil destruktiv indflydelse på den tilsyneladende stabile klippe, så ord slynges ud af linjen, uden af klippen mister sin soliditet, men til gengæld kaster vores øjne tilbage i modsat læseretning.

De små rumlige forskydninger i ordene får læserens blik til at bølge mellem to læseimpulser, mellem "wave"'s luftige bevægelse og "rock's" hårde stød ud i bølgens tilbagetrækning.

Bølgen dukker hyppigt op hos Finlay med bagudblik til den præsokratiske dramatiker Epicharmos, der mente, at der ikke fandtes en første ting i verden, men en urbølge. UNDA-skulpturen (1975) består af 5 stenblokke indgraveret med bogstaverne U, N, D, A i forskellige konstellationer, mens -tegnet (korrekturtegnet for "byt bogstaver") bølger i modsat retning og skaber turbulens såvel i læseretning som i bogstavernes rækkefølge. Sprogets og læsningens flydende former - mejslet ind i sten! Både kosmisk-smukt og ...uhyggeligt.

 

<konkret poesi>

Ordkvadrat/Volumen - Højholt performet

MD | 8/9/04

Fem-seks linjer når jeg hver gang. Derefter går læsningen i kludder, øjnene flakker forvirret efter et holdepunkt i den følgende linje, opgiver så, og jeg læner mig på ny koncentreret frem for at tage det én gang til fra begyndelsen: "der findes tilstande og ting som man kun lige netop nå". Og det må netop være ting som Per Højholts tekst "Ordkvadrat/Volumen" (1974), som den smukt er gengivet i faksimile i antologien Mellem ørerne - PERformer HØJHOLT (udstillingen slutter 26/9!). En tekst, hvor bogstav-intensiteten per volumen er så høj, at kvadratet næsten sprænges, og hvor rammen tilmed er nedsænket "forkert" over teksten, hvorfor der hele tiden forsvinder et bogstav sidst i hver linje.

Forsøger at læse over en lineal: "Hvad sker der efterhånden som flere og flere af vores/nerfaringer bliver billedlige og sproglige, uden at sp/og billedets genstand nogensinde dukker op for vores s/get og hvad med et fravær som rent faktisk altid aller/er der, repræsenteret af et billede og som ikke fremka". Forstår nu, at det ikke blot er enkelte bogstaver, der mangler, men hele sprogbrokker, som er faldet ud. Linje for linje går det nu alligevel at skabe sammenhængende udsagn. "Ordkvadrat/Volumen" både handler om og er sprog, billede og betydning. Poetik og poesi på en gang. Mærkeligt meningsløst sludder, der minder om samplinger fra egne eller andres teoretiske essays og mere alvorlige overvejelser om forholdet mellem udtryksform og motiv.

"Ordkvadrat/Volumen" både viser og fortæller, hvordan "billeddynger hele tiden blæser gennem vores hoveder", at billeder hele tiden findes, men også at de først for alvor bliver til, når vi retter vor udtryksform - skrift eller kamera - imod dem. Som det hedder ikke-afrundende: "Den billederfaring kan med tiden/forandre vor skrift til en skrift uden tegn for ande/en skrift så tæt på at den blir billedet og tingen og/det som sker og det vi gør. Enhver skrift uden hensigt/dækker hemmeligt over denne utopi, som den ikke afsløre".

 

<konkret poesi>

 

Algoritmiske skrifter

KW | 3/9/04

Den brasilianske webkunstner Giselle Beiguelmann er en af pionéerne inden for den genre, hun selv kalder "art while doing other things", kunst til byrummets "cybride" "in- between-situationer". Hun var den første, der udviklede et kunstværk til mobiltelefoner: Wop Art (2001), som består af computerdesignede glyffer (se tidligere plog). Alle hendes værker udforsker den digitale skrift og dens perception, mest omtalt er nok det prisbelønnede The Book after the Book, et webessay om at skrive og læse online, inspireret af Borges' Bogen af sand.

Ofte udfolder hendes værker sig i flere medier samtidigt, undertiden også over en længere periode. Således Poetrica, der blev søsat i Sao Paolo i 2003 og afsluttet i Berlin i 2004 på P0es1s, Digitale Poesie. Projektet rummer en serie visuelle digte, No-Poems, skrevet med ikke-fonetiske skrifter (dings og system-fonte), skabt på baggrund af algebraiske udregninger og derfor også med et distinkt algoritmisk udseende. Hvert no-poem har som titel den ligning, der blev indtastet før de matematiske operationer, samt en kolofon, placeret under digtet, med fontens navn, størrelse og eventuelle vektor-effekt.

Derudover består Poetrica også af publikums tekster sendt via sms, web og wap, skrevet med de samme ikke-alfabetiske fonte som de nomadiske digte (et andet ord for no-poems) og publiceret via mobiltelefoner, computer, digitale print, dvd eller elektroniske billboards rundt omkring i Sao Paolo og Berlin. "Andengenerations originaler" kalder hun disse visuelle beskeder, som alle er omformateret og gemt som noget nyt, men indeholdende samme, nu blot krypterede, information. De fleste gemte på private kærlighedserklæringer.

Fontene er aldeles gratis. Dine digitale kærlighedsglyffer kommer ganske vist ikke til at lyse på himlen i Berlin, men det kan være, de tager kegler hos den rette!

 

<digital poesi>

 

Ordperformance - Veronica Austens webessay om digital poetik

KW | 27/8/04

"All language is visible when read", har forfatteren Charles Bernstein sagt. Men hvordan forandrer visualiteten sig, når man skriver på skærm i stedet for på papir? Det er emnet for Veronica Austens flashbaserede essay Writing Spaces. Performances of the Word - en i bedste essayistiske forstand personlig, akademisk, poetisk og ikke mindst performativ undersøgelse af en visuel-digital poetik. Det er, hvad man kunne kalde en tekst-film om sproget med ordene som skuespillere, bygget op med tre scener: Hands off, Public Arts og The Gives, men også med introduktion, konklusion og litteraturliste som i en opgave.

Essayistisk er også den nuancerede tilgang: computeren har givet skriften bevægeligheden og friheden til at operere i alle retninger og derved ændre på vores konventionelt betingede læseretninger, men den har samtidig sat en glasrude mellem den udøvende og skriften. Den har skåret den kropslige - erotiske, ville Roland Barthes kalde det - forbindelse mellem hånden og sproget over. Til gengæld viser essayet, hvordan computeren kan give ordene krop og lade dem danse afsted som flygtige og foranderlige skulpturer på et lige så flygtigt kanvas.

Austen fortæller ikke noget, vi ikke ved. Men hun viser skærmskrivningens sansninger og perceptioner i en fortættet og forklarende udgave og peger dermed på det store gestiske potentiale, computeren har skænket. Og så har hun endda ladet lyden ligge.

De små effekter og nuancer i billederne er de bedste: en langsom toning af lys, en skygge der falder. Eller en svag sitren, en kuldegysning, der går gennem ordet. Og så kan jeg pludselig alligevel mærke bogstavernes bevægelse i mig, selvom jeg ikke kan røre ved dem.

 

<digital poesi>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt | temaerlinks | rss (?)
 

 
poesi
visuel