| I den del af verden steg interessen for fodbold kraftigt. Det begyndte med, at politikerne hentede flere og flere sproglige udtryk fra fodboldens verden. Når landets statsminister for eksempel skulle overbevise befolkningen om det fornuftige i at deltage i en forestående krig, talte han om, "at det var på tide at komme på banen", og at nationen "ikke længere kunne blive stående på sidelinjen, mens andre havde bolden". Langsomt ændrede spillet karakter, og i første omgang enedes man i fodboldforbundet om at tillade, at spillerne bar pigstøvler. Forældrenes ambitioner på de vordende poders vegne gav anledning til, at skolegangen rettede sig mod en karriere i de professionelle klubber, og efterhånden som divisionsforeningen tillod, at granater og mindre håndvåben benyttedes under kampene, blev undervisningen af praktiske grunde forestået af Forsvaret. Reglen om, at man ikke måtte røre bolden med hænderne, blev erstattet af retten til at benytte laserstyrede raketter og klyngebomber. Det varede ikke længe, inden præster erstattede dommerne, og man fjernede fordringen om fair play; således kunne man hengive sig til legen, barbariet og tilfældet. Landets ungdomsafdelinger var de første til at indføre rutinemæssig eliminering af overlevende modstandere, og landskampene udviklede sig til omfattende offerfester, hvor publikum via tv-skærme fulgte de månedlange turneringer. | |
