Læsetrance – tempo og tvang hos YHCHI


| 6/7/08

Kunstnerduoen YOUNG-HAE CHANG HEAVY INDUSTRIES
har efterhånden produceret over 40 flashtekster udformet i samme jazzede minimalistiske stil der ligner ældre kunstformer som konkret poesi og eksperimenterende film. Værkerne leger med den animerede tekst narrative muligheder og animationens slægtsskab med musikken, men er samtidig set fra new media art-vinklen primitivt enkle og gammeldags. Ingen klikken, ingen læservalg, ingen faren vild i det ergodiske trafikkaos. Man læner sig dovent tilbage og lade sig udstoppe som en foisgrasgås med ord og atter ord, akkompagneret af sort jazz og ofte af Victorias kælne computerstemme. “Simpelt-fedt” som jeg hørte en af børnene på vejen sige forleden.

Nogle af værkerne går ufatteligt hurtigt – 12 fps, inddelt i 85 ms intervaller. Visse af ordene er flashet på mindre end et halvt sekund. Grib informationerne, eller mist dem, siger teksten. For ordene og deres betydning forsvinder næsten før man har opfanget dem – og så er det er bare too late. Skærmlæseren er her som en astronaut for hvem alt afhænger af hast og orientering mod et mål. Man arbejder under tidsbegrænsninger som skulle man tilbage til rumskibet eller jorden, før iltbeholderen løber tør. Læsningen af den hasarderede tekst bliver da en rytmisk deltagelse hvor refleksionen kun har et splitsekond til at presse sig selv. Det kræver en spredt, åben og hengiven bevidsthed – som umiddelbart inden søvnen indtræder – at opfange ordene og forstå dem i sammenhæng. Hastigheden får læseren til at falde i dyb koncentration eller i en tilstand der grænser op til trance. Som den en performer befinder sig i, når han skal indtage scenen og udføre sin præstation – hvis han begynder at tænke over det forestående, er det helt sikkert, at han fejler. “Søvngængernærværet” erstatter rationalitetens systematiserende forståelse. Og YHCHI’s værker ekspliciterer også selv gerne The Art of Sleep og dens flow af associationer.

Værket BUST DOWN THE DOOR (2000) –  mit første møde med YHCHI – trækker brutalt læseren ud af computertrygheden med en historie om et indbrud midt om natten af uidentificérbare væbnede voldsmænd: “They bust open the door while you sleep, rush into your home, enter your bedroom, drag you out of bed, push you in your underwear to the street”. Og mens du’et ligger på knæ med en kugle for panden, genkaldes nattens drøm om elskeren, stranden og den ubærligt søde bossa nova. Det chokerende pludselige overgreb giver adgang til det ubevidstes sanselystne billedflow. Synsvinklen starter med 2. person ental, men skifter ved næste gennemspilning til tredje person og efterfølgende i nye kombinationer. Overgrebet griber ud i alle sociale konstellationer, og også læseren indtager både rollen som voldsmand og offer.

Den første version af værket anvender monotone trommer til at fremmane stemningen af trussel og fare. Remixet BUST DOWN THE DOOR! GATES OF HELL – VICTORIA VERSION (2004) – udstillet på ni internetkøleskabe i Rodin Gallery på The Samsung Museum of Art in Seoul – fremhæver derimod tekstens vekselvirkning mellem kærtegn og vold ved hjælp at musikkens konstant varierede tempo. Kontrasten mellem den langsomme kælende bossa nova-rytme og den pludseligt aggressive tempoforcering demonstrerer musikalsk at tvang og lyst nu én gang er forbundne størrelser – også i tekstens rige.

Kommentér