Francis Picabia: Vive Papa Francis Le Raté (klik på billede for at se en anden version)

Der er ikke meget vankelmodighed at spore i Francis Picabias Jesus Kristus Rastaquouère. Her er det Kong Tværæstet, der taler, buldrer & brager. Og konstant vil være på tværs og Rasmus-modsat. En gloende kakkelovn, en tønde af blik. Picabia river ned af al magt og helstøber sjældent egentligt nyt.

Oftest bliver det til store tjavsede og forrevne tekstblokke, der syder af energi og arrigskab.

De fleste savner enten begyndelse, midte eller slutning, og mange hænger som tekstligt efterslæb til en slående titel. Men indimellem dukker også små kompakte fewliners op, der til forveksling minder om digte.

Francis Picabia (1879-1953), født i Paris, var på én gang ven til - og fjende af de fleste af 1920'ernes avantgardekunstnere. Picabia indgik konstant i nysprængende samarbejder og projekter og med lige så stor regelmæssighed i polemiske infights. I 1919 startede han sammen med blandt andet Duchamp og Breton Dadas Paris-filial, og året efter udgav han en bog med pragttitlen, Unique Eunuque. Bebops flotte nyudgivelse, Jesus Kristus Rastaquouère, er ligeledes fra 1920 - året, hvor Picabia desuden opsagde sit kortvarige medlemskab af Dada-bevægelsen.

Picabia: Udnie (1913)

Francis Picabia er først og fremmest kendt for sine malerier, hvoraf et stort udvalg for tiden er udstillet i Paris. Picabia begyndte sin kunstneriske karriere med mørke, melankolske landskabsmalerier i forsinket-impressionistisk antræk. I 1910 mødte Picabia imidlertid Marcel Duchamp, som tillige med hustruen, musikeren Gabrielle Buffet, skulle få stor betydning for hans kunstneriske udvikling.

Picabia: Den hellige jomfru. 391, nr. 12 (1920)

Samarbejdet med Duchamp kender man særligt fra 1920-udgaven af Picabias tidsskrift 391, som Duchamp med den lille pikante LHOOQ skabte omslag til. Hustruen Buffet har bidraget med indledningen til Jesus Kristus Rastaquouère, hvor der råbes i både Øst og i Vest, men også svares med et vellignende portræt af Rastaquouèren. Det bliver vi nødt til at have med det samme:
 

Rastaquouèren er besat af en lyst til at spise diamanter.

Han er indehaver af selvmodsigende flitterstads og naive følelser, han er ligetil og mild; han jonglerer med alle de genstande, han får mellem fingrene; han ved ikke, hvordan han skal bruge dem, han vil bare jonglere - han har intet lært, men han finder på.

Rastaquouèren er ikke en art balancekunstner.
 

Rastaquouèren er vist ikke så lidt lig multijongløren Picabia. Buffet optræder også som medforfatter til teksten "Trivialiteter", hvor hun citeres for en lille passage om publikum: "Publikums fejl er, at de betragter de moderne værker som en rebus, man skal finde nøglen til". Her skrider Rastaquouèren ind. Han erklærer sig lykkelig for at kunne citere Buffet og håner samtidig de moderne kunstnere for deres realismeangst. Deres angst for ligheder: "De herrer kunstnere, ud af vagten, I er en flok præster, der endnu en gang vil have os til at tro på Gud". Portrætter skal udføres af fotografer - ikke af unge genier. Men Picabia må naturligvis godt. Digteren Guillaume Apollinaire tilhørte Picabias nærmeste vennekreds. I det korte digt "Gud var en jøde, der blev rullet af katolikkerne" portrætteres vennen i enkelt linje med langt efterslæb:
 

At forfalske = Guillaume Apollinaire.

Jeg kan bedre lide Arthur Cravan, som rejste jorden rundt under krigen og hele tiden var nødt til at skifte nationalitet for at undgå menneskets dumhed. Arthur Cravan klædte sig ud som soldat for ikke at blive soldat, han gjorde som alle vores venner, der klæder sig ud som respektable mennesker for ikke at være respektable mennesker.
 

