af blæk er du kommet


							Zhang Huan: Stamtræ (detalje)




			- om Zhang Huans selvportræt Stamtræ

Med ét troede jeg at se en skriftside. De små ondskabsfulde bogstaver æder huden, velinet, de hakker, stikker og gennemhuller pergamentet for at nå frem til dyret, der er af en anden farve, ubevægelig og forsvarsløs, og som hviler stille neden under. Læs min ådselsside, se engang igennem de rystende linjer den ting, den skriver. Når dén kommer til syne, skal skriften trække sig tilbage.

Michel Serres: Statuer (1990)

Mens efterårsmørket skyller ind over Danmark, kan man i Nikolaj Udstillingsbygning København opleve den kinesiske performance- og videokunster Zhang Huan lade sit ansigt langsomt formørke af skrift. Værket Stamtræ (Family Tree) er blandt de godt 50 store fotografier samt syv videoværker af kunstneren, som Nikolaj udstiller i september og oktober 2003.

Zhang Huan er født og opvokset i Kina, hvor han er blevet chikaneret ud på grund af sine kontroversielle performances, og lever nu i eksil i USA. Overalt i hans værker spores sammenstødet mellem buddhistisk tradition og vestlig modernitet. Han er en del af en global avantgarde, der bruger kroppens sprog som kunstnerisk udgangspunkt.

Et af hans forbilleder er konceptkunstneren Chris Burden, der i 1971 opnåede øjeblikkelig berømmelse ved på opfordring at lade sig skyde i armen under performancen Shoot i protest mod amerikansk våbenkultur. Gamle billedkunstneriske temaer som pinsler, den nøgne krop og kropsvæsker har spillet en central rolle på 90’ernes body-art-performance-scene verden over. Men måden, temaerne performeres på, varierer, afhængig af hvilken verdensdel, kunstneren kommer fra. Hvor den vestlige kropskultur peger indad mod en individuel ensomhed og afmagtsfølelse, overskrider den asiatiske kropskunst den individuelle horisont og peger ud mod verden, på genstandene og den sociale sammenhæng.

For mange avantgardister - fra komponisten John Cage til store dele af Fluxus-bevægelsen og ikke mindst Hans-Jørgen Nielsen herhjemme - har der været en snæver sammenhæng mellem zenbuddhismen og den eksperimentelle performancekunst. Zhang Huan er netop kendt for at mixe politisk kritik med den buddhistiske lære om enkelhed i livsførelsen, og for af håndhæve værdien af det håndgribelige og direkte frem for abstrakt, spirituel røg.


			Zhang Huan: Stamtræ

Gammel tåbe

Stamtræ er en billedskriftfortælling bestående af ni kæmpefotos af Zhang Huans ansigt. De er taget med spredte mellemrum i løbet af den dag, hvor tre kalligrafer maler hans ansigt med kinesiske myter og digte.

Teksterne handler om menneskets eksistentielle og kulturelle vilkår. I midten af ansigtet er en reference til en traditionel kinesisk fortælling om Yu-Kung (som direkte oversat betyder ’gammel tåbe’), der trods alles formaninger og alene på grund af sin enfoldige tro er i stand til at flytte et bjerg. Fortællingen handler om skæbne og udfordring. Om at miste sin historie og alligevel tro, at den kan genvindes. Det gælder såvel familiens individuelle historie som nationens kollektive.

Kulturrevolutionens politiske undertrykkelse ødelagde de individuelle initiatativer i de ideologiske målsætningers navn. De individuelle livshistorier blev lige så ulæselige, som kunstnerens ansigt ender med at være.

Japansk dødsdigt

Værket Stamtræ er inspireret af den japanske poesi og haikutradition. I det gamle Japan og helt op til vor tid har man kunnet den klassiske poesi udenad. Alle japanere skrev poesi lige til dødsøjeblikket, hvor hver enkelt skrev sit eget dødsdigt. Poesien var en livspraksis på linje med at spise og sove.

Stamtræ minder om et haiku-dødsdigt og rummer også haiku-formens sammenstød mellem ro og bevægelse: tegnene på det ubevægelige ansigt krystalliserer øjeblikkets evighed, og samtidig tilintetgøres det mest nære: ansigtet, identiteten og sproget. Zhang Huans selvportræt er en selvnegation i overensstemmelse med den buddhistiske opfattelse af personligheden som en illusion. Idet ansigtet overskrives med kulturel og individuel betydning, suspenderes jeg’et, og sindet tømmes for alle kulturelle filtre, begreber og forestillinger. Og ligesom haikudigtet skal åbenbare sproget som ren billedværen, viser Zhang Huan sin mistillid til sproget som meddelelsesform: skriften mister sin funktion som meningsbærer og bliver til en ting, en sort skulptur.


