frem i plog'en

plog-oversigt

pshots

kommentér plog'en

andre blogs



 

Pshotting through the world

KW | 21/9/05

For nogle af os er pshotting blevet en feber og digitalkameraet vigtigere end penge, pas og pessar. Det er blevet en ny måde at flanere på, at aflæse byrummet på og med blikket konstruere ny betydning på. Og gerne på cykel. Det går så blitzagtigt hurtigt, at man ikke altid kan følge med, men må lade underbevidstheden arbejde for sig. Spotter man billedet med den skæve, poetiske eller (tragi)komiske betydning, må man standse op og forevige det.

Kunstnerduoen TNWK (se tidligere plog) var i 2002 artists-in-residence i byen Exeter i forbindelse med dens årlige tEXt-festival, hvor de skrev gåder rundt omkring i byen, blandt andet på postkasser, vejskilte og pengeautomater. Deres ugelange gennemtrævling af byrummet resulterede i en dynge af fotos og videoer af byens enorme mængder af tekst og tegnvokabularier.

Ved at bruge alfabetet som et enkelt - og særdeles velfungerende - grid komponerede de en lille video, som var deres personlige abc over Exeter anno 2002. Associativt struktureret, ofte med metaudsagn som "trance", "link", "cruise" - og musikalsk klippet, i så hurtigt tempo, at billederne kun tilnærmelsesvist kan opfattes i deres helhed, men snarere perciperes førbevidst og forskudt. Aflæsningen af billeder og tekst synes at kræve en særlig udspændt opmærksomhed.

En fem minutter lang sanseflossende storbyrus, men også poetisk og eftertænksom, især klippene af byens mange fremmede øjne, der ser mønstrende på én, samtidig med at de registrerer, at de selv bliver set. Som i Kassandra Wellendorfs smukke eksperimentalfilm Invisible (2004), der - i et helt anderledes langsomt tempo - blotlægger ventetidens kropsudtryk og -bevægelser.

Abcedary bliver udstillet på Bury Art Gallery indtil 27/11 som en del af Bury Text Festival.

 

<det offentlige rum>
<digital poesi>


 

Skraldespande i dialog

KW | 20/9/05

Jeg har allerede i en tidligere plog propaganderet for The Text Festival i Bury (en mindre by tæt på Manchester), som har sat år 2005 af til at undersøge, hvordan man kan skabe ny poetisk betydning i en offentlighed, der allerede er plastret til med skrift og tegn. Fra reklamer til vejskilte, fra global branding til digital kommunikation. Byrummet og de mange medier er blevet en gennemgribende visuel og sproglig baggrund, vi alle eksisterer ud fra.

En række nationale og internationale kunstnere bidrager i løbet af året med tekst-eksperimenterende værker og events i Bury og omegn. Kunstnerkollektivet TNWK (thingsnotworthkeeping) fik i juli måned skraldespandene til at tale ved at iklæde dem posters med et foto og for nogles vedkommende et bogstav, som igen gik i dialog med et ord på fire bogstaver. Throwaway Remarks - Bury Is A Four Letter Word var projektets fulde titel. Ord som "mean", "last", "copy", "gate" og "bury" spillede pingpong med omgivelserne og udfordrede derved en steoretyp tolkning af ordet. Som det lyder i introteksten om ordet BURY's flertydighed: "Man begraver sine elskede, sine værdier, og man begraver sit forbrug".

Skraldespandene udgjorde et anagrammisk spor gennem byen, som også passerede byens trafikknudepunkt, busstationen, hvor fotos i posterstørrelse af skraldespandene var installeret. Undervejs i processen bad nogle af indbyggerne om at blive fotograferet ind i projektet, og det blev de, selvfølgelig. For TNWK's projekter bygger på folkelig værdidebat og interaktion, og busstationsplakaterne kan ses som et samtidsportræt af byens værdier.

Underliggørelsen af skraldespandene appellerer (som vores egen skraldeudstilling) til diskussion og refleksion over affaldets væsen: Hvad og hvorfor smider man væk. Og ingen tvivl om, at TNWK har det ligesom en vis anden, der for nylig har udtalt: Kan man lide affald, så kan man lide affald.

se også p-kælderen

 

<det offentlige rum>

CPH REMIX was here

LW | 19/9/05

Jeg var som sagt ærgerlig over at gå glip af udendørspremieren på CPH REMIX (se også KWs omtale), men det var nu også en særlig oplevelse at se filmen i Culture Box.

