Der var en syden og en boblen i 1910’ernes og 20'ernes kunstnermiljøer. Af røg spændetrøjer og høje hatte - ind kom alt det andet: remser, ordspil, barnlig pludren, citater fra privatsfæren, hilsner og hurraråb. Der blev skrevet manifester til den store guldmedalje. Der blev læst og skudt med pistoler. Og der blev arbejdet på tværs af alle kendte kunstneriske udtryksformer. Billedkunstneren Kurt Schwitters nedskrev sin Ursonate, multimediemanden Duchamp satte overskæg på Mona Lisa og Francis Picabia klippe-klistrede for et godt ord. Det blev til collager og montager, epigrammer og slogans. Til tingsdigte, der måske snarere skal ses end høres.

I "Eiffeltårn", et digt til vennen Robert Delaunay, skriver Vicente Huidobro sig op i toppen af Paris' vartegn:

Duchamp: Tableau Dada, LHOOQ. 391, nr. 12 (1920)

Så er vi oppe. Oppe ad toneskalaen, oppe i tårnet med udsigt over avantgardens hovedstad. Og med små forskydninger på vej ned ad bogsiden. "Poeten er en lille Gud", skriver Huidobro et sted, og bruger vinden - den elektriske vind - til at slå hattene af det bedre borgerskab. Huidobro blev født i Santiago de Chile - i en familie af det allerbedste borgerskab - men rejste tidligt til Europa for at realisere sit kunstneriske kald. For det var her, det skete, i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Her, moderniteten tidligst satte ind og skabte grobund for verdens første fælleskrig. Og det var her, der var plads og råd til, at den selvstændige kunstner frit kunne begå sig. 10’erne og 20’erne blev ismernes storhedstid. Kreationismen, dadaismen, surrealismen, ekspressionismen, kubismen, futurismen, ultraismen... Ofte samlet under én - og den meget skæv og utilpasset - hat: modernismen. Af med den hat også! Ingen af datidens digtere lader sig naturligvis rubricere under blot en enkelt betegnelse, selvom flere forsøgte at opfinde sin egen til formålet. Huidobro udråbte selv sin kreationisme, men var i høj grad også kubist sammen med Max Jacob, der tillige gjorde sig glimrende som surrealist, for ikke at tale om den snert af præ-dadaisme, man møder i sidstnævntes nonsensdigte. Jacob skrev for øvrigt en fin lille tekst med titlen "En smule modernisme som en art afslutning", som bringer os tilbage til Eiffeltårnet og med et dunder helt ned på jorden:

I den blæksorte nat trækker halvdelen af Verdensudstillingen i 1900, oplyst af diamanter, sig nu tilbage fra Seinen og vælter om i en eneste blok, fordi en digters tåbelige hoved i den skoles himmel bider i en stjerne af diamanter.

Picabias tidsskrift 391 nr. 14 (Paris 1920). Klik på billede for at se Tristan Tzaras håndtegnede layout-anvisninger

Én dansk modernismeforsker, Erik Svendsen, har forsøgt at samle avantgardisterne under hatten ”de fem f’er”: frigørelse, frihed, fremtid, fantasi og fjendebilleder af det gamle. Og jeg er sikker på, at størsteparten af de gamle lurendrejere faktisk ville slå sig til tåls med karakteristikken, hvis blot de fik lov at gynge i tværbjælkerne. Avantgarden havde et meget konkret forhold til bogstaver og ord. Et forhold der ikke udelukker den pædagogiske fem-f’er-regel, men ej heller tillader den at sige alt. Stræben efter ”frigørelse” og ”frihed” er uden tvivl indbygget i de historiske avantgardeprojekter, ligesom i al anden kunstnerisk virksomhed. Man ville forny: flå sindene op og hælde nyt stof ind. Man ville orientere om fremtiden og kun gennem at demonstrere sin forskellighed fra fortiden autoriseres kunstneren som spåmand. ”Fantasi” er måske det begreb af de fem, der betinger flest aspekter af de historiske avantgardebevægelser: Ordspil, pludren, citater, hilsner mv. Den forsøgsvist bevidstløse automatskrift var et vigtigt, fantasifuldt eksperiment. Opprioriteringen af drømmestof forbindes med den historiske avantgarde. Mest karakteristisk er måske den visuelle orientering, man møder i avantgardens tekster. Kompositionsprincipper, der stammer fra billedmedier - statiske såvel som dynamiske - inddrages i skriftens univers og skaber formel dybde i teksterne. Hverdagslige snapshots - billetter, annoncer, afrevne plakatstumper etc. - klistredes ind i digte og kolliderede brat med den lyriske genres tradition for høj stil. Eksperimenter med typografi var udtalte. "Frie ord" dukkede op overalt og prosadigtets lille firkant blev en anerkendt udtryksform. En FORM, vel at mærke. En rodekasse med ordmaterialer, der i stadig udveksling med den enkelte kunstners oeuvre - manifester, optrædender på Cabaret Voltaire, druktture med Picasso - blev til stående værker. Avantgardisternes aktiviteter var på mange måder koncentreret uden om digtningen, og betydningen af det skrevne spiller en sekundær rolle. Det er de formelle spil, der betyder noget i den historiske avantgardes tekster. Dem, og så digternes leg med det private og biografiske.

Huidobro: Paysage

Blot én ting til: Picabia var den eneste i slænget, der tog kørekort! Man skal ikke glemme, at de fleste avantgardister først og fremmest var cyklister. Og at Picabia faktisk selv foretrak den tohjulede. Så ofte avantgardisterne kunne komme af sted med det, slap de multimediearbejdet og kastede sig med dødsforagt ud i Paris’ og Zürichs hektiske trafik. Bragende gennem mylderet, Arp krøbet sammen i dråbeform over styret. Hele banden slingrende fra side til side i forsøget på at ramme nogen. Men de lykkedes sjældent, og det er måske netop det, der er så fint ved dem. At det aldrig lykkes dem at skabe total forvirring. Trods alle forsøg på bevidst at forvirre vore sanser, tegnes der alligevel elegante mønstre i deres digtning. Typografi, grafiske rekvisitter og intertekstualiteter spiller hele tiden vigtige roller. Repetitive mønstre og genbrug sætter ind overalt. Deres værker er vidtåbne og spænder over en stadig vekslen mellem liv og digtning. Hvor der leves, drypper det på digtet. Hvad der digtes, leves ofte ud i den virkelige virkelighed.

Picabia ved rattet

Nå ja, cyklisme: trods cyklens stadige udvikling og forbedring i århundredets første årtier, nåede ingen af avantgardisterne samme hastigheder som deres forbillede, franskmanden Alfred Jarry. Denne kørte - med Père Ubu i saddeltasken - om kap med eksprestoget mellem Paris og Lyon. Og vandt! Père Ubu gik op i flammer cirka midtvejs, men Jarry ankom efter sigende uden en sveddråbe på panden til Lyon, hvor han straks vendte om for at komme hjem til sit kære Paris.

Om det var Max Jacob, som tog imod ham ved hjemkomsten, melder historien intet om. Men én ting er dog givet: det var ham, der fortalte den videre til Arp, som efter sigende skulle have udbrudt: Nok æggeskal - men aldrig cykelhjelm! Og det blev hans kæphest at ligne cykelhjelmen med traditionens høje hat.

Mere om Kurt Schwitters her på Afsnit P - og masser af relevant materiale i Ubuwebs historiske afdeling.

Læs også: Enrique Vila-Matas' Den bærbare litteraturs historie - kort fortalt på Menneske.dk