frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

 

Den usynlige tekst

CYF | 24/3/05

I serien af lydpoeter er vi nået til Christian Bök, som Deres udsendte fik lov at opleve på Verdenspoesidagen i Stockholm i mandags. Det skandinavisk klingende navn snyder, eller rettere, Bök selv har snydt lidt: han har forvansket sit noget belastende borgerlige navn, Christian Book, og er i øvrigt pærecanadisk.

Men en endnu mere tungtvejende grund er nok hans store forkærlighed for Kurt Schwitters. Aftenen inden poesidagen foredragede Bök sammen med Juliana Spahr (USA) til et OEI-arrangement, hvor han også gav sin egen hi-speed-version af Ursonaten. Rygtet vil vide (bare det taler sandt!), at en optagelse snart bliver tilgængelig på det norske Ny Poesi.

På Kägelbanan gav han blandt andet uddrag fra serien Eunoia, hvor hver tekst kun gør brug af én vokal - en spilleregel, der på indholdssiden giver et underfundigt resultat, men som oplæst bliver helt hysterisk. Rent visuelt kan det give én fornemmelsen af, at vokalerne ikke blot er det, der tilføjer skriftsproget stemme, men også farve. Disse tekster er klart monokrome. Og Brian Kim Stefans' enkle flash-fortolkningaf E-kapitlet forstærker i øvrigt kun fornemmelsen.

Stockholm-arrangementets fine detalje var, at de udenlandske digteres tekster blev projiceret på bagvæggen, hvilket ikke mindst gav mening for Niels Lyngsøs Morfeus-figurdigte. I lang tid fik vi også lov at følge med i Böks tekster, men til sidst stod skærmen blank. Lydene blev stadig mere uforståelige og rytmeboksagtige i en grad, så det var svært at tro, at de faktisk kom ud af munden på ham, eller på et menneske i det hele taget. Men også, at det stadigvæk var tekst. Hans øjne blev ved at følge noget på A4-arket, og på et dramatisk tidspunkt vendte han brat bladet. Jeg har sjældent være så nysgerrig efter at se manuskriptet.

 

<sverige>

En gammel digter i aktion

CYF | 14/3/05

At opleve en kunstner som Bernard Heidsieck, født i Paris 1928 og aktiv med sine lyddigte siden 1955 og med sin poésie action siden 1962, på hans første Danmarksoptræden, i Møllegade i marts 2005 - det er en af de oplevelser med litteraturen live, som man bærer med sig. Når poesien kommer op at stå på benene, bliver løftet ud af bogens klæde, som han selv har sagt. 1928, 2005... ikke sært, at manden var en anelse forpustet efter at have performet sin uendelige digtbane om Vaduz, hovedstaden i Liechtenstein, der må være et af hans glansnumre. I versionen på UbuWeb varer det tolv minutter, i København nåede det ham fra top til tå.

Digterens øvrige papirer - som han med jævne mellemrum forsøgte at bringe orden i, som den bankmand, han har været det meste af sit liv - var gulnede og havde rundede kanter efter at have været i sving igen og igen. De blandt publikum, der ikke forstod fransk, beroligede han på engelsk med, at de fransktalende heller ingenting forstod.

Men de fattede en lyd, gjorde de, for det her er et universelt sprog. Ligesom danske T.S. Høeg, der meget passende agerede enmands-opvarmningsband ved hans to optrædener i byen og også akkompagnerede ham, betjener Heidsieck sig af gentagelsen som et afgørende instrument. Han læser i munden på sin egen stemme på cd, forskudt og kakofonisk, og repeterer de samme sætninger, så man tror, papiret har sat sig fast. Langsomt flosser sproget op.

Aktionspoet, lydpoet, men selvfølgelig også visuel poet, de ting er nu engang forbundne. Se for eksempel første side af Bogstavet S fra hans omfattende alfabetbog Derviche/Le Robert (1998). Antallet af udstillinger, udgivelser og genudgivelser i disse år røber, at han er mere på højde med tiden end nogensinde.

 

 

 

Uendelighedens formsprog

KW | 11/3/05

Det er en både paradoksal og stimulerende opgave, en række kunstnere fik, da de blev bedt om at behandle temaet uendelighed til en udstilling om visuel poesi og bogstav-inspirerede værker.