Ulrik Gutkins og Runar Gudnasons poetiske dokumentarfilm handler om København, set fra street artens skæve og frodigt voksende vinkel. Filmens funky-poetiske univers kommer i stand takket være en dynamisk jævnbyrdighed mellem meget smukke optagelser og et ret selvstændigt musikspor.

Et af filmens pointer er, at tilskuerne (i hvert fald dem, der sad i Culture Box' sækkestole) genkender fragmenter af byen, som man midt i vrimlen paradoksalt nok tror er usynlige for andre. Fordi street arten heldigvis er så u-kanoniseret og u-hierarkiseret, får man lov at have de lavmælte tegn for sig selv. Hvis man senere kommer til at tale om værkerne - eller ser CPH REMIX - bliver bylandskabets åbenbare og diskrete fællesskab tydeligt. Killroy was here, men CPH REMIX demonstrerer, at det var vi også.

Foruden mange tilfældige københavnere (som man får helt varme følelser for) har filmen to hovedpersoner: den storbyimprægnerede street art-kunstner på sin longjohn gennem gaderne og den kommunale anti-graffitti-mand, der kører rundt og vasker kunsten væk. Eller som én udlagde det: Gør murene klar til nye værker. Det er kongeniale portrætter af to coole håndværkere, der arbejder på hver sin side af kunsten.

Det eneste, der ikke fungerer i filmen, er den tredje figur, en kvinde ved navn Anne, der leder efter en anden kvinde, Anitzka. Jeg har senere fået forklaret, at det vist er sig selv, hun symbolsk leder efter - ikke at det gør det bedre. Men lad os ikke hænge os i det, for det er en smuk og virkelig godt set film. Lad os håbe, DR snart opdager den.

 

<det offentlige rum>

 

At læse med følesansen

KW | 9/9/05

Det fænomenalt lækre og eksklusive svenske tidsskrift Fabrik skal (også) opleves med følesansen. Det nyeste nummer er en særlig lækker pakke, hvor gaverne bare vælter ud. Når det hvide bånds forsegling løsnes, og papiret pakkes op, viser omslaget sig at være et billede af Kaspar Bonnén og en billed-/tekstfortælling af Karin Solbjerg, med tekster af Kaspar Bonnén, Pedro Carmona-Alvarez og Kurt Johannesen på den anden side. Inden i pakken er der fotografier, tegninger og kollager af en række nordiske billedkunstnere. Nogle i små fortællende serier, nogle med associationer imellem værkerne, som man selv kan fabulere videre på.

Jeg associerer frit fra de mange tegne- (og skrift)streger hos Bonnén og Astrid Svangren til hårtemaet i Karin Solbergs lille venindeportræt: det lyse hår friseret kærligt af den mørkhårede kvinde, mens det mørke hår sidder fast i væggen eller meget voldeligt trækkes gennem en dør. Videre til Gunvor Nervold Antonsens poetiske og rumlige eksperimenterer med broderi (apropos) - et viltert trådværk projiceret hen over en kvindekrop eller store gazeruller, hvor tråden i de broderede ord går deres egne veje og skaber alternative forbindelser.

Det giver en fin stilistisk balance, at den feminine æstetisering af tråd og hår kan holdes op mod Kurt Johannesens dybt absurde og oven i købet dokumentarisk-inspirerede telefonsamtale med Espen Storstrand om næsens eget liv og taleevner i forbindelse med næseplaster til fodboldbrug!

Når man i flere timer har været begravet i detaljer og labyrinter og kraften af en anden verden (om så den er af næseplaster), kan man vende kortene om og samle et puslespil skabt af Astrid Svangren, hvis fortælling læses med fingrene og evnen til at genkende former. Og lykkes det, venter udforskningen af endnu et fortættet og originalt billedunivers.

