Fredag 28. november lader Afsnit P skærmtæppet gå for et af sitets største enkeltstående projekter: Webessay - en poetik undervejs. Webessayisterne hedder Charlotte Hansen og Karen Wagner, og deres ambition er at indkredse essayet som litterær genre - i essayform - men samtidig med gennemgribende inddragelse af nettets interaktivitet og visuelle muligheder. En udvidet, opdateret version kort sagt, der med klare rødder i traditionen griber ud efter en litteratur, som kun lige er ved at tage form. Snarere end at være en fast defineret genre er essayet i dag blevet en måde at opleve verden på. Det er en refleksions- og fremstillingsform, der kan have et hvilket som helst emne som sin genstand. Dets undersøgelse er punktvis og foreløbig, og det samler højst forskelligartet stof i sin egen velkomponerede form. Webessayet er kortlagt ud fra webessayisternes associationer og personlige bibliotek. Det består derfor heller ikke udelukkende af deres egne ord, men i lige så høj grad af citater, brudstykker, billeder, lyd - formet som breve hjem fra en række udflugter i stoffet og samlet i et rejsevenligt, handy format med tilhørende guidebog. Læseren føres rundt på fire rejser: Den videnskabelige ekspedition, hvor essayisten gransker sine arbejdsmetoder og optegner nyt land. Den indre rejse, hvor essayet bliver et spejlkabinet for en søgende og iscenesat udforskning af identiteten. Storbyferien, hvor essayisten powershopper i byens udbud af sanselige oplevelser og kulturel betydning. Og endelig Rumturisme, hvor turen går ud i cyberspaces astronomiske tekstrum (se også vedlagte uddybende katalog). Rejserne bevæger sig forbi over et halvt hundrede forskellige stop i alt og aftegnes ved hjælp af flere hundrede luftpost-stribede kuverter. Programmet er tilrettelagt, så den rejsende enten kan følge ruternes forudbestemte spor eller tage på spontane udflugter ved hjælp af håndplukkede links. Man kan søge i dybden, surfe frit af sted i labyrinten af hypertekster, eller man kan lade sig lede på vej af webessayets komposition. Overalt hjælper rejsebrevene én til at fastholde indtrykkene. Webessayisterne Charlotte Hansen og Karen Wagner er begge litteraturuddannede fra Københavns Universitet. Charlotte Hansen er projektkoordinator og Karen Wagner underviser på HF. Det visuelle koncept og webdesign er udført af forfatter og grafisk designer Christian Yde Frostholm, der også er projektleder på websitet Afsnit P, hvis koncept de tre i fællesskab har stået bag. Webessay - en poetik undervejs kan ses på Afsnit P fra 28/11. Projektet er støttet af Litteraturrådet. Afsnit P, der siden 1999 har været et virtuelt udstillingsrum for visuel poesi, litteratur og billedkunst, modtager i 2003 også støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. Yderligere oplysninger og pressebilleder kan fås ved henvendelse til Karen Wagner, wagner@post.cybercity.dk, tlf. 32 55 42 30 eller Afsnit P, afsnitp@email.dk, tlf. 32 54 95 96. Se også pressesiden. Bemærk at det også er muligt at blive tilmeldt vores elektroniske pressemailingliste (mærk mailen "presse").
De fire rejser: Den videnskabelige ekspedition, der indsamler stof om essayets arbejdsmetoder: Hvordan beskrives turbanen i Det lykkelige Arabien, og kan Robert Musils arvtagere fortsat knytte romanens tråde til et sammensat hele? Hvor langt kan man forvilde sig ind i systemteoretikeren Niklas Luhmans og billedkunstneren Mark Lombardis arkiver, før FBI kommer og henter én? Den indre rejse, hvor buddhistisk visdom blander sig med virtuelle verdener og musik fra Paul Austers skramlende kludesamlere. Identiteten sættes i scene, og essayet folder sig ud som en livsstil: erotisk-nydende, meditativ, forfængelig, glitrende med både feticher og lånte fjer. Hvor den astmatiske kritiker tager på pilgrimsfærd, kroppen tænker sit, og fægtescener afløses af japansk havekunst. Storbyferien i upbeat tempo, hvor der zappes og powershoppes imellem multietniske og kulinariske fænomener. En rastløs film, hvis rolleliste tæller spindoktorer, flanører, dj’s, byplanlæggere, flashmob’ere, hjemløse og kosmopolitter. Og fra nuet er der skakter ned til byens erindring, lange gange ind i kulturens skatkamre. Vejen ud af byen går ad Margueriteruten, med Roland Barthes i en DS19. Rumturismens undrende fremtidsrejse, hvor NASA huser Laurie Anderson som Artist in Residence, og Walter Benjamins stjernebillede peger frem mod åbne og demokratiske tekstformer. Det fyger derude: skalaerne veksler mellem cyber-uendelighed, galaktiske afstande og mikrobiologiens små etiske forskydninger. Teknologiske frontområder indvinder kunstneriske og erkendelsesmæssige rum. Montaigne er som rumhunden Leika sendt ud i Open Source med hilsener til andre verdener.
presse | 12/11/03 | ||