Den fysiske del af udstillingen Infinity finder sted i hele marts måned i Lehman Hall, Harvard Universitet. Heldigvis kan vi, der er geografisk forhindret, opleve udstillingens online-version. Og helt ærlig, en udstilling om uendelighed bør da heller ikke lade sig afgrænse af tid og sted!

Kuratorerne forklarer i introduktionen, at "rent sproglige defintioner af uendeligheden har det med at lukke sig om sig selv og ironisk nok ikke føre nogen steder hen". Spørger man derimod konkret: "hvordan ser uendeligheden ud? " - ja, så spørger man automatisk: "hvordan inkorpereres uendeligheden i værkets formsprog?"

Stilistisk er svarene uendeligt forskellige og spænder fra Donna Kuhns video-danse-performance "Hairspray Language" - over Nick Carbos tredimensionelle interaktive digtinstallation, hvor det fysiske publikum kan følge de farvekodede ord, som danner et digt - til mIEKAL aNDs ulæselige budskab på en hønsefjer skrevet med en font fra et rumænsk apokryft manuskript fra 1500-tallet.

Ikke overraskende optræder velkendte uendelighedsmetaforer som cirklen, spejlet, havet, møbius-båndet, musekarusellen, babel-sproget og labyrinten. Diskursen er ofte filosofisk som Christopher Frittons Gadamer'ske sprogspejl, der reflekterer alt eksisterende og ender med at være tæt på Duchamps forestilling om den fjerde dimension - spejlingen af tredimensionaliteten.

Spørgsmålet er jo vidtløftligt, og det bliver svarene naturligvis også, men på en håndgribelig måde. Som Shin Yu Pais synstest, der tematiserer, hvor mangefoldigt vi ser og opfatter verden. Og Geof Huths konkretistiske digt, hvis kyrilliske bogstaver viser sprogets uudslukkelige skabelse og dermed betydningens grundlæggende virtualitet.

En fin udstilling på et højt niveau, der viser, at de store og dybe spørgsmål med fordel kan afsøges på overfladen!

 

<digital poesi>

Stickerens oprindelse?

CYF | 9/3/05

Som det allerede har været nævnt, er graffitien, modsat hvad man måske skulle tro, ikke særlig udbredt i Japan. En venlig sjæl blandt de indfødte gav mig ellers tippet om Roppongi-tunnelerne i Tokyo, men ak... da vi sammen søgte på nettet, var de eneste henvisninger, der dukkede op, til triumferende billeder af nedvaskningen. Selv ikke her findes der længere den slags griseri. Og det er præcis det velsignede ved gadebilledet på disse kanter -ikke en hundelort, ikke et stykke slikpapir - der naturligt nok har bagsiden: ingen kreative løjer.

Men der har åbenbart været mere snavsede tider. Og måske udspringer street art'ens stickers faktisk fra Japan. Det føles i al fald fristende at drage den konklusion.

Senjya fuda - "tusind-skrin-mærker" - hedder de små bogmærke- eller exlibris-agtige tryk, som havde deres storhedstid i det 18. århundrede. Man brugte dem i bedste Kilroy-stil til at markere, at man havde været ved de hellige skrin med sine votivgaver, og man havde særlige teleskopstave, så man kunne fæste dem højt under porte og tage. Det betød naturligvis lykke at gøre det. Og som en lille bog, der viser det bedste inden for genren, kan fortælle, blev de hurtigt prestige- og samlerobjekter.

For mig at se er der ikke langt fra disse navnelapper, hvoraf en del tilsyneladende også handler om selve opklæbningssituationen, til graffiti-tag'ens selvpromovering og -henvisning.

Nu er opklæbning af pilgrimsmærker forbudt de fleste steder af hensyn til de gamle helligdomme og erstattet af sedler, som man køber med hjem, hvis ikke man bare tager et foto. Men man finder dem trods alt stadig de særeste steder (se også lysbilledshowet), og folk får dem stadig trykt til for eksempel at mærke deres ejendele med. Smukke sedler, der pisser territoriet af.

