| Poesi | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 | | | | | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Dine digte tager ofte udgangspunkt i en konkret sansning. Det kan være neonlysets spejling i en galvaniseret ståldisk, svedperler i en piges tinding eller en sammenstilling af visne palmeblade og synet af en blottet ryg. Er dine sansninger den væsentligste katalysator for dine digte. Som en slags korte usproglige glimt, der sætter dit sprog i skred? Jeg har altid været taknemmelig for, når andre fik mig til at se, altså når den paradoksale bevægelse er lykkedes for dem, at de hinder, de har trukket ud over tingene, har fået dem til at fremstå tydelige. Hvad der lige falder mig ind, er bakken med ristet brød og kaffe i Jørgen Leths Haiti - uden titel, som i dén grad bare står der, er der, og også, som om det smittede, får mig til at se mine egne ting; eller Sally Manns fotografier af sine børn; eller Nan Goldings af sine venner; eller alle J.P. Jacobsens skarpt optrukne steder, for eksempel da Edele afviser Bigum på trappen til havestuen, og der rundt omkring hende er spredt alle disse kobberstik af byzantinske mosaikker i blåt og guld; det er jo vidunderligt. Jeg kommer til at tænke på de forsøg på at skrive prosa, jeg sloges med fra jeg var fjorten år, til jeg endelig gav op meget senere. Det gik som regel sådan, at jeg brugte de første sider på minutiøst at opridse et sted, hvilket gav mig en stor tilfredsstillelse, så stor, faktisk, at jeg ikke så nogen grund til at fortsætte. Det var jo muligt for mig at læse det, jeg havde skrevet, og sætte mig selv ind i det interiør, og det føltes som at træde ind i noget intenst og - ja, virkeligt. Sådan tænkte jeg naturligvis ikke på det dengang, jeg har ikke tænkt på det før nu, hvor du spørger, men jeg er ret overbevist om, at det var sådan. Hvis det alligevel lykkedes mig at skrive mere, strandede det på at klimaks, som jo burde være af narrativ art, altid var, at stedet ligesom trak sammen om personerne og samtidig trængte igennem dem med sin virkelighed, og hvorfor skulle disse karakterer, der havde opnået det, så foretage sig yderligere? | ||
| | |
 | ||
| | |
Et digt fra En forudanelse om oceanet bliver ved med at pirre mig, uden at jeg føler, at jeg kommer nærmere en egentlig forståelse af det. Måske fordi det rummer et forhold som ikke kan forklares sprogligt. Jeg citerer her: "Når kød rører kød har hengivelsen Derfor er det smukt når pigerne helt alene på gulve og når linier skrevet i Danmark taler om Jeg formoder, at digtet i en eller anden forstand har med selve skriveprocessen at gøre. Altså hvordan et digt bliver til og altså samme digts forhold mellem nærvær og fravær, sansning og erindring. Mange af dine digte tager udgangspunkt i en sansning, et billede, et lys eller en visuel detalje fra Lissabon, og digtene er ofte skrevet i præsens vel vidende, at de bærer erindringsmotiver i sig. Kort sagt det sete og det oplevede i Lissabon: "det er forbi" - for nu at bruge dine egen ord. Hvordan betragter du selv forholdet mellem sansninger bundet til et nu, erindringer og skrift? Jeg er ret fascineret af de af Jørgen Leths digte, hvor han befinder sig et sted og simpelthen lader et stykke tid gå, bruger det op. Jeg tvivler egentlig ikke på, at disse digte faktisk er skrevet på stedet og i et givet interval, men i så fald gør det dem kun endnu mere usædvanlige, for normalt er det ikke sådan, selv om digte i de fleste indføringer i analyse bliver beskrevet som en registrering af noget momentant, øjeblikkeligt. I åbningsdigtet i Kabinet 1999-2002 kan jeg'et ikke komme til at mindes faderen, før hans stemme forsvinder, men det gør den ikke, for den er svejset ind på lydsporet af de videoer, han tog. Forudsætningen for at mindes er, at det, du mindes, først forsvinder, for ellers kan det ikke genkaldes, det vil sige vende tilbage i en eller anden grad af fortætning, der skyldes perspektivet, og det samme gælder et hvilket som helst stof, der indgår i et digt: det må først gå tabt som en realitet i øjeblikket. | ||
| | |
 | ||
| | |