Min overfrakke er mit skjold, min paraply er min forsvarer, jeg har vundet 0 francs og 50 fra mine fjender og De, frøken, kan sandelig danse.

Max Jacob (1876-1944) var en indflydelsesrig skikkelse i fransk poesi. Han blev født i Bretagne som søn af tysk jødiske forældre, men flyttede tidligt til Paris, hvor han traf Apollinaire og Picasso. Jacob var en slags nestor for og forbindelse mellem de tidlige avantgardebevægelser (surrealisterne, dadaisterne, kubisterne...) og hans forfatterskab rummer en mængde ansatser til det, 10'ernes og 20'ernes unge digtere skal folde ud for fuld udblæsning. Særligt de surrealistiske kredse var afhængige af Jacob. Og dér var han på én gang beundret for sin lyrik og foragtet for sin katolicisme og sin åbenlyse homoseksualitet. Jacob selv tog det ifølge overleveringerne ikke så tungt. Han skiftede hele sit voksenliv elegant mellem klostertilværelsen og Paris' mondæne caféliv.

Max Jacob ifølge Picasso

I serien Borgens Verdenslyrik har vi netop fået Jørgen Sonnes oversættelse og udvalg af tidlige Max Jacob-digte. Raflebægeret og andre digte er blevet titlen på nyudgivelsen, der således består af digte fra Le Cornet à Dés (1917), samt to "forhistorier" af forfatteren og et introducerende forord af Sonne. Sidstnævnte er tydeligt på hjemmebane - vi husker ham for eksempel for De første moderne (1983) og De franske surrealister (1994) - og har gjort forarbejdet godt. At man kan blive frygtelig irritabel på Sonnes særegne stil er en helt anden sag. I sit forord berører Sonne begrebet "Ord i frihed" og fortæller, at Jacob på netop dette punkt blev surrealisternes forløber. Længere vil Sonne dog ikke i sit forord til Raflebægeret. Slår man imidlertid op i De franske surrealister, er der lidt mere hjælp at hente. Her skriver Sonne: "Når da menneskene skulle blive frie, måtte også ordene være det, og i legen var der frihed". Og med legen mener Sonne ordspil, katalogen, skældsord, barnlige vrøvletekster og diverse neologismer. Tilbage i Raflebægeret vil man hurtigt opdage, at Ord i frihed, er det væsentligste karaktertræk ved værket. Det myldrer med den slags, og læseren slipper ikke for at lege med. Jacob skriver selv et sted, at hans digte koncentrerer sig om humour, amour og inconscience. I den foreliggende bog er det først og fremmest bevidstløsheden eller ubevidstheden, man må koncentrere sig om, mens det senere forfatterskab - blandt andet en række børnebøger og pasticher på bretonske folkesange - er kendetegnet ved lattermild kærlighed.

Altså: bevidstløs ordleg! Lad os se, hvordan den slags - med alt hvad det indebærer af paradokser - kan tage sig ud.

Klik på tekst for at læse original

På ganske få linjer er en stor del af Jacobs repertoire repræsenteret. Vi har den bramfri tale (ikke barmfri!), vi har vrøvleriet, og vi har ordspil og barnlig pludren. Og så har vi Sonnes herlige fordanskning af den vanskelige slutsentens: "Médecin des montres! où est le médecin des seins?" En dotter for dutter - naturligvis! Jacob kan hverken tale rent eller lade være. Og dét længe før det blev almindelig praksis at justere størrelse og spændvidde på dutterne. Andre steder i bogen møder man udtryk - helt - uden betydning, der med funktion som refræner skubber læseren foran sig. "Dalhia! Dalhia! que Dalila lia", nynner Jacob i bogens begyndelse, og senere møder man pludselig "dahlier der er kæmpestore: røde, hvide, fordelt ligesom til et kromolitografi...". Sådanne tråde løber på kryds og tværs gennem bogen. De vækker genkendelse hos Jacobs læser, skaber ophold midt i strømmen af bevidstløshed og stimulerer et detektivisk begær. Man vil løse gåden, finde flere gentagelser og afkode de bagvedliggende mønstre. En lidt anderledes tekst er "Digt":

Klik på tekst for at læse original

Iblandt er "fyrtårne" blot... fyrtårne, men man får sine anelser, når der i samme tekst findes både kurtisane, sømænd og en lækker skolelærer. Den indledende del af teksten er bygget som en serie klip fra en gammel sommerferiefilm. "Her er jeg på landet", fortæller Jacob og sætter os ind i de mærkeligt fragmentariske omgivelser. Den afsluttende del taler derimod om digterens forpligtelse, om det, han netop har udført i begyndelsen: "De skal sammenfatte rytmen i Biografen og den der er i haglen, og desuden latteren hos dem der ta'r del i den gamle kurtisanes død for at få en idé om Purgatorium". Ikke at man bliver meget klogere på tekstens betydning, men erindrer man de mange andre filmiske og fotografiske optrin, der er indehold i Raflebægeret, får man en klarere idé om digterens teknik. Om hans fascination af de spritnye medier og om hans tidstypiske hang til montage og collage.

Kort fra Max til Pablo

Raflebægeret og andre digte består fortrinsvis af prosadigte i traditionen efter Baudelaire. Til forskel fra den baudelairske tradition er Jacobs tekster dog rige på fortællende subjekter, der sammen med et væld af biografiske referencer og intertekstualiteter hele tiden peger tilbage på bogens ophavsmand. Helt i overensstemmelse i øvrigt med den avantgardekunst, der besatte det tyvende århundredes første årtier. Om prosadigtet skrev Jacob, at det "på trods af de regler der giver det stil, [bør] være sat i et frit og levende udtryk". Og det overholder han til fulde. De længste af bogens tekster kan synes for frie og levende, men det beror formentlig først og fremmest på læserens manglende kapacitet. Når overskueligheden forsvinder, mindskes også muligheden for at skabe et læsbart mønster under teksten. Og uden et ordnende mønster går de fleste pointer fløjten. I de korte tekster er Jacob til gengæld helt i pagt med en nutidig læser. De både interesserer og vækker nysgerrighed og overholder dermed surrealisternes overraskelses-dogme. Kredsen talte om "le merveilleux" - det forunderlige, det mærkelige eller det magiske - og netop dét betegner Jacobs tekster, når han er allerbedst. Og i høj grad dem, hvor han er kortest for hovedet, epigrammerne: "Set i modlys eller på anden måde eksisterer jeg ikke, og i øvrigt er jeg et træ." Nok et træ, men ingen træmand. Raflebægeret og andre digte kan anbefales mønsterlæsere.

Max Jacob: Raflebægeret og andre digte. Oversat og udvalgt af Jørgen Sonne. Borgens Verdenslyrik. 179 sider, 129 kr.

Se mere på det uofficielle Max Jacob-site (på fransk)