 

<det offentlige rum>
<japan>

 

På fransk visit i Japan (eller fremtiden) - Tokyo Reengineering

CYF | 7/3/05

Om så man savner Japan, fordi man har været der, eller netop fordi man aldrig har, så er Tokyo Reengineering en billig måde at tage lidt af trykket på. Eric Sadin og teknikeren Gaspard Bébié-Valérians værk løb på sidste års franske Flash-festival af med Centre Pompidou-særprisen, hvis tema var "de iscenesatte ord". Det er skabt til udstillingsbrug, men kan for store deles vedkommende opleves på nettet.

De ikke-franskkyndige kan snyde og skippe introteksten om, hvordan de ny teknologier har omstruktureret tekstens verden, og rykke direkte til det metroagtige kort og se, om de kan fange nogle af links-ordene med musen og mon ikke også et par af gloserne undervejs. Til fulde at nyde samspillet mellem ord, billede og interaktion er selvfølgelig svært.

Ord-iscenesættelsen er både original og varieret og som sådan i sig selv en by af sprog og ny teknik: Allestedsnærværende logoer i en flimrende film ("man pudser næse i et logo", "man spiser et logo"), firmanavne i uendelige gentagelse - her arrangeret som et brætspil, hvor hvert felt er endnu et møde med samme MITSUBISHI - internetcaféers rækker af skærmteksters intime beskeder, flyers, der bliver rakt imod én i det uendelige... indtil den uundgåelige svimmelhed.

I Wi-Fi-afdelingen samler man selv trin for trin sætninger i stilen: "trådløst>i en bås>på toilettet>spiller man>med en på det tilstødende>toilet". I hurtigtoget Shinkansen vælger man sæde og afdækker langsomt, hvad folk bruger af (ofte elektroniske) hjælpemidler til at slå tiden ihjel. Og under Sushi kører teksterne rundt og forbi én som stykkerne på båndet... mmm.

Man er turist i Tokyo, omgivet aibo-robothunde, patchinko-spillehaller og karaoke (syng selv med), kort sagt klicheen, der jo alligevel rummer en vis del af sandheden. Endnu en gang den uforstående fascinerede betragter. I fremtiden?

 

<digital poesi>
<det offentlige rum>
<japan>

Indholdsløshedens kommunikation

KW | 25/2/05

Er tegn, der ikke betyder noget, virkelig helt indholdsløse? Kan man forestille sig abstraktioner uden relation til den virkelige, betydende verden? Begynder abstrakte tegnbilleder ikke altid at antage nye former og mønstre - og dermed nye ansatser til kommunikation?

Den svenske billedkunster Kristofer Hultenberg (se også Gode intentioner og Geist her på Afsnit P) har på forlaget Space Poetry netop udgivet en smuk og omfattende samling af indholdsløshed med den passende titel I'm sure Not. I pressemeddelelsens modernistiske udlægning er de grafiske asemiske former en tematisering af "den fremmedgørelse, som kan erfares i mødet med en kompleks og svært definerbar virkelighed." Tidligere har Hultenberg selv kaldt sit kunstneriske princip for afvigelsen.

Og billedformerne afviger fra genkendelig betydning, men man skal ikke dvæle længe, førend de begynder at minde om velkendte former i en ellers ret så alternativ tegnefilm, der gestisk spænder fra rolig symmetri til larmende kaos, stilistisk fra 60'er minimalisme til computerspilsæstetik: diagrammer, skærmflimmer, flysæder, landskaber, telefonmaster, planeter, eksplosioner, dna-kæder og andre mikroskopiske størrelser. Ofte støder formerne sammen, går i opløsning - eller bliver til. Og midt i al tumulten er der rene flader, hvor øjet kan finde ro. Der opstår noget næsten kosmisk over former, der ikke betyder, ikke efterligner, men alligevel udtrykker sig, som om de er i færd med at starte helt forfra. Disse er så afgjort noget andet end det, man kender. Men man genkender dem, selvom man aldrig har set dem. Og dialogen er i gang.

Hultenbergs grafik giver masser af plads til den samtalepartner, der bider på. Det er et småsyret univers, der får det til at prikke i mine nervebaner som en kognitiv massage, der sender blod ud til forladte hjerneceller, så verden kan fremstå på endnu en ny måde - let og luftig, befriet for al modernistisk Weltschmertz.