 

<sverige>

Mellem kunsten og håndens værk - Konst- handverk 2005 og REAL Craft in Dialogue

CYF | 7/9/05

Mellem ferniseringerne i lørdags på biennalen for kunst og den for kunsthåndværk i Göteborg kørte en gratis sporvogn i rutefart. Og der er virkelig hektisk trafik imellem kunst, kunsthåndværk og design i disse år. Håndens arbejde outsources til Østen og gøres samtidig eksotisk på hjemmebane, imens alt - selv skaberværket - bliver gjort til "design", og kunsthåndværkerne åbenbart lider af en vist mindreværd over for kunsten med stort K. Man begynder næsten at længes efter, at de sidste grænser kunne udviskes, og der kun blev ét kriterium: om det folk lavede, nu også var godt.

Kunsthåndværkbiennalen på Röda Sten såvel som udstillingen REAL Craft in DialogueRöhska Museet er i den grad "metaudstillinger" - ikke udstillinger af, men om kunsthåndværket. I de bedste tilfælde i den legende og underfundige stil. Keramikergruppen We Work In A Fragile Material danser selvironisk ballet på værkstedet, Dzamil Kamanger chatter med pailletter hen over kulturkløften, og Hildur Bjarnadóttir broderer udsagnet om maleriet som "den eneste sande kunstform".

Sjovt nok giver meta-tilgangen også en stor hyppighed af ord i værkerne. Ord såvel som broderi. Ragnhild Margretha Taranger siger: Broder mer! (gør det på nettet) og lader traditionens sting indhente nutidens pixels, imens Nils Viga Hausken på Röhska opfordrer folk til at sy blindskrift med korssting - en association, der kan være sværere at følge, men taktiliteten har de da til fælles.

Samme sted siger danske Culture Corporation: "Draw a lamp!", "Draw a chair!", "Draw a table!". Tegneakten foregår på tre groft skitserede objekter med selvlysende orange snor, som med tiden skal danne en tredimensionel, mangefacetteret fællestegning. Kunsthåndværkerne og designerne lægger håndværket, ikke fra sig, men i publikums hænder. En generøs invitation.

 

<sverige>

En fest af tegn

KW | 6/9/05

Et ansigt på væggen, graffititags, en Carlsbergreklame overmalet med hvidt, så kun ordet "classic" står tilbage, 3D-bogstaver, der danner ordet "hverdagsterror". Streetart-filmen CPH Remix, instrueret af Rúnar Gudnassson og Ulrik Gutkin, er et kærligt portræt af Københavns gadekunst, som illegalt, men eksplosivt trænger frem overalt. Trukket skarpt op mod Københavns mest pyntede officielle ansigt, idet filmen er optaget i dagene op til kronprinsebrylluppet.

Det er fantastisk, at nogen har lavet en film om dette tilskrevne København, som vi efterhånden er mange, der bliver høje af at aflæse i forbifarten. Og filmens musikalitet - det hiphop-jazzede soundtrack af Phobos Peebl og Woody, som synes at have været styrende for klipningens puls - giver en præcis følelse af at bevæge sig gennem byrummet, af gadekunstens blitzagtige perception.

Størstedelen af filmen er en meget vellykket lyd- og billedkollage, hvor "værkerne" fortæller historien. Det drejer sig om den hardcore dokumentariske del af filmen, hvor man følger den højtgearede poltiske gadekunstner Jan, mens han tæsker rundt på cykel gennem byen med kost og malerspand. Opstiller et middagsbord foran et butiksvindue, hvor et provokerende politisk udsagn afsluttes med et "velbekomme". Roder på sit værksted med udsmidte computere og playstations og andet godt fra containeren. Og som kontrast til aktionernes lynsnare tempo: Michael, der arbejder for Københavns Kommunes Stop Graffiti-gruppe og grundigt fjerner nattens illegale spor.

Til gengæld fatter jeg ikke, hvorfor der ikke er nogen, der forlængst har skrevet de "feminine" og fiktive elementer ud af filmen: Anne, som i natten leder efter sporene og sindstemningen af veninden Anitzka, der som et 80'er-ikon i sølvparyk, handsker og sort frakke sprayer håndaftryk på murene og gemmer kort og billeder til Anne. Det minder mest om en teenagepiges dagbogsfantasier. Decideret 80'er-pinligt og ærgerligt for filmens samlede udtryk!

