Johannes L. Madsen: Labyrint (Digte for en daler, 1965), JLM - Johannes L. Madsen samlede. Arena 2003

- Johannes L. Madsen set og hørt

Et afsnit i efterårets udgivelse af Johannes L. Madsens samlede, JLM (Forlaget Arena), hedder ”Visuelle digte” og det er langt fra det bedste. Men det siger lidt om, hvordan man kan gribe kolossen - de mere end 900 sider - an. Madsens digte skal blandt andet ses, og de enkelte visuelle tekster kan med lidt snilde udgøre portaler til forfatterskabet. ”Visuelle digte” rummer en labyrint af bogstaver, en dadaistisk collage, prik- og cirkeldigte samt en til dels spejlvendt talformation. I labyrinten skal blikket forsøge at bevæge sig på den blanke side mellem bogstaverne. Spejlingen er kun tilsyneladende en spejling og snarere en grafisk flade, hvor 7 og 2 er lige. Collagen trækker linjer mellem Madsens værk og de avantgardistiske 10’ere og 20’ere, mens prikker og cirkler mere tidskorrekt taler i munden på 1960’ernes konkrete og minimalistiske billedkunst.

Visuelt digt (Hvedekorn, 1966), JLM 2003

Prikdigtene minder naturligvis om morsealfabet og forskellige typer af guidelines, men repeteres også i Madsens normaltskriftlige digte om dråber, pletter, snit, sprut og syre. Den cool samling Nedspildt spruttende af syre rammer i hvert fald mig med en prikkende fornemmelse.

M (20 Opdigte, 1965), JLM 2003

I bogstavlabyrinten er det sværeste at holde øjnene fra at danne ord. Ikke fordi, der overhovedet står noget, men man har nu en gang sådan en sammenhængsskabende trang. Bogstaverne er vægge. Eller som Madsen skriver i A B Se Digte: ”bogstaveligt talt/taler bogstaverne til mig/bogstaverne i ordet bogstaver får/mening i netop denne sammenhæng”. Og så sprækker væggen vist alligevel og giver indblik i rummet bagved. I samlingen ”20 opdigte” ­ altså optiske digte der tydeligt korresponderer med de visuelle ­ er der masser af bogstaver, som blot vil være bogstaver. Mest hæfter jeg mig ved det indrammede M. Står der ”Om” eller er figuren mere à la ® eller ©? ”Om” er omdrejningspunkt i adskillige andre af Madsens tekster, så måske har vi at gøre med en slags madsen’sk trademark. Vi kommer ikke uden om ”Om” fra samlingen ”Og & Og”:
 

o siger o
om m siger om
o om m siger omringet

omtrent

Det indrammede M kan altså også læses ”omringet” i Madsens særprægede ortografi, og man kunne ønske sig en hel serie af den slags. En optisk retskrivningsordbog måske. Desværre holder de øvrige opdigte ikke rigtigt niveau, men glider oftest ud i ligegyldige grafiske eksperimenter eller fjollede bogstavlege. Det slidte, tryksværtemanglende ”Brugt” er nok det mest interessante bud ved siden af M’et.

Det er, når den er kort og konkret, at jeg bedst kan lide Madsens digtning. Sådan som den ser ud omtrent frem til den kanoniserede Nedspildt spruttende af syre og hist og pist resten af vejen gennem kæmpeværket. Om det udelukkende skyldes, at det er under de forhold, at Madsen siger tingene bedst og klarest, eller om det tillige skyldes min egen dovenskab, kan jeg ikke helt blive klar over. Over for Madsens romaner, drama og længere læsestykker er jeg nær ved at opgive efter få linjer. De er kedelige. Inderligt udsyrede LSD-cool og formentlig hamrende hippe i tilblivelsesøjeblikket, men uden egentlige overraskelser og pointe for en nutidig læser. Den almindelige læser, that is! For litteratur- og kulturhistorikerne må det være en sand fryd, at en sådan enorm samling historiske dokumenter sendes en tur gennem trykpressen.

JLM er en fornem tidsbilledserie, der fortæller om litteraturens muligheder, udviklinger og eksperimenter i perioden efter 1960’erne. Et forsøg på at sige tingene, som de er og var, hvis de vel at mærke er tegn. Bogstavtegn særligt, prikker og linjer samt sprogets øvrige markører. Et helt digt, ”Sprogets make-up”, består af sidstnævnte, og det er rart at blive gjort opmærksom på, at kommaer, apostroffer og semikolonner kan udgøre en art visuel poesi. Hvis markører og pausetegn udgør det, man skal se, må ord og bogstaver altså - ligesom tilfældet var med labyrinten - være en slags vægge. Og det er et element i det madsenske univers, jeg snildt kan forlige mig med. At sproget er et bygningsværk, er der jo ikke noget overraskende ved, men at bogstaverne helt konkret udgør vægge, var jeg ikke uden videre klar over.