 

 

Eyes of Laura

KW | 22/2/05

Weblog'en er i kraft af nettets mange indbyggede udtryksformer en genre med uanede æstetiske muligheder. Alligevel er det sjældent at støde på eksperimenterende blogs, hvor video, lyd og billede taler sammen. Det er oplagt at udnytte bloggenrens præg af fiktion og fortælling, dens iscensættelse af en rolle. Jeg kunne derfor ikke andet en spærre øjnene op, da Jim Andrews i et nyhedsbrev varmt anbefalede Eyes of Laura.

Laura arbejder som vagt på Vancouver Kunstgalleri, hvor hun udnytter adgangen til museets webkameraer og på sit private site lader publikum se, hvad hun ser. "Undertiden overvejer jeg, om der sker mere, fordi jeg kigger, eller om begivenhederne arrangerer sig selv til ære for mig", siger hun i dagbogens start, der er dateret 1/9 2004. Laura er på tasterne med få dages mellemrum, inklusive videoklip fra dagen, fotos og lydmateriale. Undertiden taler hendes stemme, mens hun skriver: "Jeg er i to verdener på én gang, ikke rigtig i nogen af dem. "Det er ret mystisk det hele, de underlige ting, der sker omkring museet, genkommende personer, spor der dukker op, bånd der bliver sendt til hende. En Paul Auster-stemning, hvor vi ikke aner, om det er sandt, eller det blot foregår i hendes hoved. Alle referencerne - til filmen Blow-up og andre fiktioner, hvor beskueren selv bliver iagttaget - opbygger automatisk vores forventninger til Lauras og hendes verden. Jeg kan umuligt holde øjnene væk.

Skarpe ører har opdaget, at det er video- og lydkunstneren Janet Cardiff, der står bag Lauras øjne. Hun er især kendt for sine bemærkelsesværdige audiowalks, som hun har arrangeret verden over blandt andet i kunstmuseet Lousianas park. Det er Cardiffs plan, at projektet skal løbe over otte måneder - meget kan endnu nå at ske!

 

<digital poesi>

 

Robotype

KW | 12/2/05

Digteren og Ubuweb-manden Jerome Rothenberg har engang givet en poetisk beskrivelse af bogstavernes liv: "Bogstaver og ord er stjerner på sidens hvide himmel... Bogstaver mødes på siden for at danne ord. De står sammen i grupper og synger. Diskuterer deres respektive betydning. De husker, og de glemmer."

Kurt Schwitters var en af de kunstnere, der holdt af at møde bogstaverne, når de er i færd med at glemme. Det typografiske eventyr Fugleskræmslet (1925), som han designede i samarbejde med Kate Steinitz og Theo van Doesburg, er nu inspirationskilde for det typografiske bogstavprogram Robotype, skabt af det spanske designerteam Inklude. Så vidt jeg kan gennemskue, har de også skævet lidt til de australske brødre Lycette og deres Not my type!

Robotype inviterer til leg og udforskning af bogstavernes grafiske former, til at tegne, designe, komponere, skabe... Det er et paradis for legebørn, og ikke mindst bogstaverne selv, der frit kan boltre sig som foranderlige billeder og bogstavrobotter.

At tegne er at se var titlen på en rigtig kreativ kultbog fra 80'erne om frihåndstegning. Her kunne man lære at tegne med højre hjernehalvdel, blandt andet ved at vende motivet på hovedet for bedre at se formerne som former.

Jeg under alle børn i de små klasser, som møjsommeligt disciplineres til at standardisere deres skrift - til at trække g'et ned i kælderen og k'et op på loftet - at få lov til at vende og dreje bogstaverne i Robotype for rigtig at se dem. At gøre dem små og store, at opleve det enkelte bogstavs uendelige visuelle potentiale i uendelige kombinationer med de andre bogstaver. Måske har vi alle en indre visuel digter! Her er i hvert fald en mulighed for at undersøge sagen.

