Poesi | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Som nævnt debuterede du i 1986 og har udgivet digtsamlinger op gennem halvfemserne. Af en eller anden grund er du aldrig rigtig af litteraturkritikerne blevet indlemmet i de ellers så klassiske litterære generationstankegange. Du er er kort sagt aldrig blevet kaldt hverken 1980'er- eller 1990'er-lyriker. Har dette haft nogen betydning for din digtning? Jeg synes ikke, jeg har været moden eller markant nok til at blive nævnt i nogen som helst sammenhæng før En forudanelse om oceanet fra midten af 90'erne: det kan jo være forklaringen. Men jeg synes afgjort, det er et privilegium. Jeg opfatter det at skrive som en proces, der på én gang er mere intim og mere nuanceret, end man får indtryk af, når man ser disse opdelinger i retninger og fronter, hvor det kan virke, som om alt kun er en reaktion på lige præcist sidste års udgivelser i lige præcis Danmark. Mere intim, fordi det er en afsøgning, der følger sin egen nødvendighed, ufravigeligt. Og mere nuanceret, fordi de påvirkninger fra anden digtning, som sker og skal ske, er spredte, både hvad angår tid og nationalitet, og derfor tildels uigennemskuelige. Selv er jeg for eksempel blevet stærkt påvirket af så forskellige digtere som Czeslaw Milosz, Derek Walcott, Ted Hughes, Tua Forsström, arabisk-andalusisk digtning fra forrige årtusindskifte, og også film, for eksempel Wim Wenders og Andrei Tarkovskys. | ||
Som dansk lyriklæser kan jeg ikke lade være med at tænke på Henrik Nordbrandt som en mulig inspirationskilde for dig. I skriver begge rejse-relaterede digte. I lader begge et maskulint digter-jeg forholde sig til en nær og ofte metaformættet omverden. Du nævnte selv, at indtrykkene fra din første Grækenlandsrejse blev påvirket af, at du havde læst Nordbrandts digte. Kan man i det hele taget komme uden om Henrik Nordbrandt? En anden rejsende digter er Thomas Boberg. Har du læst ham? Selvfølgelig har jeg læst Boberg, og med glæde. Og hvordan skulle det være muligt at komme uden om Nordbrandt? Det eneste man kan gøre, er at prøve at komme igennem. Igennem...? Det lyder ubehageligt!? Eller i hvert fald nødvendigt!? Påvirkningen fra andre digtere er et vigtig motivation for at skrive: det tror jeg, at jeg har til fælles med de fleste. Du føler, at der er en digtning, der taler lige ind i dit inderste, fordi den i en eller anden grad afslører og forløser den drift efter skønhed og indsigt, der rider dig, og naturligvis føler du trang til at svare den, at vende retningen, så alt ikke hele tiden strømmer ind i dig, men også strømmer tilbage fra dig, i en udveksling med den digtning, som i dén grad har voldført dig. Problemet kommer så, når du opdager, at du svarer i samme tone, at du kalkerer de indtryk, du har fået, at du plagierer. Så begynder arbejdet med ikke at fornægte de indtryk, du har fået, ikke at gå uden om dem, men igennem dem, og håbe, at du trods alt kan tilføje en lille smule, du kan kalde dit eget, det vil under alle omstændigheder kun være lidt. Men det er ikke noget, der sker én gang for alle, og så er du befriet, og så har du fundet din egen tone, som det så tit siges. Har man fundet sin egen tone, er man færdig. At skrive videre vil jo sige, at man sprænger den og lader den blive til en skærende diskant, hele tiden i en kamp mod det sikre, dygtige, litterære. Man må finde sig i at være i det uafsluttede og konstant være udspændt mellem det faktum, at man prøver at blive sig selv igennem sin digtning, og at man bliver det i kraft af noget, som er artificielt og i stadig drift, og som man aldrig kan sige om, at nu er det mit, nu behersker jeg det, for i samme øjeblik bliver det til manér; jeg prøver altså at blive mig selv i kraft af noget, jeg samtidig ved, at jeg aldrig må gøre til mit. | ||