frem i tiden >>

Ø.K. i sommerpels
Øverste Kirurgiske har udsendt et sommernummer med omkring 26 bidragende forfattere. Nogle navne på listen lyder unægteligt som pseudonymer, andre igen virker autentiske nok, tag f.eks. Jørgen Sonne, Jannick Storm og Viggo Madsen. På billedsiden medvirker bl.a. Helle Vibeke Jensen med serien Agurketid og Sommerpels. [21/7/00]
 

Ryper til kvelds
Som en ekstra pendant til udstillingen Landskaber omkring digtet Kompas på afsnitp.dk kan vi fortælle, at det norske tidsskrift Vinduet i sit arkiv over "hovedsager" bringer en anmeldelse af Bier dør sovende: Gamle løver spiser ofte ryper til kvelds af Aage Borchgrevink. Vinduets net-udgave opdateres i øvrigt med nye artikler hver eneste mandag, undtagen lige i sommerperioden. [21/7/00]
 

"- Lola Baidel blev indkaldt til Akademiet for at læse op, og alle ventede en vellystig henrettelse, og det fik de. Sarvig og Bjørnvig haglede hende ned. Og hvad var Lolas svar? (...) Hun sagde: 'Jeg kan forstå, at der ikke er ret mange, som kan lide mine digte; mine veninder er da ellers så glade for dem.' Og der sad de store digtere og læste det samme som Lola Baidels veninder. Hold kæft, Lolas veninder var det sande akademi."
Per Højholt i Press #151 (Historien om Arena - Forfatternes Forlag)

 

International kulturbro
Den fysiske bro mellem Danmark og Sverige er åbnet, den kulturelle tøver lidt - men fredag 15. september skulle det ske. Kulturbro 2000 præsenterer indtil jul en lang række kulturelle begivenheder på begge sider af Sundet: billedkunst, design, teater, dans og musik. Herunder udstillinger og forestillinger af internationale navne som Laurie Anderson (Museet for Samtidskunst i Roskilde), Peter Greenaway (Malmö Konsthall og ÖSKG/Tjörnedalagården, Baskemölla) og Robert Wilson (Kunstindustrimuseet og Betty Nansen Teatret). Galleri Neon og Grafikverkstaden, begge i Brösarp, Sverige, viser desuden Konst som böcker: artists' books af tyske og svenske kunstnere, delvist i samarbejde med lyrikere. Se det samlede program hos
Kulturbroen, der er tænkt til at blive en biennale. [15/7/00]


Museet for Samtidskunst i Roskilde viser indtil 27. august billeder af Carl Fredrik Reuterswärd tegnet med venstre hånd. De stammer alle fra perioden 1989-92, hvor han var meget syg efter et slagtilfælde, der havde lammet ham i højre side. Desuden vises eksperimenter i ord, billeder og lyd fra museets samling under titlen Unoder.
 

Få din egen tv-station
Superchannel, kunstnergruppen Superflex' internet-tv-station, har startet nyt åbent studie på Nørrebro - Situflex Studio. Over et dørtrin i Blågårdsgade 11 B, og man er inde i et studie med et videokamera, en computer, en mikrofon, en mixer og en telefonlinje til en server. Enhver, der anvender Situflex er både producent og bruger, og teknikken er minimalistisk, så også enkeltpersoner og grupper, der ikke tænker i de baner til hverdag, kan realisere en internet tv-kanal med netop deres perspektiv. Manageren hedder Kenneth Jensen. [13/7/00]
 

Johannes L. Madsen død
En af tredsernes vigtigste danske konkrete poeter, Johannes L. Madsen er død, 57 år. Han udgav sin første bog, a b se digte, i 1965, og sin sidste, børnebogen Læs igen bog, i 1983. Læs Lars Bukdahls nekrolog i Weekendavisen 7-13/7 og hans omtale af digteren på afsnitp.dk-udstillingen Hvad er visuel poesi? [12/7/00]
 

Karen Blixen - Storyteller
Torsdag 27. juli kl. 23.20 sender DR2
Christian Braad Thomsens dokumentarfilm Karen Blixen - Storyteller, der bl.a. viser hidtil ukendte optagelser fra forfatterens triumftog i 1959. Desuden medvirker en række af Blixens nære venner, heriblandt Thorkild Bjørnvig, Aage Henriksen og Knud W. Jensen. [5/7/00]
 

Midnatsbogmesse i Helligåndshuset
Antikvarboghandler Jess Jessen fra Nansensgade Antikvariat i København har overtaget det legendariske Frederiksberg Antikvariat, som indtil overtagelsen anslås at have hørt til blandt verdens ti største efter antallet af ophobede bøger. Som led i oprydningen afholdes sammen med Peter Grosells Antikvariat et hollandsk bogudsalg i Helligåndshuset på Strøget med start tirsdag 27. juni kl. 22-02. Udsalget varer til 25. juli. [24/6/00]
 