 

<det offentlige rum>

Subtile virtuelle rum - Göteborg Internationale Kunstbiennale 2005

CYF | 5/9/05

Monica Bonvicini arbejder ofte skulpturelt, men har også anvendt skrift, blandt andet i form af graffiti. Hun deltog på Nikolaj i København i foråret, men jeg fik hende først at se på Göteborgs Internationale Kunstbiennale 2005, hvor hun blandt andet viser disse Anxiety Drawings - på én gang arbejdstegninger af mulige andre udstillinger og værker i egen ret: spor af hendes læsning under forarbejdet, som i billederne får rumlig form. Bonivicini gik et skridt længere i retning af rumlig tekst i sit samarbejde med Sam Durant, Break It Fix It i Wien 2003.

Hendes tilstødende Stonewall er opkaldt efter det legendariske spontane oprør mod politiet på en bøssebar i New York i 1969, men værkets knuste glas "linker" også, i min oplevelse, til Duchamps Grand Verre - en anden potentiel/virtuel skulptur.

På den anden side af muren på udstillingen står Christian Anderssons to stole og skiftes til at være henholdsvis sorte og hvide. Den varmefølsomme farve påvirkes helt diskret af vandets temperatur i stolebenenes stålrør. Et magisk glidende overgang, der som de fleste af biennalens værker kræver tid at opleve og vækker undren, ligesom Anderssons sære videobånd i en montre, "The Philadelphia Experint (1984 VHS copy)", der på én gang er holografisk overvirkelig og kropumulig at aflæse.

Ann Lislegaards lyd- og lysinstallation Slamming the Front Door skaber andre virtuelle rum ved hjælp af regibemærkningerne fra Et Dukkehjem, oplæst og "placeret" ved hjælp af skiftende spots på en tom scene. Smukt og subtilt.

Kuratoren Sara Arrhenius har omhyggeligt valgt værker, der betjener sig af langsomhed og mangetydighed: "Jeg ville tage et skridt ved siden af biennalesystemet sædvanlige logik og skabe en udstilling, der ikke var værd at rejse til på grund af sin størrelse eller mængden af udstillere, men forhåbentlig af helt andre årsager".

 

<sverige>

Serendipitet og heteroglossia

KW | 23/8/05

"Av, av, av" tager jeg mig selv i at stønne højlydt i den tomme stue, hver gang jeg kommer i tanke om en af de mange fejltagelser og brølere, jeg har tilbagelagt.

Men tidsskriftet Apparatur har måske helbredt mig. Stikordet for seneste nummer er nemlig fejltagelsen - som et positivt vilkår for både livets og kunstens karakter af proces og eksperiment.

Apparatur er pt. et af de bedste og mest gavmilde danske litteraturtidsskrifter på markedet - herligt befriet for andagt og elitær Gallimard-æstetik. Et stort og skrumlet apparat med plads til nye talenter og til mange forskellige genrer, stilarter og stemningslejer - fra det tyste og melankolske til det højakademiske eller det poppede, rå og larmende.

Serendipitet er emnet for Rolf Sindøs lille aforisme: at man som Klods Hans finder ting helt uden at lede efter dem. Også Apparaturs læser får lov til at samle de mest uforudsigelige dimser op. Tidligere for eksempel tapet - denne gang en plakat af Mille Rude og en lille pop-up-skulptur, som Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky har genskabt af deres overeskalerede Picnickurv - en installation, der var i Frederiksberg Have.

Der er fine collager af Jørgen Carlo Larsen skabt til lejligheden, tanke- og urovækkende fiktionstekster af blandt andre Maja Lucas, Bent Vinn Nielsen og Raymond Carver, fantastiske og fabulerende småtekster af lyrikeren Adda Djørup, artikler om samplingskultur, genbrugsæstetik og kunsten som reprogrammering af blandt andre Nicolas Bourriaud. Og mange flere godter...