 

<digital poesi>

Kropsgraffiti

KW | 11/2/05

Arkæologer mener, at de første bosættere i Japan, Ainu-folket, var tatoveret i ansigtet. I japanske gravkamre har man fundet Haniwai, små lerfigurer med ansigtstatoveringer, formentligt med det formål at markere social rang og at holde onde ånder væk. Senere blev ansigtstatoveringer brugt til at afstraffe kriminelle. For at skjule kainsmærkerne dækkede man dem med ornamenter. Det var starten på den siden hen højtudviklede japanske tatoveringskunst.

Basale former for kropsindridsninger finder man i alle oprindelige kulturer. Mærker, som udtrykker en symbolsk forbindelse mellem individet og det kulturelle fællesskab og derfor ofte involverer navnet. Måske har navnene, som Karl Young siger i sit essay om tagging, spillet en vigtig rolle i udviklingen af sproget. "Tatoveringer var sandsynligvis en af de tidligste former for visuel poesi og kroppen den oprindelige baggrund for bogkunst."

Pigen fra CherryVegas Flickr-serien Tokyo Streets er en levende graffitivæg. Hendes ansigt er malet med gamle japanske tekster, der knytter sig til hendes familie og deres navne. En kvindelig pendant til den kinesiske bodyartperfomer Zhang Huans skriftritual. Hele ansigtet er gennemført æstetisk komponeret: den på én gang udviskede og distinkte kalligrafi virker sammen med den grafiske, asymmetriske frisure, de kunstige, skævt placerede øjenbryn og det udtværede blæk på munden. Det viser spændingsforholdet mellem det udviskede og det blivende, mellem flygtigheden og tilhørsforholdet til den japanske tradition, den familiære identitet eller storbystammens.

Mange digtere har benyttet tatoveringen som en metafor for forbindelsen mellem noget, der på samme tid er permanent og udvisket. Denne dobbelthed er grundvilkår for graffitikunstnerne, der verden over besværgende tatoverer storbyen med deres flygtige tags. Og dem er der i øvrigt ikke mange af i Tokyo. Ansigtskalligrafien er en genial form for legal storbygraffiti, der forbinder narcissistisk, tribalistisk street life med gamle kulturelle traditioner. Og den er vanskelig at overse!

 

<det offentlige rum>
<japan>

 

Valgplakater - de kedelige, de kunstneriske og de virkelig sjove

CYF | 4/2/05

Jeg staver til det igen og igen, mens jeg cykler gennem København: A-V, A-V. De samme to bogstaver. Lige ondt gør det hvergang. Et temmelig fattigt alfabet. Og selv om jeg prøver at glæde mig over, at den hendødende lygtepæls- og plankeværksplakat får en slags revival i den svære valgsituation, endda med bogstaver som undertema, er der ikke megen trøst at hente. Der er ingen hverken flotte, sjove eller fantasifulde, hvis man holder sig inden for partiernes. Et par håndmalede F'er er de eneste med en smule personlighed, jeg har spottet.

Og de rigtige kunstneres egne forsøg er desværre heller ikke så opmuntrende. I al fald ikke, hvis man kikker på Unge Kunstnere og Kunstformidleres "alternative" valgplakater. Den sympatiske drøm om at gøre kunsten til et såkaldt "valgtema" ender med at gøre næsten lige så ondt, i de krummede tæer. Det er en genre, kun folk som Superflex rigtigt mestrer - tænk på deres FOREIGNERS-plakater, som jeg i øvrigt netop så parodien på: "Please Don't Leave Us Alone With Superflex".

Nej, her giver gadens parlament (hvornår kan man stemme til det?) klart mere smæk for skillingen. Både med deres befriende forargelige indgreb i de allerede eksisterende opslag - fra de nemme spraynæser og overskæg til de fjollede talebobler ("Så blev jeg alligevel til noget, mor!") og sjove grønne C-dyr - såvel som de helt igennem hjemmegjorte som den guddommelige rullepølse på Enghave Plads.

Men når det virkelig handler om budskaber, så har kun én virkelig rørt mig. En, der hudløst ærligt handler om, hvad det alt sammen handler om. PENGE. Det skulle vel ikke være liste P?

 

<det offentlige rum>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt | temaerlinks | rss (?)
 

 
poesi
visuel