Bygget ind i hver eneste husstands ydermur findes i de sydtunesiske oasebyer Tozeur og Nefta et skab, der rummer vandforsyningens indgang. Blå, nummererede metallåger dækker de firkantede fordybninger. Numrene letter myndighedernes kontrol. De angiver forbrugets adresse. Med tiden forvandles lågerne til små lærreder for tilfældigheden og meddelsomheden. Rust og stænk af maling pletter dem, spor af henkastet liv. Nummereringen bliver utydelig eller forsvinder helt. Den officielle, blå dækfarve nedtones af solen eller overmales uden videre af egensindige husejere med selvstændig farveholdning og et overskud af maling. Hastige notater supplerer det vekslende farvevalg og vejrligets langsomme bearbejdning. Med hvad der nu er for hånden, skribler og kradser byens børn deres kodede eller åbenhjertige tilføjelser. Forskerne kan træde til. Der er ikke to af disse omskiftelige billedflader, der er ens, men hvor personligt udtrykket end virker, ville formodentlig kun de færreste beboere kunne give et fyldestgørende signalement af deres egen skabslåge, dens særlige detaljer og kendetegn. Medmindre de da stod lige foran den. Ligesom knasterne og ridserne i ens køkkenbord hører de små gadebilleder hjemme i afdelingen for det, man dårligt skænker et blik. Det, der på én gang er velkendt og uset. | 