	Hvad Rembrandt glemte Der er mange øjeblikke i vores liv, som vi ikke har kontrol over. Mere og mere kultur dækker os og gør vores ansigter sorte. Det er umuligt at fjerne den medfødte personlighed og slægtsblodet. Fra en skygge om morgenen og pludselig ind i den mørke nat, det første livsskrig til en hvidhåret mand, som står alene foran vinduet. Et sidste glimt af verden og en erindring om et illusorisk liv. I min selvportræt-serie fandt jeg en verden, som Rembrandt glemte. Jeg forsøger at strække dette øjeblik. Zhang Huan om Stamtræ Den verden, Zhang Huan hentyder til, som Rembrandt glemte, er mellemrummet mellem identiteten og dens udviskning, en slags dødsøjeblik, ikke i forlængelse af livet, men som en del af livet. Portrætserien er selvfremstilling og selvafvikling i én og samme bevægelse. Kunstneren portrætteres som et sprogligt kommunikerende subjekt og som et objekt, et lærred der skrives på. Men skriften kan ikke tøjles, den går amok og skriver sig selv i stykker. Et mylder af vanitasfluer fortærer ansigtet og udvisker trækkene. Til sidst er ansigtet som bærer af individuel og kulturel betydning forvandlet til én stor, forskelsløs blækklat. En levende og dog dødelignende, uhyggelig maskefigur. Men i sidste og niende foto er der små diffuse lyspletter, der ånder igennem den sorte negermaske. Skriftritualet er gennemspillet, renviskningen af tavlen er allerede startet, og fremskrivingen af identiten kan begynde forfra. ’Af blæk er du kommet, af blæk skal du igen opstå’. Værket 1/2 fra 1998 viser helt bogstavligt, at skrift, krop og død grænser op til hinanden. Kunstneren har ladet venner skrive de ord, der faldt dem ind, på sin krop og ansigt og derpå iklædt sin nøgne krop kød og skelet af et grisekadaver. En ornamenteret stammemand i en kultisk offerpraksis! Det tribalistiske præg i Zhang Huans kunst giver anledning til at erindre den gode gamle, antropologiske pointe: at primitive samfund ikke lever i lykkelig symbiose med naturen, men har et mas med at få styr på og kultivere dens kaos. Det kræver ritualer at holde orden på sig selv og sine omgivelser, og i et religionsløst samfund overlades riterne til kunsten.


				Zhang Huan: 1/2 (1998)

12 Square Meters (1994)

Fordærv og selvforglemmelse

Zhang Huan skaber sine egne katharsisriter, der ofte gør holdt i den fysiske eksistens grænseområder som dødsprocessen og den fordærvede krop. Ikke døden som det helt andet, det ukendte og uintegrerede, men som noget der kan sanses, som en del af livet. I værket Stamtræ symboliseres døden i det ’totalttatoverede’ ansigt. I performancen Original Sound undersøger han helt konkret smagen af død ved at proppe munden fuld af orme.

I 12 Square Meters (1994) opholder han sig en time på et offentligt toilet i Beijing, hvor han som en yogi sidder urørligt i trance, indsmurt i honning og fiskeolie, og ligner et glaseret lig med fluernes dødsskrift på kroppen. Efter en time rejser han sig og går ud i et kloakvandhul og forsvinder ned under vandets overflade, hvor døde fluer sejler rundt som afstødt skrift.

Ritualer som disse kunne i en vestlig sammenhæng aflæses som åndens udsoning af skyld gennem kropslig selvafstraffelse. I en buddhistisk livsforståelse drejer det sig omvendt om at lade ånd og materie smelte. Om at afvikle sine egoer og udvide sit sind. At lade ansigtet skrive over, at have orme i munden, at opholde sig i stanken, at udsætte sig for smerte er former for meditation, hvor man lærer Buddha at kende ved at kende sig selv. Og at lære sig selv at kende er at glemme sig selv. På toilettet, i skriften, allevegne.

Tag i Nikolaj, og se Zhang Huang, eller besøg om ikke andet hans hjemmeside. Der venter mange spektakulære scenarier, smukke som frastødende. For en vesterlænding, der har både sit følsomme flæsk og sit ego kært, er det en grænseoverskridende oplevelse. Med sin spinkle krop og enkle, men effektfulde virkemidler skaber Zhang Huan undren og uro. Man må konstatere med Wittgenstein - det tætteste, vi kommer zen i Vesten: at det mystiske ikke er, hvordan verden er, men at den overhovedet er.

Zhang Huan kan opleves i Nikolaj Udstillingsbygning i København til og med 2. november 2003, alle dage kl. 12-17

Litteratur: Hans-Jørgen Nielsen: Haiku (1963)

tidligere bidrag | aktuelt | historie | 20/10/03