Salman Rushdies diskursive strategier fremstår i Sten Pultz Moslunds artikel som et kunstnerisk statement, der kunne være Apparaturs: at litteraturen i kraft af sin heteroglossolia udfordrer absolutte størrelser af enhver art. Både litteraturen og Apparatur er et mangetunget monstrum, der holder billedet af verden åbent - med alle dens fejltagelser.

 

 

 

Gangsterkrig på plankeværket

CYF | 21/8/05

De er ikke kede af det. Det virker som et modigt projekt, de behørigt maskeret har kastet sig ud i. De er bare heller ikke rigtig glade. Men de har noget på hjerte. De er gået til kamp mod gadens monopol, den såkaldte plakatmafia, som selv ganske modigt bevæger sig rundt i skumringen på budcykler med klister og kost og plastrer ethvert ledigt plankeværk til. Alle andres plakater inklusive, hvis man skal tro deres kritikere Fuck Plakatmafiaen.

"Alt for længe har en selvbestaltet horde af wallpimps monopoliseret vores allesammens bymur til gavn for storkapital, pladeselskaber og koncertarrangører og til skade for al anden folkelig ytring. Det skal være slut NU. Fuck Plakatmafiaen (fpm) har derfor i går aftes foretaget den første af en række aktioner med det formål at erobre bymuren tilbage til kunstens, kreativitetens og det uafhængige initiativs fælles bedste," bekendtgjorde de lørdag.

I ly af natten bekriger den ene "illegale bande" den anden. Velsagtens blot for morgenen efter at se deres fotokopierede opråb overklæbet af "overmagten", allerede inden tapetklistret var størknet. Hvis altså virkelig det står så slemt til.

Det kommer nu an på en prøve. Får sedlerne lov at hænge, kan den såkaldte mafia jo få vist, at de intet har imod folkelige ytringer. Ja, at de måske endda holder af dem.

Alt imens gadens øvrige kreative syr de yndigste korssting under Home Sweet Street. I en anelse bedre humør.

læs kommentarer (2) |   kommentér

 

<det offentlige rum>

 

Glitrende romantik i Frederiksberg Have

KW | 20/8/05

Gud, er der ild på øen, siger jeg opkørt til min veninde allerede ved indgangen til Frederiksberg Have. Det ryger voldsomt et stykke fra Det kinesiske lysthus, men da vi nærmer os, er tågen fordampet. Kort tid efter vender den tilbage med samme kraft - for igen at diffundere ud i den romantiske have.

Røgen viser sig at være et kunstværk - Interventions (clouds) af Axel Antas, der indgår i udstillingen Vandspejl. Et udsnit af havens romantiske og stemningsskabende elementer - øen, Det Kinesiske Lysthus og de slyngede og spejlglitrende kanaler - danner rammen om seks installationer. Samtidsværker, der tager fat i romantiske temaer som blandt andet refleksion, drømme, længsel og selvbeskuelse.

I tråd med den romantiske haves imitation af vild og uforudsigelig natur, dukker værkerne op, hvor man mindst venter dem. Lærke Lautas skulpturelle drømmelandskab på vand i ly af træernes grene. Peter Callesens tomme seng, der sammen med svanerne flyder hen mod øen med Lysthuset, hvor kongen plejede at forføre unge kvinder. Kaspar Bonnéns bro af ord, som kun synet og tanken kan betræde: "Jeg troede, at alting ville forandre sig."

Karen Land Hansens fine værk reflekterer romantikkens fascination af fortiden og kontrasten mellem lys/mørke og åbent/lukket. Inde i en hvid pavillon vises en film med vinterbilleder fra Frederiksberg Have. Snelandskabet, frakkerne, kælkene står i skærende kontrast til øllerne og de bare bryster ude i sensommersolen.

Benny Dröschers panteistiske værk Playground for almost Invisible Beings er så usynligt, at vi aldrig finder det. Til gengæld sidder vi længe tæt ved røgen, der sprutter som en heks hvert kvarter og hyller den gamle have ind i et guddommeligt Friedrichs-skær. Og naturens store bog fuldender gavmildt scenariet med synet af fiskehejrene, der står stift som sirlige skrifttegn langs det reflekterende vand.

 

<det offentlige rum>

 

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt

aktuelt | pshots | temaerlinks | rss (?)
 

 
poesi
visuel