Sandblæste ord på Skagen
Nat Lys er en kunstudstilling med lys, lyd, ord og billeder i og uden på Det hvide Fyr i Skagen, skabt af Astrid Gjesing. Lyset er fire haikukorte digte i neon udvendig på fyret, lydsiden kunstnerens oplæsning af 4000 danske blomsternavne indendøre. Desuden rummer hver af fyrets fire etager en gruppe af sandblæste glasplader, som ligeledes tager udgangspunkt i blomsterne og deres navne. Udstillingen åbnede Skt. Hans-aften og kan ses indtil 14. august kl. 10-17, neondigtene er tændt fra solnedgang til solopgang. [24/6/00]
 

Et digt om dagen i agurketiden
Dagbladet Politiken bringer sommeren igennem - fra mandag 19. juni og syv uger frem - hver dag et digt udkommet i 1990'erne. Det er digteren og anmelderen Niels Lyngsø, der står for serien. Hver lørdag tegner han desuden i en artikelrække et portræt af forrige årtis poesi.
 

Seamus Heaney i København
Nobelpristageren Seamus Heaney læser egne digte samt uddrag fra sin nye gendigtning af Beowulf på Glyptoteket onsdag 21. juni kl. 17. Entré kr. 40. Arrangører: Engelsk InstitutKøbenhavns Universitet, Den Irske Ambassade, Gyldendal og The English-Speaking Union.


Poesien stiger til himmels
Øverste Kirurgiskes sidste torsdagsoplæsning i denne sæson byder på: Peter Adolpsen, Jens Blendstrup, Anne Louise Bosmans, Lars Frost, Mikael Josephsen, Pia Juul, Thomas Krogsbøl og Lars Skinnebach. Det foregår 1. juni (Kristi Himmelfart) kl. 20 i The Lab, Vesterbrogade 107 B i København (gratis adgang). Det bliver dog ikke sidste ord fra den kant inden sommeren. Biblioteket Øverste Kirurgiske truer nemlig med endnu en tæppebombning med hele fem samtidige nyudgivelser - fire digtsamlinger af henholdsvis Jonas Bruun, Martin Budtz, Vibeke Henningsen og Thomas Krogsbøl samt en roman af Thomas Ahrensbøll Hansen - alt sammen fredag 16. juni.


William Heinesen-udstilling
William Heinesen ville i år have rundet de hundrede. Det er anledningen til en udstilling på Det kongelige Bibliotek i København, der gennem manuskripter, breve, anmeldelser og bogillustrationer følger den færøske digters udvikling fra senromantisk poet til socialrealistisk prosaist. Mandag-lørdag kl. 10-19, kr. 30, indtil 19. august.
 

Filmdigteren Jørgen Leth
25. maj kl. 17 er der arrangement på Information, St. Kongensgade 40 C i København om Filmdigteren Jørgen Leth med udgangspunkt i hans poetik. Efter Leths eksperimentalfilm Kinesisk bordtennis vil Anders Leifer og Kristen Bjørnkjær tale om filmen og om Jørgen Leths alsidige virke. Der vil desuden blive vist klip fra andre Leth-film. Gratis tilmelding mærket "Filmdigteren Jørgen Leth"
pr. mail, fax 33 69 60 69 eller Information, box 188, 1006 København K. Læs også om Leths nyeste digtsamling, Billedet forestiller.
 

Lydbog
Digteren Christian Dorph udsender 29. maj en ny digtsamling på både tryk og lyd. Popcorn (Forlaget Lindhardt og Ringhof) er vedlagt en cd med 27 af digtene oplæst af forfatteren og akkompagneret af bassisten Peter Vuust.
 

Digtsamling som radioteater
Niels Lyngsøs digtsamling Force majeure, der udkom sidste år, og fornylig er kommet som paperback, tager nu endnu en form: torsdag 8/6 kl. 23.15 sendes den i programmet Lydmuren som "poetisk radioteater for seks stemmer" på Danmarks Radios P1. Stemmerne tilhører Vigga Bro, Søren Elung Jensen, Charlotte Munck, Lai Yde Holgaard, Emil Kröll og Ditte Ionesco. Instruktion ved forfatteren, teknik: Martin Jakobsen og Ebbe Olsen.
 