En typisk bagvendthed, der viser sig hele vejen gennem Picabias kunstneriske virke. Det, han elsker, tugter han. Og folk, der bagtaler ham, tager han notits af med røven. Det gælder også samtidens mangfoldige bevægelser og de omgivende miljøer. Intet finder nåde for Rastaquouèrens pen. Og ligeledes finder man kun lidt, der bliver egentligt stadfæstet. Picabia er konstant i bevægelse, og tekstmassen er fyldt med ekskurser, ufsluttetheder, bagveje og smuthuller. Det flotteste eksempel er måske "5 minutters pause" - en anekdotisk tekstblok, der uventet logisk og formfuldendt bevæger sig frem mod... ingenting: "Pausen er slut, kære læserinder, vi fortsætter med". Pausen udgør tekstens ramme og tomhedens dens indhold. Hvis man tænker med Picabia, er tavshed måske det mest respektløse opgør med det digteriske sprog. Dét, eller simpel repetition.

391 nr. 14 (Paris 1920)

Jesus Kristus Rastaquouère er opdelt i syv kapitler, hvoraf det første fylder halvdelen. Derudover rummer den Buffets indledning, en tilegnelse ("Jeg tilegner denne bog til alle de unge piger") og to mottoer. En brugsanvisning finder man allerbagest, og der er måske heller ikke behov for den tidligere. Den lyder: "DADA er uhåndgribelig/Som det ufuldendte./Der er ingen smukke kvinder/Ligesom der ikke er nogen sandheder". Så må de unge piger, til hvem bogen er tilegnet, tro hvad de vil. "Enhver tro er en skaldet idé" har han kaldt en af sine tekster. Og når svindlerkongen siger, at alle svindlerkonger lyver, hvad er da sandheden?

Bogen indledes med "Et minuts pause", men selv om meningerne hele tiden forsvinder, er Picabia aldrig stille. Han krabber sig sideværts gennem tekstuniverserne, skaber åbninger og atter nye åbninger af lutter mangel på respekt for det helstøbte. Kun i de korte aforismer fornemmer man en slags afrunding. Et par af de fineste eksempler:

BLEGHED

De uselviske væsener lever på bekostning af andre, fejrer arbejdets dumhed og revolutionernes vellyst og alt dette uden at le, men med kurren!

VI ER I EN FORDØJELSESKANAL

Og denne fordøjelseskanal bliver større og større, den repræsenterer rummet, hvorimod vores kun er et stjerneskud, opfanget et flygtigt øjeblik af dette rum.

Andre har talt kønnere om mikro- og makrohistorien, men Picabias variant bider sig ligesom bedre fast... Hans arrigskab og energi imponerer. Hans flygtighed må fastholde enhver forkælet læser og betragter. "Usædvanlig, fantastisk, overraskende, uhyrlig gal!... Og så taler vi ikke mere om det!", indleder Picabia digtet "Toppen af det ubegrænsede". Og sådan kan man karakterisere hele samlingen Jesus Kristus Rastaquouère. Der rables så insisterende, at man hurtigt får nok. Og så kan man alligevel ikke lade være med at fortsatte jagten på alt det udeladte. Hvor forsvinder meningen hen, når linjer afsluttes med "etc., etc."? Og hvorfor får man - selvom digteren gør sit yderste for at standse én - alligevel lyst til at tralle med på omkvædene?

Man skulle tage til Paris på ryggen af en gris og snitte lidt i digterens lærreder. Små lapper til at klistre ind i bogen og store til at dække det kedelige omslag. For at kunne læse Francis Picabia ubesværet, må man selv være lidt af en Rastaquouère. Men mindre kan sagtens gøre det.
 

Francis Picabia: Jesus Kristus Rastaquouère. Oversat fra fransk af Manni Crone og Asger Schnack. Forlaget Bebop. 48 sider, 200 kr.

Mere om 391 på opfølgeren 391.org.

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 10/3/03