Almindelige såvel som ualmindelige læsere, litteraturhistorikere såvel som blot og bart -brugere kan have stor fornøjelse af Lars Bukdahls efterord. Og redaktionens udvidede tekstoplysninger er det mest fair bibliotekar- og arkivararbejde, jeg længe har mødt. I sit efterord trækker Bukdahl linjer gennem forfatterskabet og indlemmer det strategisk blandt deltagerne i den Eksperimenterende Kunstskole. Hans-Jørgen Nielsen, Charlotte Strandgaard, Kristen Bjørnkjær og Vagn Steen er naturlige pejlemærker i forsøget på at begribe JLM. Omend Madsen på flere måder var både på forkant og vildveje. Munter og sigende om forfatterskabets position er en kort passage optrykt i efterordet fra en samtale mellem Madsen og Ulrik Gräs. Her hedder det: ”Vagn Steen så med det samme at jeg var digter, men jeg vidste ikke nok om strukturerne, og i stedet for at lade mig optræde som uvidende naturtalent fattede vi en plan der var omvendt: Jeg vidste mere end meget”. Nedspildt spruttende af syre, kunne man fristes til at sige. Madsen var nok et naturtalent, men i en overordentlig kulturlig sammenhæng. Oprindelighed og inderlighed er i hvert fald ikke et af digterens kendetegn. Og som Bukdahl peger på i sit efterord, slår Madsen på tromme for en helt ny bogstavelig forståelse af det at læse indenad. I ”Smarte pletter mellem fingrene” hedder det:

DET VISUELT BÆRENDE SPROG HAR INGEN INTERESSE/ BILLEDSPROG ER I VIRKELIGHEDEN AKTIV DØD/ ET NYT LITTERÆRT SPROG KAN IKKE VÆRE BILLEDDANNENDE PÅ OPTISK NIVEAU/ SPROGET MÅ ALDRIG KUNNE ERSTATTES AF ANDRE MEDIER/ GENNEM KOMBINATORIK KAN VI NÅ FREM TIL ET SPROG SOM IKKE SKABER BILLEDER PÅ NETHINDEN MEN RENE STRUKTURER OG MØNSTRE I VORE HJERNECELLER

Det er i sandhed litteratur - som titlen lyder på en af de forkætrede romaner - ”for en person med verbale pupiller”. Og en god portion tålmodighed skal der også til. Det er langt fra på hver af de 900 sider, at bogstavvæggene giver sig, men det er værd at vente. Hvis man nøjes med få teksttrip ad gangen kombineret med en serie af de optiske, kan man mellem andesteg og kransekage nå et godt stykke. Johannes L. Madsen er den mest helhjertede litterære tresseravantgardist herhjemme, og det i sig selv er afgørende vigtigt.
 

Uddrag af omslag ved Eli Lund

Til historien om Madsens kanonisering hører også udgivelsen af cd’en Smarte pletter mellem fingrene hos ArtPeople. Som det hedder i pressematerialet: ”En af dansk digtning[s] helt sjældne og sære fugle, Johannes L. Madsen (1942-2000), bliver på denne eksklusive cd hevet ud af raritetskabinettet og udsat for musikalsk gendigtning af Halfdan E og Martin G, akkompagneret af selveste Klaus Rifbjerg, Jørgen Leth og Steen Jørgensen fra Sort Sol”. Så skulle den vist være kørt i stilling til julesalget. Halfdan E har tidligere to gange udsat Dan Turèll for musikalsk gendigtning, og det gik som bekendt ­ i hvert fald for den førstes vedkommende ­ mægtigt. Mon ikke Madsens refræn ”De skal suge honning af sten” kan blive lige så fasttømret en vending som ”Pas på pengene” og ”Jeg holder af hverdage”. Selv har jeg i kor med min kæreste en hel dag mumlet om honning efter at have spillet cd’en ganske få gange. Det er intermediakunst lige efter Madsens kogebog. Fro, kæk og kløgtigt legende. God at vaske gulv til og kan sagtens - formentlig uden at nogensomhelst tager notits deraf - afspilles på Ideal Bar. Smooth og lækkert lydende, god at gå til og herligt blottet for mening. Mine varmeste anbefalinger.
 

JLM - Johannes L. Madsen samlede. Redigeret af Lars Bukdahl og Eli Lund. Grafisk design: Eli Lund. 945 s. 400 kr. Arena.

Smarte Pletter Mellem Fingrene - en lydfilm af Halfdan E og Martin G. 20 digte. 140 kr. ArtPeople.

tidligere bidrag | aktuelt | historie | 8/12/03