Strømmen er sluttet til Peter Laugesens jazzede bluesrockguitar, og der er skruet godt op for forstærkeren i TRASHPILOT. Det går der ud af med skæve rytmer, hvinende og vrængende verselinier i denne fireogfyrretyvende modulation af Laugesens never ending evergreen.

"Det lykkes kun som en fortsat strøm. Den kan ikke splintres i højdepunkter. / Den kan ikke samples i største hits. Den kan ikke / sorteres i det der er poesi og det der ikke er poesi", som det står skrevet i samlingen. Så bogmærket her kunne med lige så stor ret være placeret alle mulige andre steder i trashpilotens bog.

F.eks. ved det rørende digt der samler indtrykkene fra et rutefly, hvor digteren sidder ved siden af Johnny Reimar og i det stille konstaterer, at der egentlig ikke er den store forskel på skrivemaskine og guitar, når det kommer til stykket.

Digtsamlingen rummer også de mere stilfærdige og mumlende mellemspil, fra gåturen med hunden eller når det forklares hvorfor digtere ikke danser. TRASHPILOT guider læseren igennem en strøm af tanker og billeder, hvor gnisten springer fra tiden før, da digteren: "lå i barnevognen som pludderprofessor", til tiden nu der forsvinder bagud i et sug, mens digteren vågner op "i en gammel stol / med Goethe på skødet".

Alt skrider hastigt mod mere og mere indsigt i mindre og mindre. Alligevel udtrykkes der et håb om, at noget væsentligt undervejs fæstner sig i hovedet på nutidens overmætte unger, der propper sig med elektronisk junk. Digterjegets paradoksale rolle bliver da, at være den der: "taler fornuft/ til generationer/ af ufødte fjolser".

Der er en alvorstone, en streng, der trænger lidt tydeligere igennem end tidligere. Det er digterens refleksioner over alderen, at være kommet lidt tættere på dødens store punktum og det at kunne se tingene gentage sig. "...men en ting er jeg glad for / Min fremskredne alder / tillader mig / at skabe mig tosset / at glo i kloakker / at rode i spande / med alt muligt affald / og snuse mig skæv / i gamle klude".

I en strøm af riffs og nye variationer over små og store temaer, fra skidt og plasticlort til stille stjernestunder med vovsen, tager trashpiloten stikket. Han akkompagneres som sædvanlig af hele sit backingband, bestående af frænderne blandt det forgangne århundredes billedkunstnere, digtere, musikere og ikke mindst jazzmesteren Thelonius Monk, der: "hamrer i det gamle klaver / så miderne danser bebop". For nok er Laugesen (f. 1942) med årene blevet ældre end mange af sine yngre og yngre læsere, men han er sgu ikke blevet træt:

Jeg er som en guitar
på endeløs feedback
mens universerne bobler

forrige | næste bookmark

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | omtalt 20/4/00

Peter Laugesen: Trashpilot. Borgen, 163 s., 189 kr.