Verdenslyrikoplæsning
Torsdag 25. maj kl. 19 præsenteres tre nye bind i serien Borgen Verdenslyrik. Det sker i form af en lyrikoplæsning på dansk, fransk, brasiliansk og japansk i Arbejdermuseets festsal, Rømersgade 22 i København med bl.a. den japanske digter Shuntaro Tanikawa og hans danske oversætter Susanne Jorn, samt Peter Poulsen, der har oversat brasilianeren Carlos Drummond de Andrade. Digte af Henri Michaux (oversat af Per Aage Brandt) oplæses af kulturråd Georges Zask og digteren Mikkel Thykier. Bestilling af adgangskort hos Berlingske Tidende på tlf. 33 15 81 29 (kl. 10-15). Læs mere på Borgen Insiteout.
 

Livet gennem byen
Netgalleriet menneske.dk viser for tiden udstillingen For at minne deg af nordmanden Joachim Brodin (f. 1977) med 32 kombinerede fotos og tekst fra "livet gennem byen" - "de minder, man selv fremkalder i hovedet efter gåturen gennem sin by".
 

Årets bogarbejde 1999
Forening for Boghåndværk viser også i år udvalgte bogværker fra det forgangne år på Kunstindustrimuseet i København. Udstillingen Årets bogarbejde 1999 kan ses i perioden 26. maj-11. juni.


Poesifestivalen i Malmö

I dagene 24.-27. maj samles en snes digtere fra mange forskellige land og sprog i Malmö for at deltage i de internationale poesidage, som afholdes på bl.a. Hipp, Malmö Stadsbibliotek og Malmö Højskole og indledes på Konsthallen onsdag 24/5 med en hyldest til det kyrilliske alfabet og deltagelse af bl.a. Rosa Alice Branco (Portugal), Juan Manuel Bonet (chef for kunsthallen i Valencia) og Josif Trer (Rusland). Ugen vil rumme et varieret udbud af oplæsninger, happenings, musik, poetry slam og poetisk samtaler. Årets poesidage har intet overordnet tema, men markerer f.eks., at Karin Boye kunne være fyldt hundrede i år og Joseph Brodsky 60.


Ildfisken bygger om

Ildfisken - tidsskrift for ny litteratur - har fået nyt website. Udover et helt nyt design og nye funktioner, er den væsentligste nyhed på www.ildfisken.dk, at det nu er muligt at læse langt flere tekster fra tidsskriftet, der begyndte at udkomme i 1991: Digte, noveller og kortprosa, men også mange af de forfatter-interviews, der op gennem 90'erne har tegnet et billede af ny dansk litteratur. Ildfisken fejrer åbningen med en konkurrence, der løber indtil den 15. juni. Præmierne er gratis abonementer. Det seneste nummer af den trykte Ildfisk (#23) rummer ny tekster af John Bang Jensen, Thøger Jensen, Simon Grotrian, Henriette Houth, Bodil Nielsen og debutanten Matias Møl Dalsgaard - samt en værkstedssamtale med Christian Jungersen.


Poesi Festival 2000

Litteraturen på Scenen i Århus holder Poesifestival 2000 i dagene 15.-18. maj på Entré Scene
n, Grønnegade 93 D. På programmet er svenske Göran Sonnevi, finske Tua Forsström, færøske Tóroddur Poulsen og danskerne Pia Juul, Søren Ulrik Thomsen, Viggo Madsen, Eske K. Mathiesen, Carsten René Nielsen, Kaspar Kaum Bonnén og Naja Marie Aidt. Desuden vil der være standup-anmelderi ved Lars Bukdahl og paneldiskussion om dansk 90'er-lyrik. Billedkunstneren Lars Rank sørger med projektet Poesi i bevægelse for et mindre bombardement af digte på plakatsøjler, postkort, i biografer og busser i tiden omkring festivalen. Læs mere på Litteraturen på Scenens nye hjem på nettet www.lips.dk (read my...).


Thøger Larsen Prisen

Limfjordsegnens Litteraturpris bærer i år navnet Thøger Larsen Prisen og uddeltes på digterens 125 års fødselsdag 5. april på Lemvig Museum. Prismodtagerne er lyrikerne Birthe Arnbak og Pia Juul, der hver modtager 10.000 kr. Bag prisen står Limfjordsegnens Litteratur Samvirke.


Lyrikanmeldelses-maraton

For dem som ikke hedder Nordbrandt eller Tafdrup er det svært at vække det danske anmelderkorps af deres 'prosaiske søvn', skriver Magasinet Sentura. Og det vil de råde bod på. Siden slutningen af november har de sat sig for at anmelde AL den lyrik, der udkommer, på nettet. Alle interesserede inviteres til at deltage i lyrikmaratonen, som er forlænget helt til sommer.

 

forbehold for fejl

 

tilbage aktuelt | aktuelt-arkiv | frem i tiden >>